Tusmørkevold, aktivisme og fredsommelighed

I sit epokegørende værk Modernitet og Holocaust fra 1989 beskriver den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman Holocaust som et udpræget moderne fænomen, der var utænkeligt uden moderne bureaukrati og instrumentel rationalitet.

Holocaust kan ikke forklares som et tilbagefald til barbari, eller et udslag af Hitlers galskab, men er tværtimod et fænomen, som vores civilisation endnu ikke har gjort op med. Den moderne civilisations mere og mere avancerede teknologier og kontrolmekanismer opfattes stadig som det skjold, der skal forsvare os mod barbarisk vold og utryghed.

Den moderne civilisation udrydder dog på ingen måde volden, men fjerner den fra synsfeltet og flytter den ind i dét, Bauman betegner som voldens »tusmørkezoner« – og ved at tage monopol på den giver den udviklingen af voldsmidlerne frit løb.

Asylaktivister forsøger at hindre udvisning ved blokade af Ellebækfængslet ved Sandholmlejren 9. november 2009. Foto: Brian Berg/Monsun.

Stop Udvisningerne er navnet på en asylaktivistisk gruppering, et løst netværk af skiftende folk, der netop anskuer det »civiliserede« samfund ved at zoome ind på dets voldelige tusmørkezoner.

Det gælder f.eks. asyllejren, hvor folk, der søger asyl, ikke bare er gemt af vejen for offentligheden, men hvor arrestationer af afviste asylsøgere typisk finder sted i ly af nattens mørke, samt lufthavnen, hvor grænser ikke bare manifesterer sig i kraft af lufthavnsdetentioner og flyselskabernes migrationskontrol, men hvor deportationerne finder sted så upåagtet som muligt.

Gruppen kan siges at udfordre voldsmonopolet i voldens skjulte zoner ved hjælp af civil ulydighed og direkte aktioner.

Aktionerne har det erklærede mål at stoppe udvisningerne eller gøre dem så besværlige som muligt, men de kan med lige så god mening forstås som symbolske handlinger med det underliggende sigte at gøre den usynlige vold synlig.

Stop Udvisningerne ønsker at gøre op med den passivitet, der er med til at opretholde strukturel vold. Gruppens reaktioner er efter eget udsagn følelsesprægede, baseret på impulser af afmagt, vrede og frustration, og de tager afsæt i de informationer om kommende deportationer, som på den ene eller anden måde kommer dem i hænde.

Afmagtsfølelsen munder imidlertid ikke ud i ren aggression (aktionerne har aldrig forårsaget en personskade), men gøres til brændstof for både spontanitet og professionalisme.

Gruppen planlægger alt minutiøst, skaffer nødvendige materialer, tegner kort – og det utænkelige tænkes ind i aktionen: Hvad stiller man op, hvis en befrielse bliver en reel mulighed? Samtidig forholder man sig realistisk til, at en befrielse næppe bliver en realitet.

Aktionerne forstås først og fremmest som programløse manifestationer, der unddrager sig nyttetænkningens logik – og er på den måde båret af en etisk grundindstilling frem for instrumentel rationalitet.

Konkret kommer disse til udtryk i blokader eller andre forsøg på intervention i nærheden af Sandholmslejrens detention for asylsøgere, Ellebæk, hvor gruppen i ét tilfælde lavede et bål på Ellebækvej og kastede sig oven på en politibil, før de blev skubbet væk.

Eller i de lufthavnsaktioner, der efterhånden er blevet gruppens varemærke. Blokader dannes foran check in, og medlemmer af gruppen lænker sig fast til skranken. Parallelt hermed foregår en oplysningskampagne rettet mod lufthavnspersonale og passagerer.

Sådan en aktion lykkedes med særlig succes, da gruppen bookede to billetter på et fly med en afvist asylsøger. De to »aktivistturister« nægtede at tage med flyet på foranledning af de øvrige aktivister, der selvfølgelig oplyste om, at der foregik en deportation, hvilket skabte stor opmærksomhed blandt personalet og i lufthavnen.

