Paradoksernes og traktorernes holdeplads

27.-30. maj 2010 var jeg i Belarus (eller Hviderusland, som landet også hedder på dansk) som inviteret gæst hos »Venstrepartiet for en retfærdig verden«. Jeg repræsenterede Enhedslisten.

Tåge

»Tåge« står der på skiltet i vejsiden og det er ikke noget stort skilt. Skiltet dementerer altså på en måde sig selv. Hvis man kan se skiltet, er der ikke tåge, og hvis der er tåge, kan man ikke se skiltet.

Det er det samme med den bemærkning min vært kommer med, da vi kører forbi nationalbiblioteket i Minsk, hovedstaden i Belarus:

»Diktatorer kan godt lide at bygge stort og pralende»« siger han.

Javel, tænker jeg, det passer på bygningen, men hvis diktatoren er diktator af den slemme slags, så tør indbyggerne jo slet ikke sige den slags til udenlandske gæster.

Men mine værter tør altså, og det er i det hele taget et paradoks, at de under de vanskeligste omstændigheder fortsætter med at være et aktivt og legalt oppositionsparti.

Det imposante nationalbibliotek af præsident Lukaxhenko i Belarus. Privatfoto.

Det giver mange problemer at være et oppositionsparti i Belarus. Bare det at deres kongres måtte udsættes 14 dage, fordi Minsk kommune ikke kunne finde et ledigt lokale (og der er mange kulturhuse i Minsk uden megen aktivitet).

Eller at partiet efter kongressen inden for 14 dage skal aflevere en protokol over kongressen til Justitsministeriet – inklusive en fortegnelse over hvem der har haft ordet, og hvad de har talt om.

Eller den kendsgerning at partiet i 2007 fik suspenderet sin aktivitet i et halvt år, og at Justitsministeriet i forlængelse af det forsøgte at likvidere partiet i januar 2008.

Det er nået helt til udlandet, at en af oppositionens præsidentkandidater har fået 5-6 år i fængsel for at organisere en demonstration i protest mod valgsvindel på valgaftenen til præsidentvalget 19 december 2010 – en demonstration, der var fredelig, indtil politiet angreb den – så er det jo heller ikke så demokratisk.

Præsidentkandidaterne Andrei Sannikov, Nikolaj Satkevitj og Dmitrii Uss har fået hver 5-6 års fængselsstraf, mens mange andre kandidater sad fængslet i længere tid og har fået betingede domme.

I alt blev 700 anholdt i forbindelse med demonstrationen, og der er mange vidnesbyrd og mishandling, mens de sad i fængsel.

Det er meget vanskeligt at fungere som opposition i Belarus – således er der konstant chikane af oppositionen. Det er ikke længere muligt for mine værter i Venstrepartiet at udgive deres blad »Kammerat«.

Da de ville holde 1. maj i en lille by, blev tilladelsen trukket tilbage administrativt et par dage før demonstrationen med den begrundelse, at der skulle køre lastbiler med rør over pladsen – og de var så store, at de ikke kunne køre andre veje, og åbenbart heller ikke på andre tidspunkter.

Personer bliver chikaneret. Møder er det vanskeligt at få lov at holde – hvert skridt er overvåget og besværliggjort af vanskelige procedurer.

Så jo, der er nok diktatur i Belarus, men samtidig er der også visse demokratiske rettigheder og muligheder for at agere legalt – og det er dem mine værter udnytter.

»Europas sidste diktatur«

De senere år er frasen »Europas sidste diktatur« igen og igen blevet brugt om Belarus. Nu er der for så vidt ikke tvivl om at Lukashenko er diktator. Men alligevel klinger dette udtryk hult.

For det antyder for det første, at resten af Europas lande er demokratiske, og for det andet at diktaturet som system er ved at være noget der hører fortiden til – og ikke noget der kommer igen, når Lukashenko en gang går af.

Begge dele er desværre helt forkert.

Der er andre lande i Europa, hvor befolkningen stort set ikke har noget at skulle have sagt, og hvor demokratiet fungerer meget dårligt – også selv om der måske er valg. Et af disse lande er Rusland. Et andet er Ungarn, hvor højrefløjen er kommet til magten. Et tredje er Grækenland, hvor den økonomiske politik dikteres fra EU og IMF.

Men man kan også nævne EU som helhed, der nu fungerer efter en forfatning – Lissabontraktaten – som ikke har folkelig opbakning, og som regeringerne derfor ikke har turde sende til folkeafstemning noget sted bortset fra i Irland (hvor den måtte sættes til afstemning to gange), efter at dens forgænger Maastricht faldt i Holland og Frankrig.

