Ideologi, ikke analyse

[Anmeldelse:] Det norske forlag Res Publica har udgivet en kritisk præsentation af seks nyliberale centrale ideologer – og sammenholdt dem med to klassiske økonomer Adam Smidth og David Ricardo.

Bogen, der har fået titlen Troen på markedet er meget værdifuld, fordi den klart viser, at nyliberalisme ikke er en økonomisk tænkning baseret på analyser af, hvad der faktisk virker i økonomien – men derimod en ideologi, der på forhånd antager, hvad der virker bedst, og som presser sine ideologiske ideer ned over enhver form for økonomisk virkelighed.

Ordet liberal forbindes ofte med ordet frihed. Imidlertid viser en kritisk gennemgang af de nyliberale ideologer, at det er en meget begrænset frihed, de neoliberale økonomer egentlig går ind for.

Det er en frihed for kapitalen – mens nyliberalister derimod går ind for at begrænse friheden for lønmodtagere til f.eks. at danne fagforeninger.

De nyliberale mener, at alle begrænsninger i kapitalens frie bevægelighed skal begrænses – og vil derfor også forhindre samfundet i på demokratisk vis at lave sådanne begrænsninger som økologisk beskyttelse, kollektive overenskomster, told mm.

Denne ideologi har præget den økonomiske politik, især siden midten af 1970’erne, hvor den blev grundlag for den politik, der førtes af to stærkt konservative ledere – Ronald Reagan, præsident i USA, og Margaret Thatcher, premierminister i Storbritannien.

De to ledere er da også på forsiden af bogen, hvor de trykker hånd med den mest kendte af de nyliberale økonomer – Milton Friedman.

Milton Friedmans grundide var at skabe et perfekt marked »uten forstyrrende elementer som fagforeninger, sociale bevegelser, statslige reguleringer eller byråkrater« (side 142).

Men Friedmans respekt for friheden viste sig at være stærkt begrænset i hans begejstrede opslutning om militærkuppet i Chile i 1973, hvor den demokratisk valgte socialist Salvador Allende blev afsat og dræbt.

Efterfølgende blev alle frihedsrettigheder undertrykt, og tusinder blev dræbt. Milton Friedman og hans »Chicago boys« tog imod en indbydelse fra general Pinochet for at omlægge økonomien og gennemførte en total omlægning af denne med privatisering, deregulering, mens Pinochet gennemførte en nedkæmpelse af fagbevægelsen, og fjernede friheden fra Chile.

»Chile er et økonomisk mirakel,« skrev Milton Friedman i Newsweek i 1982.

Men diktatur og deliberalisering ledte ikke til den forudsete økonomiske vækst:

»Fakta for økonomisk vekst og utvikling i Chile viser at økonomien tvert imot var sterkere og mer stabil i årene før innføringen af den liberalistiske økonomiske politikken. I årene 1974-80 økte BNP med kun 1,5% i modtsetning til 4,5% vekst på 1960-tallet og nesten et prosentpoeng lavere end gennemsinittet for Latin-amerika i samme periode. Tallene for arbeidsledighedt, lønninger og konsum viser at Chile i de fleste områder lå langt under gjenomsnittet for Latinamerika, men Pinochet-regimet lyktes i én ting; at få kontroll over inflasjonen« (side 149).

Friedman var heller ikke den eneste af de nyliberale ideologer, der havde autoritære tilbøjeligheder.

Det samme gjaldt Friedrick Hayek der i begyndelsen af 1930’rne var rådgiver for de såkaldte Austrofascister, der tog magten i Østrig og undertrykte arbejderbevægelsen, som et forspil til Nazitysklands indlemmelse af Østrig.

Nyliberalismens filosofiske grundlag

Ideen om en naturlig orden er i grunden utopisk. Den baserer sig på en tankekonstruktion om, at mennesket ved at fremme sine egne interesser altid i sidste ende styret af en usynlig hånd kommer til at fremme samfundets interesser.

Teorien er ikke baseret på nogen analyse af, hvordan økonomien virker, og den er fjendtlighed mod enhver form for regulering, der begrænser kapitalens frihed.

Markedets styring vil således føre til det perfekte samfund – og hovedopgaven er at forhindre indblanding i markedet – fra politikere, folk og frem for alt fagforeninger.

Den uafhængige centralbank – som nu er indskrevet i grundlaget for Euroen - er en af den nyliberalistiske tænknings vigtigste ideer – dens symbol.

