Sri Lanka: Instrumentaliseret politivold

I takt med den såkaldte kamp mod terror er der sket et gradvist paradigmeskift i holdningen til tortur i Vesten. Tortur betragtes i høj grad som et vilkårligt fænomen, mens mediedækningen primært fokuserer på isolerede enkeltsager.

Den daglige praksis af tortur på politistationerne i Sri Lanka (og verden over) er dog alt andet end vilkårlig, men et systematisk og velintegreret instrument til at kue et samfund.

For at kæmpe en målrettet og virkningsfuld kamp mod tortur globalt, er det altafgørende, at denne erkendelse finder vej i torturdebatten.

Tortur accepteres i Danmark og andre stedet i Vesten som nødvendig under særlige omstændigheder, og forskellige torturmetoder omtales som »afpresning«,
trods at internationale konventioner kategoriserer dem som tortur.

En mentalt retarderet mand blev overfaldet af politiet og jaget ud i havet til han druknede i Bambalapitiy, Colombo den 30. oktober 2009. Foto: The Asian Human Rights Commission.

Mediedækningen af krigene i Afghanistan og Irak har været præget af et generelt fokus på enkeltpersoners fejl og misbrug og ikke på de mere systematiske, daglige arbejdsgange i lejre og fængsler.

Hvor det tidligere har været alment anerkendt, at torturforbuddet var absolut og menneskerettigheder ikke kunne gradbøjes, viste en undersøgelse foretaget af Epinion i november 2010 eksempelvis, at 4 ud af 10 danskere accepterede tortur, »hvis det kan redde uskyldige menneskeliv«.

I selve spørgsmålet ligger allerede en forudindtaget holdning til, at tortur nødvendigvis vil føre til sandheden.

Samtidig afviser Danmark afviser kategorisk at indskrive tortur som et særskilt forbud i national lovgivning, selvom man har ratificeret FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR) og konventionen mod tortur (CAT).

Danmark argumenterer, at en indskrivning kun vil være symbolsk, da tortur allerede er kriminaliseret dækket af sektionen om vold og trusler i straffeloven. Man har i 2008 alene ændret straffeloven sådan, at tortur nu er en strafskærpende omstændighed og er gjort uforældelig.

Men for at stadfæste tortur som en kriminel handling i sin egen ret, er en specifik indskrivning altafgørende.

Når torturbegrebet får ændret dele af sin betydning, reflekteres det i den almene interesse for projekter og holdningen til hvilke tiltag, der bør tages i lande, der ikke nødvendigvis huser såkaldte »tikkende bomber«.

Tortur finder i langt de fleste tilfælde verden over ikke sted under krig eller i efterforskningen af potentielle terrorister. Den repræsenterer ikke kun mangel på effektive afhøringsmetoder eller udføres af syge enkeltpersoner.

Det er en organisatorisk metode dybt integreret i samfundets magtstrukturer, der på dagligt plan foregår på politistationer og andre sikkerhedstjenester, og ofrene er helt almindelige mennesker.

Polititortur i Sri Lanka

Politiet er den mest synlige tilstedeværelse af staten i civilsamfundet og har en principiel symbolsk betydning som en repræsentation af staten overfor borgerne. Derfor har brugen af polititortur en afgørende effekt på et samfunds identitetsfølelse og mentalitet.

I Sri Lanka er polititortur er et gennemgribende problem. Den Hong Kong baserede organisation, The Asian Human Rights Commission (AHRC) har i årtier arbejdet i Sri Lanka og kan så godt som dagligt berette om ulovlige arrestationer, konstruerede sigtelser og polititortur.

Siden 2004 har organisationen arbejdet sammen med danske Rehabiliterings – og Forskningscenter for Torturofre (RCT) på et projekt, der skal konsolidere det lokale netværk af organisationer, som arbejder mod polititortur.

Det er de færreste polititortursager, der anmeldes i Sri Lanka, da ofrene frygter yderligere vold og trusler, hvis sagen kommer for retten. Samtidig har talrige eksempler på retssager, der trækker ud i årevis og kun resulterer i straffefrihed for de anklagede, en afskrækkende effekt.

En stor del af befolkningen har derudover hverken viden om, råd eller adgang til retshjælp elle fra menneskerettighedsorganisationer.

Ikke desto mindre har AHRC dokumenteret over 1.500 tilfælde af polititortur i Sri Lanka. Sammen med talrige interviews med ofre og deres pårørende, politibetjente, advokater samt fængsels – og hospitalspersonale, illustrerer dokumentationerne foruroligende mønster af en tydelig metodisk torturpraksis på politistationer landet over. Samtidig belyser de et udmarvet retssystem i Sri Lanka.

Retssamfundets sammenbrud

Sri Lanka har en historie som retssamfund efter uafhængigheden fra England i 1948, men igennem jævnlige forfatningsændringer er dette fundament gradvist nedbrudt.

Præsident Mahinda Rajapakses forfatningsændring i september 2010, den såkaldte 18th Amendment, er den hidtidige kulmination.

