Didaktik har ikke patent på læring

[Kommentar:] Pædagogik er umulighedens kunst, som filosoffen Emanuel Kant har formuleret det. Der er ingen eksakte afgørelser. Men problemet i vor tid er, at didaktik er blevet omdrejningspunkt for al pædagogik.

At tro, at alle pædagogiske og sociale problemstillinger kan løse didaktisk, er ikke kun dybt problematisk, det er også et tyveri af børns og unges mulighed for at udvikle deres fulde potentiale.

Troen på en »rigtig« metode og best practise-skabeloner er alt sammen udtryk for markedstænkning på de pædagogiske og didaktiske områder.

Men lad mig slå fast: læring er ikke noget didaktik har patent på.

Al leg er læring, og når børn leger med hinanden, foregår der læring på mange avancerede niveauer. Om det er i skolegården, på fritidshjemmet eller på facebook, så foregår der læring. For i alle livets sammenhænge er læring til stede, det man kalder livslæring.

Vores tid er ramt af et læringssyndrom, som Lars Henrik Schmidt, professor i filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitet, har kaldt den kognitive kapitalisme i Dansk pædagogisk Tidsskrift (»Succespædagogikkens udfordring«, nummer 2, maj 2011)

Der findes ikke længere arbejdstid i den kognitive kapitalisme, for vi er på hele tiden, skriver han. Vi skal udvikle os uanset hvad, vi sælger ikke kun vores arbejdskraft i arbejdstiden. Vi har fået døgnåbnet og er solgt med hud og hår.

Det er den logik, der driver uddannelses- og arbejdsmarkedslogikken.

Men sagen er den, at man ikke kan generalisere didaktik.

En dygtig engelsklærer kan måske godt undervise i tysk, hvis hun kan tysk. Men hun kan ikke automatisk overføre metoden fra engelsk undervisning til tysk undervisning.

Man kan heller ikke overføre en pædagogisk praksis fra en institution til den anden. Fordi mennesker, deres sociale baggrund, deres læringsmønster og deres livserfaring er forskellige.

Børn i Tingbjerg skal have en anden pædagogisk og didaktisk tilgang end børn på Østerbro. Der er ingen one size fits all-model.

Som Lars Holm, lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, formulerer det i tidsskiftet Mandag Morgen (20/2011) så mangler hele den politiske og pædagogiske retorik omkring heldagsskoler og læring pædagogisk dybde.

Problemet med debatten om folkeskolen er, at den ikke forholder sig til den viden, som findes omkring børns og unges læring. Børn og unge har et narrativt begær, et læringsbegær, et kreativt begær og ikke mindst et begær på livet.

Titusind kroners spørgsmålet er, hvad er det, der sker i skolen, som frarøver børn og unge deres begær for læring?

Desværre er der en politisk modvilje fra både rød og blå blok til at besvare det spørgsmål. Der er heller ikke meget hjælp at hente fra de professionelle.

I stedet for at se på folkeskolens Bermuda trekant, opfinder politikerne fra rød og blå blok sammen med skolelederne et utal af ideologiske blålys. Fx heldagsskoler, mere røv-til-sæde-undervisning og revitalisering af kulturkonservative indlæringslogikker, som blot forstærker den sociale chanceulighed og reproduktion af uligheder i samfundet.

Skal man nytænke og nyudvikle folkeskolen, skal den vendes på hovedet. Den skal tage afsæt i, at børn og unge har et begær efter at lære, forstå og udvikle deres fulde potentiale.

Til det behøver vi hverken opråb fra tigermødre eller den sorte skole i ny forklædning, men en skole for livet – eller som Platon formulerede det i sit skrift Staten:

»Den hårde legemlige træning kan nok drives under fysisk tvang, uden at legemet tager skade, men kundskab, der bibringes under tvang, slår ikke rod. Vær derfor aldrig hårdhændet, bedste Glaukon, over for børnene, men lad dem tilegne sig kundskaber som i leg. Derved kan du også bedre opdage i hvad retning den enkeltes natur og evner går.«

Jan Hoby er næstformand i Landsforeningen For Socialpædagoger, der organiserer kommunalt ansat pædagogisk personale i Københavns Kommune.