Venstrefløjens vækstbegejstring er utidssvarende

Hvis oppositionen vinder efterårets valg vil alle sejl blive sat til, for at genoplive det hensygnende vækstsamfund. Og alt taler for, at en ny regering vil være bedre til denne opgave end den siddende regering. Men denne politik er udsigtsløs og står i skærende kontrast til værdifulde traditioner på venstrefløjen.

Denne artikel handler om venstrefløjen og (mod)vækst. Vi vil først se på det gamle og det nye venstre i tiden fra efterkrigstiden frem til 1980’erne. Herefter vil vi belyse de radikale forskydninger i det politiske felt gennem de seneste 30 år og zoome ind på den aktuelle situation.

Vi vil argumentere for, at det, der skal genoplives, ikke er vækstsamfundet, men venstrefløjen, og at dette bør ske i en aktuel og fremadrettet kontekst. Det handler om at gribe fremtiden - uden at miste rødderne.

Opgør med fattigdommen

Årtierne efter anden verdenskrig var præget af velfærdsstatens opbygning med inspiration fra Karl Marx og John Maynard Keynes. I forbindelse med sidstnævnte er det essentielt, at han ikke kun havde en kur mod de umiddelbare økonomiske knaphedsproblemer, men også havde en større og kontekstoverskridende vision for samfundet på lang sigt.

Selv omkring 1930, hvor knapheden på basale livsfornødenheder vandt bredt indpas i de ellers så økonomisk velbeslåede og fremgangsrige kapitalistiske lande, var det Keynes’ overbevisning, at »på lang sigt […] løser menneskeheden sine økonomiske problemer« (1951: 364-5).

Keynes mente grundlæggende, at det gælder om at fordele det nødvendige arbejde så bredt som muligt, hvilket i et rigt samfund ville muliggøre en meget kortere arbejdsuge. Han nævner selv 15 timer som en mulighed i det tidlige 21. århundrede.

Keynes var meget optaget af at afskaffe fattigdom og arbejdsløshed, men mente altså samtidig, at ikke-økonomiske aktiviteter er vigtigere end vækst og lønarbejde i et rigt samfund.

På dette punkt ligger han i forlængelse af Marx, som mente, at velstand er en forudsætning for og et middel til et rigt liv, men aldrig må blive et mål i sig selv. Marx’ berømte opdeling mellem nødvendighedens og frihedens rige er central:

»Frihedens rige begynder i virkeligheden først dér, hvor det arbejde, der er bestemt af nød og ydre formålstjenstlighed ophører; det ligger altså ifølge sagens natur udenfor den egentlige materielle produktions sfære. […] Afkortning af arbejdsdagen er grundbetingelsen« (1972: 1055-6).

Herigennem var der banet vej for et kompromis mellem marxister og keynesianere omkring opbygningen af velfærdsstaten og lavere arbejdstid som en gradvis udvidelse af livets ikke-økonomiske sider – en socialistisk reformproces.

Det var dette projekt, der kendetegnede efterkrigstidens arbejderbevægelse og Socialdemokrati, og i forlængelse heraf tidens politiske konsensus.

Dagpenge, bistandshjælp og senere efterløn betød, at man kunne stå udenfor arbejdsmarkedet uden at lide store materielle afsavn. Samtidig blev arbejdstiden sat ned gang på gang og retten til ferie med løn udvidet.

Man går også galt i byen, hvis man tror, at den offentlige sektor kun var et slags vedhæng til den private sektor. Den hastigt voksende offentlige sektor var også et demokratisk og kollektivt rum, der agerede modvægt til den individualistiske og markedsorienterede private sektor.

Udviklingen var forankret i en vision om at skabe et rigt samfund med fri tid, demokrati og velfærd. Det indebar, at vækst fik mindre betydning i takt med rigdommen, og at det i stigende grad blev ikke-økonomiske forhold, der kom til at sætte dagsordenen for samfundsudviklingen.

Det rige samfund

Velfærdsstaten nåede sit højdepunkt i 1970’erne. Med 1968-oprøret og det nye venstre voksede kritikken af velfærdsstaten og det gamle venstre.

Fremtrædende samfundskritikere som Herbert Marcuse og André Gorz så staten som en del af problemet på linje med markedet og kapitalen. Det var nu ikke kun kapitalismen, men også velfærdsstaten, der var en hæmsko for en progressiv udvikling hen mod større autonomi, radikalt demokrati og reel velfærd.