Det er det samme EU, hvor man har indført en stabilitetspagt, der binder de enkelte lande til at føre en neoliberal politik, uden at man overhovedet har spurgt befolkningerne om, det er det, de ønsker.

For det andet er der desværre ingen garanti for at diktatur hører fortiden til. Tag blot Ungarn, hvor et enkelt parti netop har indført en forfatning, der voldsomt indskrænker ytringsfriheden og andre elementer af demokratiet.

Så jo – der er diktatur i Belarus – men det er ikke Europas sidste.

Traktorfabrikken og Belarus økonomi

Lidt senere kører vi forbi traktorfabrikken »Belarus« – et enormt fabriksområde, hvor der bliver produceret traktorer, som engang var berømte i hele Sovjetunionen – og kernen i den sovjetiske landbrugsmodernisering.

Nu produceres der ikke så mange traktorer længere – for de kan ikke sælges, fordi de er gammeldags og af dårlig sovjetisk kvalitet. De kan slet ikke konkurrere med vestlige modeller.

Traktorerne står i række efter række, oplagret udenfor fabrikken. Fabrikken selv er helt fyldt op med usælgelige traktorer, fortæller min vært, så nu må man også stille dem udenfor.

Traktorfabrikken er et symbol på, hvad Sergei Kalyakin siger i sin beretning:

»I dag er det en klar kendsgerning, at det socialøkonomiske system i landet bevæger sig mod bankerot med syvmileskridt … magten gør praktisk taget intet for at ændre de eksisterende økonomiske mekanismer … Hovedårsagen er de yderst ineffektive økonomiske modeller, der baserer sig på det kommando-bureaukratiske system, der kvæler befolkningens skabende initiativer og befolkningens aktivitet.«

Og det bekræftes af den tredje oplysning, jeg får af vores vært på den korte tur fra lufthavnen.

Belarus har netop devalueret sin valuta med næsten 50 procent i forhold til Euroen. – Da jeg veksler 40 Euro på hotellet får jeg næsten 300.000 hviderussiske rubler – en hurtig måde at blive rig på.

Da Sovjetunionen blev opløst kastede næsten alle landene sig ud i privatiseringsprojekter, der hurtigt dannede en kapitalistisk sektor – om end mange af dem også beholdt centrale elementer af en statsøkonomi.

Det skete ikke i Belarus – her beholdt man stort set den sovjetiske model – idet man dog fjernede en stor del af den ideologiske hurlumhej om socialisme og kommunisme.

Økonomien fortsatte med at være på statens hænder – og er det den dag i dag.

Privatiseringen i de øvrige lande førte til meget stor social ulighed og stærkt øget fattigdom. Senere er uligheden i de nykapitalistiske økonomier blevet bevaret og udvikler sig, men en del af middelklassen har fået bedre realløn. I byerne er der opstået et ret bredt lag af folk med en levestandard, der nærmer sig den vestlige, og de fattige i udkantsområderne taler man ikke meget om.

I Belarus – faldt befolkningens levestandard ikke så dramatisk, og i nogen år var livet for den brede befolkning bedre og frem for alt mere stabilt end i nabolandene. Forklaringen var ikke bare, at statsøkonomien blev bevaret, men også at Belarus i mange år fik lov til at købe olie og gas meget billigt af Rusland – det betød at økonomien fik meget store tilskud udefra – og en del af olien blev i øvrigt solgt videre til EU til verdensmarkedspriser.

Regimet havde altså en slags social kontrakt med befolkningen – en vis basal levestandard til gengæld for opbakning til regimet. Og selv om der har været opposition til Lukashenko hele tiden, så mener de fleste iagttagere, at han igennem årene alligevel har haft opbakning fra et passivt flertal af befolkningen.

Men økonomien fornyede sig ikke – ligesom traktorerne ikke fornyede sig – og efterhånden blev Rusland træt af at levere billig olie og gas – især fordi Lukashenko var en meget besværlig allieret. Energipriserne er derfor gradvist blevet sat op til noget, der ligner verdensmarkeds niveau.

Også andre priser er steget. Og Belarus blev nødt til at devaluere i slutningen af maj måned. Det har betydet et dramatisk fald i befolkningens levestandard.

Udlandsgælden per 1. januar 2011 er således 28,5 mia dollars eller med 52 procent af bruttonationalproduktet – det er egentlig ikke dramatiske tal i forhold til f.eks. Grækenland eller Portugal, men problemet er, at mulighederne for, at økonomien kan forny sig, er meget begrænsede.

Om aftenen på hotellet åbner jeg for fjernsynet og ser en langvarig regeringskonference.

