Et ærligt og prunkløst menneske

For ikke så mange år siden var det engagement, værdier og holdninger, der styrede de politiske budskaber – ikke kommunikationseksperter og meningsundersøgelser.

Idèrige fiflerier og skamløs ragen til sig er blevet hverdagskost i den politiske jungle og har vist os et plumråddent miljø, hvor smarte kommunikationsrådgivere flokkes i magtens korridorer og styrer showet med en spinkultur, der kynisk vildleder befolkningen og snigløber demokratiet.

Intet er helligt: sort gøres til hvidt, krig til fred, nat til dag.

Flossede reklamedrenge står i kø for at promovere regeringens sorte menneskesyn, der forflygtiger al anstændighed og socialt ansvar - et menneskesyn, der krænker og forhåner de svageste, forringer velfærdssamfundet og sætter et almissesamfund i stedet.

Vi kipper med flaget

Regeringen har efter mange års fordækt mummespil, ivrigt sekunderet af Dansk Folkeparti, endeligt bekendt kulør: landets svage grupper, arbejdsløse, børnefamilier og pensionister skal betale for bankdirektørernes og de andre solide samfundsstøtters gigantiske skattelettelser.

Disse pæne spidser og forbilleder, der med sugerøret nede i samfundets kasse i ly af spin og medieeksperter har kunnet rage til sig og stryge århundredets fortjeneste.

Derfor vil den almindelige dansker onsdag den 13. juli 2011 tage hatten af og kippe med flaget for noget så sjældent som en politisk hædersmand, nemlig arbejdernes tidligere fagforeningsformand Anker Jørgensen, der fylder 89 år.

Anker Jørgensen.
Foto: Wikimedia Commons.

Menigmand er kommet til at elske den gamle statsminister - dette ærlige og prunkløse menneske, der i dèn grad repræsenterer danskerens idealer, drømme og forhåbninger.

Han er folkets mand med rødder dybt i den danske arbejderklasse.

Trofast mod idealerne

Livet igennem har han været trofast mod sin opvækst med ægte følelser for de svageste i samfundet - man hører hjertet banke, når han taler om solidaritet, om de handicappede, de syge og gamle.

Et menneske, der uden at lefle forener stort socialt engagement med menneskelighed og tolerance – egenskaber, der i en sjælden grad har gjort ham til folkeeje og landsfader.

Anker Jørgensen er Vajsenhusbarnet, som arbejdede sig op til samfundets top fra den fattige barndom som forældreløs på Christianshavn, hvor fire lejligheder deltes om en rusten køkkenvask på gangen og lokum i gården.

Han blev født den 13. juli 1922 i et lille kolonihavehus i en haveforening, der lå på Irlandsvej på Amager som søn af kusk Johannes Albert Jørgensen og hustruen, rengøringskone Karen Marie Jørgensen.

Begge forældre døde, da han var nogle år gammel, ligesom en lillebror døde som ganske lille.

En tante, tobaksarbejderske Karla Jacobsen, spurgte Ankers morfar, en landmand fra Roskilde-egnen, hvad der så skulle ske med den lille dreng og fik dèt svar, at »ham må kommunen tage sig af«. Hertil svarede tante Karla: »Jeg skal give dig kommune!« - og Karla tog Anker til sig.

Oplevelser med Anker

Mange vil kunne fortælle stort og småt om deres oplevelser med Anker. Som sekretæren Dorthe Christiansen om dengang i halvfjerdserne, da Anker som ellers travl statsminister småløb en tur rundt om Christiansborgs ridebane.

Han stoppede op foran et ungt japansk turistpar, der forelsket tumlede rundt med deres kamera i forgæves forsøg på at nå tilbage foran linsen og kysse hinanden, inden selvudløseren gik i gang.

Venligt tilbød Anker at agere fotograf. Han ønskede fortsat rigtig god tur, og hvis de fik brug for hjælp, måtte de endelig ringe til ham.

Værsgo, her var hans visitkort. Som sekretæren senere skrev: »Jeg ville gerne have været inde i deres hoveder, når det gik op for det forelskede par, at det var landets statsminister, der var fotografen .. Typisk Anker, ægte ligetil.«

Eller pressefotografen Mogens Ladegaard, der rejste det meste af verden rundt med landets statsministre og var med, da Anker Jørgensen besøgte Grønland.