Den følelsesmæssige impuls må forstås i nøje sammenhæng med en kompromisløs politisk kritik af gældende samfundsstrukturer.

Stop Udvisningerne tog navn efter en tidligere antifascistisk gruppe og etablerede sig i 2007, hvor flere af gruppens aktivister var begyndt at have deres gang i de danske asyllejre og havde fået en klar bevidsthed om det deportationssystem, der effektueredes langt væk fra offentligheden.

Gruppen så ikke mindst sit snit til at protestere mod udvisninger, da en række irakere dømt for kriminalitet, heriblandt folk der havde udsonet deres straf, blev administrativt udvist.

Disse sager viste en klar negativ juridisk særbehandling, men ansporede samtidig gruppen til at sætte ind mod, hvad den opfatter som et racistisk asylsystem – med fokus på principielle rettighedsspørgsmål uafhængigt af personers baggrunde.

Blokade af vejen ud af Ellebækfængslet 9. november 2009. Foto: Brian Berg/Monsun.

Protesterne skulle være et udtryk for principiel modstand mod udvisningerne og dermed også mod eksistensen af nationale grænser frem for blot mod den danske stats adfærd.

Man kan for mig at se præcisere forholdet mellem følelser og principiel kritik på følgende måde: Stop Udvisningerne reagerer ikke på baggrund af specifikke personers lidelser, af humanistisk medlidenhed, men gør det af principielle grunde, på grund af et uretfærdigt system, samtidig med at den ved at reagere mod konkrete udvisninger minder os om, at det er mennesker, der rammes af den systemiske vold.

Følelser er altså i denne sammenhæng forårsaget af strukturel og systemisk uretfærdighed, men uden at der er tale om en abstraktion fra de konkrete skæbner forbundet hermed.

Stop udvisningerne bevæger sig på den måde hinsides både videnskabelig ufølsomhed og følsom uvidenskabelighed.

Med sin principielle modstand mod udvisninger adresserer Stop Udvisningerne selve nationalstaten og de nationalstatslige grænsedragninger i en globaliseret verden, hvor grænsernes klare linjer bliver mere og mere utydelige og konstant må flyttes og reproduceres.

Gruppen har fokus på, at den danske grænsekontrol i høj grad varetages i europæisk regi ved Europas ydre grænser, samt at Europas grænsekontrol flyttes ind i det afrikanske kontinent, hvor den foretages af flyselskaber og andre private aktører samt i samarbejde med, i hvert fald indtil for ganske nylig, nordafrikanske diktatorer.

Det sker i et globalt økonomisk landskab, hvor migranter nok er uønskede, men paradoksalt nok også nødvendige som arbejdskraft for at opretholde national økonomisk suverænitet – og hvor grænsen mellem ‘dem’ og ‘os’ følgelig bliver mere og mere utydelig og hele tiden må genopføres, hvis forestillingen om national identitet skal opretholdes.

Migration er en form for uundgåelig trussel, der får nationalstaten til at agere mere og mere desperat.

Man kan imidlertid indvende mod Stop Udvisningerne, at organisationen bekræfter den struktur, som den egentlig skulle anfægte, ved altid kun at re-agere, ved altid at løbe efter, ved rutinemæssigt at indtage en fast plads i forbindelse med deportationer som i et skuespil og dermed bekræfte systemets evighed.

Her skal det retfærdigvis nævnes, at Stop Udvisningerne laver andre typer aktioner end de spontane reaktioner, som da gruppen afholdt en demonstration mod EU’s grænseagentur Frontex.

