Mutter Courage

Millioner blev udryddet i Hitlers dødslejre som ofre for det nazistiske inferno af mord og hensynsløs barbari uden sidestykke i verdenshistorien.

Midt i dette ragnarok rager den tyske industrimand Oskar Schindler op som én af de største – om ikke den største – humane skikkelse i Holocausts rædselsvækkende historie. Tyve år efter sin død blev han udødeliggjort som den centrale figur i Spielbergs berømte film Schindlers Liste som frelseren af 1200 jøder.

Mens Schindler således blev hentet frem fra historiens tusmørke, levnede filmindustriens pengemænd og Hollywood ikke plads til hustruen Emilie Schindler, der uden videre blev skubbet ud i glemslen.

Men Emilie Schindler spillede en helt afgørende rolle og arbejdede tæt sammen med sin mand for at redde de mange jøder fra udryddelse i Auschwitz’ gaskamre.

Efter krigen boede Emilie Schindler - glemt og tynget af ensomhed – i næsten 50 år på det sydamerikanske kontinent, i San Vicente, 40 km sydvest for Buenos Aires i Argentina. Hun førte i disse år et stille, tilbagetrukket liv i fattigdom i et lille hus med sine katte, en hund og smukke roser. Naboer og lokale kendte hende kun som Mutter Courage.

Emilie Schindler, cirka 1940.

Alene uniformerede politifolk forstyrrede idyllen – i årevis posteret døgnet rundt for at beskytte den gamle dame mod angreb fra nynazister og ekstreme højre-grupper.

Historien om Emilie Pelzl og hendes omtumlede liv med Oskar Schindler begyndte den 6. marts 1928, hvor den kønne 20-årige landmandsdatter blev gift med den charmerende levemand fra Zwittau i det nuværende Tjekkiet.

Hendes fader gav Oskar en større medgift på 100.000 tjekkiske kroner, men de mange penge blev hurtigt klattet væk på biler, sprut og piger.

Der gik i det hele taget ikke lang tid, før de barske realiter gik op for nygifte Emilie: Oskar Schindler var en alkoholiseret playboy og skamløs skørtejæger af værste skuffe, der elskede at holde hof med sine venner, vodka og dobbelt cognac på de lokale kroer – ofte ledsaget af en elskerinde.

Hans sidespring var utallige, men efter hver affære vendte han som en skamfuld skoledreng altid tilbage til Emilie og bad om tilgivelse - og fik den. Selv om hun senere bittert kunne konstatere, at han skiftede kvinderne ud, som han skiftede tøj.

Hun beskriver det således i sine erindringer:

»På trods af sine åbenbare svagheder og fejl havde Oskar et stort hjerte og var altid rede til at hjælpe enhver i nød - han var imødekommende, venlig, usædvanligt generøs og næsten barmhjertig, men meget umoden ... han løj og bedrog mig konstant ... «

Men Emilie resignerede og blev hos ham. Hun støttede ham ihærdigt, da han senere under krigen besluttede at sætte alt på spil i desperate forsøg på at redde 1.200 jøder fra dødslejrenes helvede. Alt blev gjort for at sikre jøderne, hver en pfennig blev brugt til bestikkelse, mad og medicin.

Med livet som indsats bearbejdede Oskar Schindler sine forbindelser indenfor militære og industrielle cirkler i Krakow og Warszawa og tog til slut til Berlin. Han tog alle sine overtalelsesevner i brug, han kæmpede, bønfaldt …

Også Emilie – en from og hengiven katolik – konspirerede utrætteligt i det godes tjeneste for at beskytte de mange jøder og tøvede ikke med at bruge bestikkelse og illegale sortbørsvarer, hun tiggede hæmningsløst de lokale SS-officerer og deres koner om mad og medicin, jøderne kom til hende om sygdom og aborter.

Hun solgte sine smykker og arvestykker for at kunne oprette et hemmeligt lazaret på fabrikken med lægeudstyr købt på det sorte marked, hvor hun passede og plejede de syge.

I dè år døde millioner af jøder i udryddelseslejre som Auschwitz, Sobibor og Treblinka – men de mange Schindler-jøder overlevede mirakuløst …

Mange af dem kunne senere tænke tilbage med dyb taknemlighed på dèn isnende vinterdag i krigens sidste år, hvor flere end 100 dødsdømte jøder fra Gollechau, en underlejr til Auschwitz-Birkenau, ankom til den lokale station, lastet i overfyldte kreaturvogne.

Oskar Schindler var selv bortrejst, men Emilie tøvede ikke. Hun fik fat i Oskar over telefonen, og han fik nazisternes tilladelse til at ansætte de dødsdømte som »nødvendige for krigsindustrien«.

Om natten i næsten 20 graders frost begav Emilie og nogle Schindler-jøder sig af sted og gik i gang med at befri de ulykkelige fanger. Et grufuldt syn mødte dem, da man efter stort besvær fik åbnet kvægvognene med økser: døde og levende døde muselmænd mellem hinanden i urin og ekskrementer, frosset fast til plankerne.