Præsident Lukashenko holder enetale – og far er vred – han er vred på befolkningen, som har hamstret – de køber 10 køleskabe, fjernsyn osv. fortæller han, og derfor er der økonomiske problemer – derfor er der varemangel.

Ja, og så er det udlandets skyld, for priserne stiger på det, som Belarus skal købe, men ikke det som de skal sælge … Befolkningen skal blot holde igen.

Indtrykket af en vred landsfader, som revser sine børn står tilbage – og også af en mand og et system, som ikke har nogen planer for udvikling.

Præsidentvalget i december 2010

Oppositionen havde op til præsidentvalget i december 2010 etableret en organisation med det formål at observere valgene. På kongressen får jeg deres rapport.

Rapporten konstaterer overtrædelser af valgloven og demokratiske principper i mange aspekter af valget. Sigende er det således, at der ikke er nogen klare principper for, hvordan valgkommissionerne skal sammensættes.

Af de kandidater, som regeringsstøtter har stillet op, blev 93 procent godkendt, men af dem, som oppositionen havde stillet op, var det kun 17 procent, der blev godkendt.

Yderligere var der eksempler på, at valgte medlemmerne af valg-kommissionerne ikke havde fået indbydelser til møder og lov til at deltage i kommissionernes arbejde.

Naturligvis var der også en meget skæv fordeling af taletiden til den siddende præsident i TV. Når oppositionen blev omtalt, var det som regel negativt. Men dette er så almindeligt – også i vestlige lande – at det nærmest regnes for at være demokratisk.

Optællingen af stemmerne var uklar og ikke gennemsigtig. Det blev forstærket af, at en meget stor del af stemmerne (cirka 20 procent) var blevet afgivet på forhånd. I en del tilfælde havde studenter, soldater, politifolk og statsansatte afgivet deres stemmer på forhånd og under pres.

Stemmesedlerne var så ikke blevet opbevaret efter valgloven, og i nogen tilfælde var det blevet iagttaget af observatører, at ikke autoriserede personer havde haft adgang til dem.

Da så opposition og ungdom samledes i Minsk på valgaftenen for at protestere mod valgresultatet, så gik politiet til angreb, og efterfølgende blev oppositionen beskyldt for at have organiseret riots og fik hårde fængselsstraffe.

Hvad så nu?

Det nye i Belarus er, at forudsætningerne for den sociale kontrakt mellem regeringen og befolkningen er faldet væk. Befolkningens levestandard falder, og derfor er regeringen også nødt til at forstærke undertrykkelsen af oppositionen.

En opvågning af befolkningen fra den meget passive dvaletilstand er måske ikke så langt væk. Man kan forestille sig en udvikling parallelt til, hvad man har set i den arabiske verden – og delvist i Grækenland og Spanien.

Men et særligt problem for befolkningen i Belarus er, at de næppe kan vente meget hjælp fra naboerne – hverken i vest eller øst.

Både EU og Rusland kræver privatisering af økonomien – dvs. de kræver at Belarus sælger sine aktiver til udlandet, for der er ingen indenlandske kapitalgrupper, der har penge.

Russerne vil selvfølgelig have, at Belarus sælger til deres store oligarker, og EU at det er de vestlige kapitalinteresser, der får lov til at dominere. En sådan tvungen privatisering vil næppe føre til udvikling af Belarus og helt sikkert ikke til bedre levestandard for befolkningen.

Så på den ene side er der en diktatorisk, bureaukratisk statsøkonomi, der er gået i stå, på den anden side et krav om privatiseringer, som vil give udlandet kontrol over Belarus økonomi – og så en befolkning, der foreløbig er passiv, men nok i stigende grad utilfreds og som nok har et ønske om demokrati og god levestandard.

Som i den arabiske verden kan man, når man går rundt i Minsks gader, se, at befolkningen er meget ung – noget der ofte fremmer revolutionære processer.

Ja og så er der oppositionen som består af stædige mennesker af mange forskellige observanser – kommunister, venstrefløjsfolk, socialdemokrater, feminister og liberale, som arbejder sammen og respekterer hinanden, selv om de har meget svært ved at blive enige – og som repræsenterer den politiske viden, som skal til, for at en utilfreds befolkning har en chance for at rejse sig til aktivitet, som man har set andre steder i verden.

Mikael Hertoft er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse og bestyrelsesmedlem Helsinki Komiteen

Sergei Kaljakin aflægger beretningen til 15 kongres i Venstrepartiet for en retfærdig verden. Partiet har tidligere været Belarus kommunistparti, men har skiftet navn for nylig