En stakkels forvirret dreng kastede et æg efter ham, og en betjent handlede resolut og greb hårdt fat i drengen. Men det kunne Anker slet ikke have, og det hele endte med, at landets statsminister nærmest undskyldte, at han kom til at stå i vejen for ægget.

Hjælpsomheden selv

Eller da Anker for nogle år siden som travl pensionist kørte med S-toget på vej hjem til Sydhavnen. En pige havde ikke kunnet klippe på Dybbølsbro og Ankers endestation, Sydhavnen, var næste gang. Men stod han af? Næ, han holdt tog-døren, så pigen kunne komme ud og få klippet, kørte videre med til Sjælør og tog såmænd bare toget overfor et stop tilbage igen.

Anker har været kompromisløs i sin holdning til, hvad der var rigtigt og forkert og gik uden frygt i klammeri med magthavere som Saddam Hussein, USA’s præsident, de rige oliesheiker, Mærsk Mc-Kinney Møller og flere med dem.

Efter århundredets valgnederlag i 1973 viste Anker sig i stand til at kæmpe sig op og fastholde posten som landets statsminister igennem 10 år under helt umulige parlamentariske forhold.

En politisk bedrift. Han forsvarede velfærdsstaten med næb og klør og fik gennemført værdifulde reformer som efterlønsordningen, garanti-lønnen, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og en omfattende socialreform med Bistandsloven som vigtigste element. Også et endegyldigt nej til Atom-kraft blev det til.

Den »naive« hjælper

I 90’erne gik Anker Jørgensen ind i løvens hule og tog til Irak for at få 38 danske gidsler ud af Saddam Husseins kløer.

Politikere fra alle sider lod deres harme og skældsord hagle ned over den tidligere statsminister ledsaget af hånlig hovedrysten. Venstres Ivar Hansen talte om »brækfornemmelser«, mens den konservative Per Stig Møller kaldte hans rejse »naiv«.

Men da gidslerne over telefonen direkte tryglede Anker om at komme til Bagdad, var han ikke i tvivl. Han forenede al sin menneskelige omsorg og sin politiske erfaring i sine bestræbelser, og det lykkedes at få gidslerne hjem ad flere omgange. Anker var hver gang i lufthavnen for at tage imod…

Nej til statsminister-luksus

I 1960 rykkede Anker Jørgensen sammen med Ingrid og de 4 unger ind i en 3-værelses lejlighed i det almene boligbyggeri AKB på Borgbjergvej 1 med udsigt til baneterrænet.

Uden vaklen sagde han nej til al statsminister-luksus på Marienborg - som han selv forklarede det: »Jeg kunne sgu aldrig finde oplukkeren i det store hus.«

Den 1. november 2008, efter næsten 50 år, sagde Anker farvel til lejligheden på Borgbjergvej for at flytte ind i en beskyttet bolig på plejehjemmet Plejebo lige midt i det gamle arbejderkvarter Vesterbro.

Nu er plejehjemmet blevet lukket og Anker overflyttet til et plejecenter i Valby.

Kofoeds Skole, der blev oprettet med det formål at yde hjælp til selvhjælp til mennesker med sociale problemer, kunne i marts 2008 fejre sin 80-års fødselsdag for medarbejdere og nuværende og tidligere elever – blandt andre Anker Jørgensen og Kim Larsen.

Da Anker i sine unge år var arbejdsløs i en periode, gik han på Kofoeds Skole og lærte engelsk. Som forstander Jens Aage Bjørkøe sagde det: »Vores fornemste ’resultat’ er uden tvivl, at man efter at have været elev på Kofoeds Skole kan blive Danmarks statsminister …«

Louis Bülow, Aarhus, er freelanceskribent og redaktør af flere antiracistiske hjemmesider, især med fokus på nazisternes forbrydelser og Holocaust, bl.a.
http://www.auschwitz.dk/, http://www.oskarschindler.com/, http://www.izieu.com/index.htm og http://www.goering.dk/index.htmt.