De politiske partier og arbejderbevægelsen kunne ikke længere rumme den politiske energi og blev genstand for udbredt kritik og mange kulturelle alternativer. Nye sociale bevægelser satte emner som køn, fred og seksualitet øverst på den politiske dagsorden og udviklede nye protest- og organiseringsformer.

Mange i den unge generation brød også med deres forældres faste syn på et liv med lønarbejde, kernefamilie og storforbrug. Arbejdsetikken blev kaldt en ideologi. Og den nye miljøbevægelse satte fokus på det knappe naturgrundlag for den kapitalistiske ekspansion.

Disse nye værdier havde bred opbakning i befolkningen, selvom det kun var en lille del, der var aktivt involverede i deciderede opgør mod kapitalismen og praktiserede alternative livsformer.

Socialdemokratiet videreførte den velfærdsstatslige logik på trods af stigende problemer med legitimiteten og den økonomiske balancekraft. Det drejede også til venstre i pagt med tidsånden.

Statsminister Anker Jørgensen satte spørgsmålstegn ved værdien af fortsat økonomisk vækst: Nu handlede det måske snarere om at omfordele velstanden. Men socialdemokraternes mest systematiske svar på venstreorienteringen i 1970’erne var centreret omkring økonomisk demokrati, der handlede om at give lønmodtagere demokratisk indflydelse på virksomheders ledelse.

Det nye venstre og de nye sociale bevægelser, med deres primære fokus på post-økonomiske emner og tilhørende skarpe kritikker af vækstsamfundet, var en praktisk realisering af de politiske muligheder i tiden efter fattigdommen.

På denne måde lå det nye venstre i forlængelse af det gamle venstre ved at videreføre venstreorienterede værdier og kampe under nye historiske omstændigheder. Det nye venstre bragte venstrefløjen på højde med tiden.

Siden 1980’erne har vi dog været vidner til en samfundsmæssig kursændring, hvor tingene er vendt aldeles på hovedet, selv om rigdommen er fortsat med at vokse.

Farvel til rigdommen

Det farvel til fattigdommen, der blev varslet i 1970’erne, blev ikke virkeliggjort. Samfundet er gennem de seneste 30 år på ny blevet viklet ind i fattigdommen – nu på meget mere subtile og indtrængende måder. Vækst er blevet et alment styrende princip. Denne udvikling kan i særlig grad identificeres gennem dannelsen af forbrugssamfundet og overgangen til nyliberalismen.

Væksten skaber nye former for knaphed og forbrugets kulturelle dimensioner i form af tegn og status, gør det ubegrænset. Vi oplever ikke i forbrugssamfundet en udvikling mod større rigdom og overflod. Vi ser faktisk det modsatte ske. Folk føler sig i stigende grad fattige, selv om velstanden bugner. Konsekvensen er med Jean Baudrillards ord, at »vækstsamfundet er det modsatte af et overflodssamfund« (1998: 65).

I forbrugssamfundet giver det ikke mere giver mening at sige, at produktionen er vigtigere end forbruget, eller at lokalisere tendensen til vækst hovedsageligt i kapitalen og virksomhederne.

Vi står i en situation, hvor mennesker er så tæt knyttet til deres forbrug, at det kan opleves lige så svært for individer at give afkald på deres hele tiden smartere computere, tøj og mobiltelefoner, som det er for virksomheder at opleve faldende profit.

Et faldende forbrug er en alarmerende social tilstand. Det gælder ikke mindst, når vi taler om det offentlige forbrug, dvs. ’velfærden’, der jo har en helt særlig status på venstrefløjen.

I forbrugssamfundet opfattes velfærd som størrelsen af det offentlige forbrug.

Vækst i den offentlige sektor

Nyliberalismen indebærer markedsgørelse af hele samfundslivet – uanset metoderne. De samme metoder kan ikke bruges i Argentina, Sydafrika og Danmark, men det ideologiske perspektiv er det samme. Der er tale om en samlet bevægelse på globalt plan, hvor forskellige konkrete udviklinger smelter sammen i et netværk, der understøtter indlemmelsen af hele verden og alle sociale sfærer i et generelt marked.