Nogle af fangerne var allerede bukket under for kulde og sult, men i ugevis plejede Emilie de syge og døende og fik bragt mange tilbage til livet.

For at skaffe medicin på det sorte marked rejste hun næsten 300 kilometer med to kufferter fyldt med let omsættelige vodkaflasker, ligesom hun på mirakuløs vis fik fremskaffet et helt vognlæs brød på den sorte børs.

Emilie og Oskar Schindler skyede i det hele taget intet middel for at sikre deres jøder, og i maj 1945 var det hele så forbi - Schindler-jøderne havde overlevet.

I dag er der næsten 10.000 efterkommere af Schindlers jøder, bosat i USA og Europa, mange i Israel. Før 2. verdenskrig udgjorde jøderne 3,5 millioner af Polens befolkning – i dag skønnes der at være færre end femten tusinde tilbage.

En kold oktoberdag i 1949 måtte Emilie og Oskar flygte fra tyske nynazisters had og forfølgelse og mødte op ved kajen i Genova og tog med damperen SS Genoa for at skabe sig en ny tilværelse i Buenos Aires i Argentina – ved skæbnens ironi den samme kajplads, hvorfra eftersøgte krigsforbrydere som Adolf Eichmann og Josef Mengele indenfor det samme år flygtede til Sydamerika, også med destination Buenos Aires.

Ægteparret Schindler var ledsaget af Oskars elskerinde og et dusin Schindler-jøder, og de slog sig i 1949 ned som farmere, støttet økonomisk af den jødiske organisation Joint og taknemlige jøder, der aldrig glemte dem.

Da de efter 8 års kamp for tilværelsen måtte se en truende økonomisk fallit i øjnene, rejste Oskar Schindler alene tilbage til Europa og slog sig ned i en lille 1-værelses lejlighed på Am Hauptbahn 4 i Frankfurt Am Main i Vesttyskland.

Emilie havde en vag fornemmelse af, at han nu havde forladt hende for altid - og det kom til at slå til.

»Det første, han gjorde, var at sælge sin returbillet og så ellers bruge pengene på cognac og kvinder«, fortalte hun åbenhjertigt i et interview.

De blev aldrig formelt skilt, men hun så ikke Oskar siden. Han fortsatte med at sende hende breve i de følgende år, en enkelt gang med 200 DM og en udgave af Anne Franks Dagbog - skuffet og træt smed hun efterhånden brevene uåbnede i den gamle kakkelovn.

Brevene ophørte i 1974, da Oskar Schindler døde i Hildesheim den 9. oktober, 66 år gammel. I årevis var han blevet forfulgt, der var blevet råbt smædeord efter ham på gaderne i Frankfurt, sten var blevet kastet efter ham.

Han havde været tyskernes dårlige samvittighed – alle dè, der vidste noget, men intet gjorde …

Selv måtte Emilie Schindler dybt forgældet sælge farmen i 1962, og hun klarede sig kun igennem sin ensomme tilværelse i sit lille hus i San Vicente takket være hjælp fra den velgørende organisation B`nai B`rith og få venner.

Da hun blev indlagt på et hospital i Buenos Aires med en brækket hofte, nægtede hospitalsledelsen pure at give grønt lys for operationen, da hun ikke kunne betale.

Først da læger på sygehuset Deutsche Hospital besluttede at give afkald på deres honorar og spillere fra fodboldholdet River Plate og andre lokale trådte til med økonomisk støtte, blev Emilie Schindler opereret.

Hun stod i alle årene i skyggen af sin mand, men blev i sine sidste leveår hentet frem fra glemslen og fik oprejsning for sin egen indsats for at redde jøder under Holocaust.

Hun blev erklæret for »Retfærdig« i Israel og fik i forbindelse med Spielbergs film tilsendt en mindre check. Hun blev modtaget af Argentinas præsident og blev tildelt såvel en fornem orden, Order Of May, som en månedlig pension.

Hun mødtes med præsident Bill Clinton, blev modtaget af pave Johannes Paul II i Vatikanet og var den tyske regerings hædersgæst, hvor hun mødtes med præsident Roman Herzog.

Emilie Schindler døde for 10 år siden - 5. oktober 2001 - under et besøg i Tyskland. Hun blev begravet på kirkegården i Waldkraiburg i Bayern en times kørsel fra München, og hendes gravsten bærer indskriften:

»Den, der redder ét liv, redder hele verden«.

Louis Bülow er århusiansk freelance-skribent og redaktør af flere antiracistiske hjemmesider, især med fokus på nazisternes forbrydelser og Holocaust, bl.a. http://www.auschwitz.dk/, http://www.oskarschindler.com/, http://www.izieu.com/index.htm og http://www.goering.dk/index.htmt..


Se også linksamlingen på Modkraft.dk: »Auschwitz og holocaust« - Om holocaust - det nazistiske folkemord på jøder i Europa.