Som et eksempel på en anderledes aktion kan det også nævnes, at gruppen i et tilfælde forhindrede indgang til Udlændingeservice udefra, bl.a. ved brug af så simple redskaber som lim og tændstikker, efterladende følgende besked på døren: »Lukket på grund af racisme.«

Baggrunden var her, at en 52-årig irakisk kvinde var blevet lokket i en fælde og anholdt i forbindelse med et interview i Udlændingeservice, som Farhiya Khalid beskriver det den 10. februar 2010 på Modkraft.dk.

I det hele taget ønsker Stop Udvisningerne at finde alternativer til lufthavnsaktionerne og reagere tidligere i deportationsforløbet, ligesom gruppen udtrykker et ønske om at arbejde tæt sammen med den transnationale asylbevægelse i Europa.

Stop Udvisningerne ønsker derudover at knytte mere an til offentligheden og til en bredere asylpolitisk protestbevægelse i Danmark, hvilket utvivlsomt kræver, at strategier genovervejes og nye opfindes.

Det er langt fra ensbetydende med, at gruppen bør tilpasse sig eller lade sig afradikalisere. Tværtimod har Stop Udvisningerne med deres principielle fokus på grænser et momentum, fordi grænsevolden i tusmørkezonen rykker nærmere og nærmere.

Grænsedragningen bliver som sagt vanskeligere med globaliseringens øgede pres på nationalstaterne – den formår ikke længere at sætte et simpelt skel mellem dem og os, men skærer potentielt gennem alle: Papirløse migranters status skifter mellem legal og illegal, uledsagede unge får frataget deres opholdstilladelse, når de fylder 18, danske statsborgere kan miste basale rettigheder som at bringe en udenlandsk ægtefælle til landet, hvis denne ikke har høj nok uddannelse og tilstrækkelige sprogkundskaber.

I dag er vi alle potentielle tabere i den globaliserede kapitalismes kasinospil.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad en gruppe som Stop Udvisningerne kan forvente fra den bredere offentlighed og mediernes side.

Da Weekendavisens Klaus Rothstein den 20. august 2010 forsøgte at sætte begreb på den måske spirende asylaktivisme i Danmark, skete det ved at trække en klar grænse mellem et ‘ædelt projekt’ som visAvis, der havde modtaget Fredsfondens initiativpris, og nogle ‘tåbelige gerningsmænd’, der samme dag havde kastet maling mod Integrationsministeriet i protest mod en deportation.

Rothstein affejede således vold, eller hærværk, som støj, ikke-sprog, der ikke gør krav på analyse, til fordel for et kommunikerende projekt, visAvis, der omvendt måtte se sig affejet som ikke-voldeligt og sympatisk.

Og han glemte at stille sig selv et væsentligt spørgsmål: Om de folk fra visAvis, der modtog Fredsfondens pris en sommerdag på Christianshavn, ikke kunne have været nogle af de samme, der efter at have vasket pletterne af tøjet fra samme morgens aktion var draget af sted til prisuddeling?

Der er et slægtskab på spil. Grænsedragningen mellem ‘dem’ og ‘os’ – som den forsimplede teori om civilisationernes, kulturernes, sammenstød forsøger at sætte en streg under frem for at tegne det langt mere komplekse billede af en global civilisation af sammenstød – genopføres i mediernes dualistiske opdeling af fredelige frivillige og voldelige aktivister, også blandt humanistisk indstillede journalister.

Og der synes ikke at være det store håb om, at medierne kan og vil slippe grænsedragningens trygge favn. Spørgsmålet er derimod, om en bredere asylpolitisk bevægelse og ny offentlighed kan og vil?

Der er som sagt ingen tvivl om, at Stop Udvisningerne har en opgave i at knytte an til den bredere asylpolitiske offentlighed, der måske er ved at tegne sig i civilsamfundet, men det er i mindst lige så høj grad en opgave for en sådan – hvis den skal have mere end symbolsk betydning – at knytte stærkt an til et fænomen som Stop Udvisningerne.

Søren Rafn er redaktør af visAvis, hvor artiklen også har været bragt i nummer 5/2011.