Den nyliberalistiske udvikling blev igangsat omkring 1980 og indebar, at venstrefløjen og de sociale bevægelser mistede indflydelse samtidig med, at en ny politisk styringsmåde vandt stigende indflydelse gennem blandt andet markante personligheder som Margaret Thatcher og Ronald Reagan.

Men i de rige lande er der på ingen måde tale om en udvikling, hvor staten rulles tilbage, og det uregulerede marked indtager den tomme plads. Heller ikke i Danmark.

Nyliberalismen vender egentlig den klassiske liberalismes laissez-faire på hovedet, for - som Michel Foucault formulerede det - »markedet er nu ikke længere et princip for politikernes selvbegrænsning, det er et princip imod dette. Det er en form for permanent økonomisk tribunal, som politikerne står overfor« (2008: 247).

Nyliberalismen er ikke ensbetydende med laissez-faire, men med »do-not-laissez-faire-styring i markedslovens navn, som vil gøre det muligt at måle og vurdere hver og en af styringens aktiviteter« (ibid).

Frem for at staten, som i efterkrigstiden, er en institution, der skal fremme demokrati og velfærd, betragtes den nu i stadig højere grad som en institution, der skal styrke markedet og fremme væksten.

Hensigten er, at staten som demokratisk og velfærdsfremmende institution langsomt eroderes for at skabe plads til større vækst og mere marked. Staten reformeres for at servicere kapitalismen, samt for at indarbejde markedsmekanismer i den offentlige sektor.

Vækst og effektivitet bliver også målet for den offentlige sektor og denne omdannes til en bleg kopi af den private sektor. Der arbejdes for at gøre stat, marked, individer og koncerner til en selvforstærkende helhed i et samfundsliv, der gennemsyres af vækst og konkurrence. Over alt og for evigt.

Vækst fra middel til mål

Regeringens 2020-plan indebærer, at Danmark skal »være blandt de 10 rigeste lande i verden målt ved BNP pr. indbygger«. Og mens Danmark er dybt begravet i den værste krise siden 1970’erne, både økonomisk, økologisk og socialt, i høj grad forårsaget af 20 års ’forbrugsfest’, hyldede statsministeren i sin seneste nytårstale forbrugsvækst som vejen ud af krisen:

»Det ser også ud til, at danskerne i år har købt lidt større julegaver end sidste jul. Optimismen er så småt ved at vende tilbage«.

Det helt afgørende ved forbrugssamfundet og nyliberalismen er dog, at der ikke kun er tale om en udvikling, som borgerlige kræfter fremmer. Overgangen fra velfærdsstaten til velstandssamfundet er en almen proces, der inddrager alle samfundets afgørende aktører (Nielsen 2011).

I 1990’erne kom Socialdemokraterne med på vognen og i de senere år er også SF blevet en del af denne tendens.

Hvor den borgerlige regering forsat i nogen grad prioriterer det private initiativ og dermed søger at stimulere væksten gennem skattelettelser og nedskæringer, samt forlængelse af borgernes arbejdsliv, satser oppositionen i Fair Løsning på en partnerskabskurs:

»Forpligtende aftaler mellem erhvervslivet, lønmodtagere og Christiansborg er nødvendige for at udvikle de styrkepositioner Danmark skal leve af«.

Men der hersker ingen tvivl om rollefordelingen mellem offentligt og privat:

»Årtier med dogmatiske slagsmål om udlicitering og privatisering af statslige virksomheder, bør afløses af nye samarbejdsformer, der bygger på en klar erkendelse af, at den offentlige sektor bidrager til privat vækst, samt at den offentlige sektor har et ansvar for at fremme privat vækst«.

Socialdemokraterne og SF understreger igen og igen, hvordan den offentlige sektor skal agere løftestang for den private, ved at sikre virksomhedernes rammevilkår:

»Det skal være attraktivt at drive virksomhed i Danmark. De unge skal blive hurtigere færdige med deres uddannelse, lønmodtagerne skal arbejde mere, den offentlige sektor skal effektiviseres og indvandrerne skal i højere grad være en del af arbejdsfællesskabet«.

Enkelte steder nævnes det at partnerskaberne skal sikre højere kvalitet og fremme gode miljømæssige og sociale løsninger, men det altoverskyggende mål for S of SF er og bliver at skabe vækst og mere velstand.