Forfatningsændringen fjernede de sidste sørgelige skeletter af uafhængige institutioner og organer til at kontrollere staten. Dette gælder bl.a. forfatningsrådet, der stod for at godkende udnævnelsen af justitsministeren, politiets generalinspektør, retspræsidenten samt dommere ved appel- og højesteret. Rådet er nu helt afskaffet.

Institutioner som politikommissionen og valgkommissionen eksisterer stadig af navn, men de er frataget deres bemyndigelse og ligger nu alle under præsidenten.

Præsident Rajapaksa står personligt for at udpege personel og har magt til at deltage i alle møder og beslutningsprocesser.

Læs også Sofie Rørdams artikel »Sri Lanka: Frygt for diktatorlignende tilstande« fra oktober 2010 på Kontradoxa

Systematiske svigt

Der er få mekanismer tilbage til at kontrollere politiets arbejdsgange, og de, der er, drager fordel af hinandens forsømmelser eller forhindrer andre i at udfylde rollen.

Stumpe våben er udbredte torturredskaber på politistationerne, da de kun efterlader overfladisk skade på de yderste lag af huden. Det gør torturen sværere at dokumentere, men kan stadig resultere i dødelige indre skader.

Under længerevarende varetægtsfængsling praktiseres ofte brutal fysisk tortur i starten af perioden, mens der skiftes til mental tortur senere, så de fysiske skader får tid til at hele.

Som en intensivering af torturen, nægtes den mistænkte ofte behandling for sine skader. I sager, hvor personen indlægges, vil betjentene, der er skyldige i torturen, ofte være tilstede under den retsmedicinske undersøgelse eller har på forhånd truet offeret til ikke at afsløre mishandlingen. Derudover kan retslægen være truet eller bestukket til at udfylde en falsk rapport i samarbejde med politiet.

Læs også Sofie Rørdams artikel »Borgerkrigens ustraffede voldtægter fortsætter i Sri Lanka« fra januar 2011 på Modkraft

Samme mønster gentages, hvis den mistænkte får stillet en advokat til rådighed. Kun få advokater ønsker at forsvare ofre for polititortur, og mange prominente menneskerettighedsadvokater lever med trusler på livet.

Disse trusler kommer ikke blot fra tilfældige gerningsmænd, men fra grupper i tæt samarbejde med Rajapaksas regering.

Eksempelvis fik direktøren for Transparency International i Sri Lanka, J.C. Weliamuna, kastet granater mod sit hus, mens regeringen angiveligt fabrikerede sigtelser imod ham i 2010. Endvidere, efter at sagsøgeren i en tortursag, Sugath Fernando blev myrdet i 2009, modtog hans advokat, Amitha Ariyaratnes gentagne trusler på livet fra politiet, og hans hus blev brændt ned.

For medier, der rapporterer om statsrelateret tortur er det samme gældende. Kontoret der huser nyhedssiden Lanka-E-News blev brændt ned i januar 2011, en af deres journalister, Prageeth Eknaligoda, har på nuværende tidspunkt været forsvundet i over 500 dage, og i starten af april 2011 blev redaktøren Bennet Rupasingh arresteret under falske anklager.

Præventionsarbejde under overfladen

Forebyggelsesarbejdet mod tortur i Sri Lanka har været præget af internationale initiativer og fokus på oplysningskampagner, efteruddannelse og menneskerettighedskurser for politiet.

Oplysning og undervisning er af yderste vigtighed og bør på ingen måde underkendes.

Men tortur er ikke et isoleret problem, der kan forstås eller løses igennem den enkelte politibetjent. Når politiet blot et instrument i et større system, ændres de grundlæggende mekanismer i systemet ikke.

Torturproblemet må angribes nedefra. Det kræver ressourcer og vedvarende, stabile projekter bygget på lokale erfaringer med en projektstruktur grundigt tilpasset lokal kultur, tradition og psykologi.

Et betydeligt skridt kan være et forsøg på at forstå offerets virkelighed. Ved at lægge en stor del af forebyggelsesarbejdet i traumebehandling og rådgivning, bliver tidligere ofre vigtige brikker til at skabe en bevidsthed og aktivisme omkring torturspørgsmålet hos de mest udsatte grupper.

Igennem retshjælp, vidne- og offerbeskyttelse og opbygning af støttegrupper kan følelsen af angst og undertrykkelse svækkes, og platforme skabes til at lægge pres på retssystemet og derved regeringen.

Tortur må anerkendes som et komplekst, institutionelt problem, der strækker sig langt udover politistationen adskilt fra generaliseringer og simplificeringer i debatten om terror.

Dette er altafgørende, hvis Danmark skal leve op til sin efterstræbte status som frontfigur for menneskerettigheder, og hvis forebyggelsesarbejdet mod tortur skal effektiviseres.

Sofie Rørdam arbejder for den Hong Kong-baserede Asian Human Rights Commision.