Centralbankens mål skal være at holde inflationen lav – og dette mål sættes som objektivt. Politikerne skal blande sig udenom.

Nutiden: Tvivlen om markedet

Det er påfaldende, at de lande, der har haft mest succes med økonomisk udvikling i den forløbne periode, er lande, som ikke har fulgt rådene …

I både Kina, Rusland, Indien og Brasilien er der således stærke statsinteresser og toldmure, og disse lande har konsekvent undladt at følge IMFs anbefalinger om at åbne sig helt op for verdensøkonomien.

Også lande som USA og Storbritannien fulgte en protektionistisk linie og stærk statsindblanding i opbygningen af deres økonomier – og gør det stadigvæk, når deres egne interesser kræver det.

Nyliberalismen har tydeligvis en dobbelt moral – frihed for kapitalen, når det tjener profitten – statslig indblanding, når det tjener til kapitalismens overlevelse.

Nyliberalismen er nu en idelogi i krise. Historisk set har de frie markedskræfters perioder været korte og sjældne – og de er ofte endt i kaos, krak og sociale uroligheder.

En af de stærkeste repræsentanter for nyliberalismen har været Alan Greenspan, der var den amerikanske centralbanks direktør i mange år, mens dereguleringen blev gennemført.

Da finanskrisen brød ud, blev han indkaldt til kongreshøring i Repræsentanternes Hus og måtte indrømme, at »ja, jeg har funnet en svakhet«. Lederen af komiteen, Henry Waxman, spurgte: »Med andre ord, du har funnet en svakhet i ditt verdensbilde, din idelogi, den var ikke riktig, den virket ikke?. Greenspan svarte: ”Akkurat. Det er nettop grunnen til at jeg er sjokkert…« (side 21)

USA’s finanskrise-kommission udgav en rapport i januar 2011 og opsummerede følgerne af finanskrisen: 26 millioner amerikanere er uden arbejde og kan ikke få det. Cirka fire millioner familier har mistet sine hjem pga. udpantning og tvangssalg og cirka 4,5 millioner trues af det. Næsten 11 millioner af husholdningernes velstand er forsvundet ved at pensionskonti og livslang opsparing er trukket ned.

»Virkningerne av denne krisen vil antagelig kjennes over en hel generajon. Og nasjonen har ingen enkel vei til fornyet økonomisk velstand« (side 22).

Mont Pelerin Society – nyliberalismens laboratorium

I 1947 blev der dannet, hvad man i dag vil kalde en tænketank, der fik stort politisk betydning.

Tænketanken blev startet på initaitiv af William Volker en styrtende rig amerikansk kapitalist, der havde lavet sin formue på rullegardiner.

Han kontaktede en af nyliberalisterne, Friedrich Hayek, og den stiftende konference blev holdt i den svejtsiske ferieby Mont Pelerin. Da Ronald Reagan lancerede sin første regering var 22 af hans 76 økonomiske rådgivere medlemmer af selskabet.

Selskabet kom til at fungere som idelogisk værksted for nyliberalismen – og fik som sådan stor indflydelse. Det er siden blevet kopieret som liberale og konservative tænketanke som Cato-instituttet og American enterprice institute i USA, CEPOs i Danmark og i Norge højretænketanken Civita.

Det karakteristiske for disse tænketanke er, at de er velfinansierede af store kapitalinteresser, at de bliver bakket op af borgerlige medier, der ofte bruger medlemmerne som kommentarorer og eksperter. De har også ofte regeringernes øre. Forsøg på at lave et modspil fra venstrefløjen har været svage – fordi de er dårligt finansierede og ikke har meget støtte i medierne.

Troen på markedet er ikke først og fremmest en økonomisk analyse, men en kritisk gennemgang af nyliberalismens økonomer. Som sådan er den værdifuld og bør finde læsere også i Danmark, men kalder på mere, en analyse af hvordan nyliberalismen har været med til at skærpe den nuværende økonomiske krise.

Bogen er skrevet på norsk – et sprog som er nemt at læse for danskere, det er faktisk kun stavningen, der en gang imellem er anderledes.

Mikael Hertoft er medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse.

Håvard Friis Nilsen og Christian Anton Smedshaug (red.): Troen på Markedet – De nyliberale strateger, Forlaget Res Publica – Oslo 2011, 250 sider 249 norske kroner.

Kan købes på nettet via forlaget.