Der er ingen politiske værdier, der blot kommer i nærheden af at kunne udfordre vækst som samfundets bærende princip. Ydermere er enhver kritik af de grundlæggende normer i det aktuelle samfund fejet ind under gulvtæppet.

I Fair Løsning 2020 cementeres det, at traditionelle venstrefløjsværdier, som tidligere har holdt vækststrategien i skak og peget på alternativer, nu skal være løftestænger for væksten.

Miljø- og klimainvesteringer skal skabe Grøn Vækst og styrke Danmarks konkurrenceevne og internationale position.

Opprioritering af kollektiv trafik og miljørigtig byplanlægning skal styrke Danmark og de danske byer som brand, hvilket skal tiltrække kvalificeret arbejdskraft og investeringer.

Socialt udsatte, flygtninge og indvandrere, og dårligt stillede unge skal hjælpes, integreres og uddannes, sådan at de kan træde ind i vækstmøllen og være med til at trække læsset.

Forskningen skal kommercialiseres for at få mere gang i økonomien.

Sundhedsvæsenet skal styrkes for at nedbringe antallet af borgere på sygedagpenge og forhindre nedslidning, og den deraf følgende afkortning af arbejdslivet.

Demokrati og medindflydelse skal styrkes, for at alle borgere tager ansvar for at arbejde mere og yde deres ypperste til holde vækstlokomotivet kørende.

Hermed er den brede venstrefløjs syn på vækst vendt helt og aldeles på hovedet. Hvor væksten tidligere i stigende grad blev betragtet som et begrænset middel til at fremme rød-grønne værdier, er disse værdier nu i stigende grad midler til at skabe grænseløs økonomisk vækst.

SF har taget en tur på 180 grader fra at være forbundet med det nye venstre i 1970’erne til nu at være skamløse fortalere for udbytning af venstrefløjens værdier for at fremme uendelig kapitalistisk ekspansion.

På miljøområdet er denne udvikling i SF’s politik måske mest iøjnefaldende.

Vækst er ikke bæredygtig

Ole Sohn, SF’s finanspolitiske ordfører, blev i Information den 4. april 2011 konfronteret med partiets radikale kursændring på vækstområdet, og leverede dette svar:

»Tidligere tiders modsætning mellem vækst og miljø eksisterer ikke på samme måde mere. I dag kan vi producere på en renere og grønnere måde, og mulighederne for bæredygtig energi er udvidet«.

Da journalisten så spørger til det realistiske i helt at afkoble økonomien fra dens ressourcegrundlag, svarede Ole Sohn:

»Det er jo lykkedes indtil videre, men selvfølgelig er der lang vej endnu«.

Sandheden er, at det langt fra er lykkedes. De sidste 20 år har vi godt nok på nogle områder formået at reducere udledninger af CO2 og forbrug af ressourcer i forbindelse med specifikke produkter, men disse forbedringer er blevet stærkt overhalet af væksten i forbrug og produktion, sådan at vi stadig øger vores økologiske fodaftryk væsentligt.

Det er jagten på materiel rigdom, der skaber miljøødelæggelser, selvom Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen påstår, at »desto rigere vi er, desto større chancer har vi jo for at opfylde ønskerne om at tage hensyn til miljøet« (Information den 4. april 2011).

At han kan tage disse ord i munden efter det totale kollaps omkring COP15, er en forbrydelse. Den eneste dagsorden, der mødes af reel handlekraft fra de rige landes politiske ledere, er, at holde kunstigt liv i den kriseramte kapitalisme, mens det tværtimod er et fattigt land som Bolivia, der har førertrøjen på, når det kommer til at skabe fremtidens økologisk bæredygtige samfund.

Omstilling til fremtiden

Med et nyt parlamentarisk flertal ledet af S og SF vil vi sandsynligvis opleve, at væksten kommer op i højere omdrejninger. Historisk har det været sådan, at socialdemokratiske regeringer har været meget bedre til at skabe vækst end borgerlige regeringer.

Den socialdemokratiske politik er mere vækstfremmende og venstrefløjen er bedre til at mobilisere brede befolkningsgrupper, hvilket også giver sig udslag i højere vækst.

Men vækst er under alle omstændigheder kortsigtet og meningsløst.

Godt nok er venstrefløjen bedre til vækst end højrefløjen, men det er samtidig et alment vilkår, at det hele tiden bliver sværere og mere usikkert at opnå vækst. Der har været en tyngende tendens til faldende vækst lige siden 1960’erne, hvor BNP voksede med omkring 5 procent om året. I det indeværende århundrede har den gennemsnitlige vækst været på under 1 procemt om året.

Væksten indebærer en nedslidning af ikke kun naturlige, men også menneskelige og sociale ressourcer, så det bliver simpelthen i stigende grad vanskeligt, at presse citronen yderligere. Det aktuelle vækstniveau ligger langt under kapitalismens smertegrænse.

Der er isoleret set ikke grænser for forbruget i kapitalismen, men der opstår alligevel en vis mathed, når voksende forbrug handler om luksus, og idet forbrugsvækst for det store flertal af befolkningen normalt ikke kommer ud af den blå luft, men forudsætter, at der arbejdes mere og/eller hårdere.

Derfor stagnerer forbruget i takt med at folk oplever grænser i arbejdslivet. Autonome aktiviteter får højere social værdi og kommer sideløbende under pres, da arbejdet både bliver mere intensivt og ekstensivt.

Det økonomiske liv bliver grænseløst og kræver, at vi involverer os med liv og sjæl, hvilket tærer stærkt på vores ressourcer. Brede grupper oplever meningstab kombineret med fysisk, psykisk og social nedslidning i forbindelse med særligt arbejdet. Der er en omfattende modstand mod at arbejde mere eller hårdere, hvilket modstanden mod afskaffelse af efterlønnen symboliserer.

Globaliseringen og klimaforandringerne har også gjort spørgsmål om overforbrug og bæredygtighed bredt aktuelle igen. Vækstkritikken er i dag ofte individuel og uartikuleret, men den reflekterer fælles livsvilkår og erfaringer, der også finder mere systematiske udtryk i de netværksbaserede globaliserings- og klimabevægelser. Derfor bliver det bestemt ikke let at mobilisere befolkningen til endnu en forestilling i det uendelige vækstcirkus.

I de seneste 30 år har der faktisk kun været muligt at skabe vækst gennem bobler og bestikkelse. De omfattende dereguleringer af den finansielle sektor har skabt en fatal bobleøkonomi med en enorm usikkerhed, hvilket den aktuelle krise leverer talrige beviser på.

Bestikkelse i form af skattelettelser og meget lave renter har også på kort sigt hævet væksten, men indebærer samtidig, at systemets ubalancer vokser på grund af eskalerende privat og offentlig gæld.

Vækstsamfundet er derfor ikke kun økologisk og menneskeligt ubæredygtigt, men også økonomisk ubæredygtigt. I de seneste måneder har krisetegnene hobet sig op igen efter historiens korteste opsving i 2010. En fremtid i vækstens billede vil byde på tiltagende kriser og modstand.

Når vi advokerer et opgør med vækstsamfundet og en genoplivet venstrefløj, så er det altså ikke et udtryk for nostalgi. Vi ønsker os bestemt ikke tilbage til hverken fattigdommen, velfærdsstaten eller 1970’erne. Vækstsamfundet forfalder og det er derfor vækstdagsordenen, der er utidssvarende.

Vi ser opgøret med vækstdagsordenen som påtrængende i lyset af den aktuelle situation og fremtidsudsigterne. Et sådan opgør vil også skabe rum for et nyt og progressivt fokus på radikalt demokrati, fælles velstand og det gode liv. Modvækst er i realiteten et udtryk for modernisering og økonomisk ansvarlighed. Modvækst er første skridt i omstillingen til fremtiden.

Kristine Holten-Andersen er arkitekt. Peter Nielsen er lektor på RUC. De bidrager til bogen Modvækst – Omstilling til fremtiden, der udkom den 26. august 2011 på forlaget Hovedland.

En kortere version af artiklen er bragt som kronik i dagbladet Information den 26. august.

Litteratur
Jean Baudrillard (1998) The Consumer Society – Myths and Structures. London: SAGE Publications.

Michel Foucault (2008) The Birth of Biopolitics – Lectures at the Collège de France 1978-1979. Hampshire/New York: Palgrave Macmillan.

John M. Keynes (1951) Essays in Persuasion. London: Rupert Hart-Davis.

Karl Marx (1972) Kapitalen – Kritik af den politiske økonomi, 3. bog. København: Rhodos.

Peter Nielsen (2011) Velstandssamfundet. Frederiksberg: Frydenlund.