Rafah: Welcome to Hell

Rafah. Grænsen mellem Egypten og Gazastriben. En støvet, varm, larmende plet i det allersydligste Gaza. Den blev nyligt genåbnet af egypterne efter fire års lukning, efter Hamas kom til magten.

Nu er den genåbnet. Såkaldt. Det er drømmenes port, livets port, vejen til hospitalsbehandling, besøg hos venner og familie, eller arbejde i resten af Mellemøsten, i Europa eller Nordamerika. Udvej til noget andet end det, man finder i Gaza. Om ikke andet så bare på en fransk visit.

Men åbningen er at regne som det berømte nåleøje, hvor man forsøger at presse en kamel igennem. Der er en kvote på omtrent 350 personer om dagen, der kan komme ud. Tror man nok. Den kan være højere eller lavere.

Der er en mere eller mindre officiel liste over hvem, der har forrang; syge, studerende, familiebesøg. Og vist nok tæller rejsende med udenlandsk statsborgerskab ikke med. Men hvem ved? Ingen ved rigtigt hvordan det fungerer. Om det fungerer, eller hvem det fungerer for.

Det er min førstedag i forsøget på at komme tilbage til Egypten. Jeg har netop været på et kort research- og vennebesøg i Striben, og har selv været væk derfra i flere år. Ved grænsen er der ved min ankomst allerede forsamlet et par hundrede mennesker, og man ser hurtigt på deres holdning, at de allerede har ventet længe. Det er ikke deres første dag her.

Folk, palæstinensere som udlændinge (af disse er langt de fleste palæstinensere med udenlandsk statsborgerskab), venter i dagevis, i solen, heden, støvet, affaldet, gerne ti-tolv timer om dagen, for en evt. mulighed for at være én af de heldige der kommer igennem.

Jeg forsøger at trænge mig frem til vinduet, hvor man tilsyneladende skal registrere sig. Fuldstændigt umuligt. Uanset hvor meget man anråber de to mænd indenfor, sker der tilsyneladende intet. De kigger i nogle pas og ringer til nogen, men ellers intet.

En journalist og kameramand fra al Jazeera kommer hen til mig og spørger om jeg er blevet kontaktet af en hamasmand og bedt om penge for at skippe køen og komme igennem.

»Nej«, svarer jeg, »er det noget der foregår? Hvis jeg bliver spurgt, skal jeg sige ja tak?«

Tiden går. Jeg ringer til en ven og spørger »om han kan gøre noget?« Han ringer videre. Hans kontakter vil forsøge at spørge sig for. Jeg får senere en sms: »Hold dig til lågen, gør dig synlig«, er svaret.

Vennens kontakts kontakter har vistnok en ven, der arbejder ved grænsen… Jeg forsøger at nærme mig den fem meter høje jernlåge gennem den kødrand af folk, der også forsøger at gøre sig synlige. Strækker mit pas frem, appellerer.

De kigger på mig, men skænker ikke passet et blik, og vender afvisende ansigtet væk. Hvad kan de også gøre, disse palæstinensiske grænsevagter, for det er jo op til egypterne, som har forpligtelser overfor Israel, og derfor i sidste ende de to parter, som er dem, der bestemmer.

Udlændingene ringer til deres ambassader, anråber dem. De kan intet gøre, vil intet gøre: »Man har jo selv valgt at tage hertil ikke, så man er selv ude om det«. Hvad skal vi gøre? Holde op med at besøge venner og familie i Gazastriben, holde op med at handle med palæstinenserne, skrive om dem, omgås dem? Se væk og lade som om at et sted ved navn Gaza ikke eksisterer?

Som min førstedag går stiger frustrationerne. Børnene græder, overtrætte, der råbes højt til grænsepolitifolkene om at gøre noget. Der forklares, forhandles, tigges, bedes. Politifolkene for deres del bliver stressede. Flere bliver tilkaldt, og de trækker stavene for at holde den voksende og stadig mere pågående menneskemængde væk fra jernlågen.

Senere er det ved at udvikle sig til håndgemæng mellem et par af mændene og politiet. 8-10 timers venten uden udsigt til en løsning går på nerverne.

Mens solen går ned begynder resignationen at sætte sit tydelige præg på folk, man samler slukøret sine kufferter - og der er mange - og prajer en af de forsamlede udtjente taxier. Man skal finde et sted til natten.

Støvet står op om ørerne på os mens solen sænker sig, jeg mærker at mine øjne er hævede af støvet og det knaser mellem mine tænder. De mest udholdende venter til allersidste øjeblik, man ved jo aldrig, hvornår grænsen rigtigt lukker. Ligesom man ikke ved, hvornår den rigtigt åbner. Ligesom man ikke ved, om den egentlig er åben, når den kaldes åben. Ligesom den bliver lukket i tide og utide.
Nogle af de andre samler sig i en mindre gruppe, som vil tage hen til Hamas’ premierminister i Gaza, Ismail Haniyehs kontor, for at protestere.

Jeg vælger ikke at tage med, orker ikke, tror heller ikke det kan hjælpe at forsøge at finde manden kl. ni om aftenen. Jeg ser samtidig en belgisk kvinde, gift med en palæstinensisk mand, på en eller anden måde tiltvinge sig adgang og sætte sig lige indenfor jernlågen.

Hun har råbt højt og nægter at flytte sig, hun har to små børn på halvandet og fire år med sig. De har besøgt mandens familie for første gang i femten år. Deres fly hjem afgår dagen efter fra Egypten. Hvem véd i denne silde time om nogen vil forbarme sig?

Vi andre vender solskoldede, udmattede og sultne hjem til hver vores seng.

Dagen efter hører vi ved grænsen, at nogle var kommet igennem, en busfuld! Bl.a. de der tog hen til premierministeren! Andre, måske 50 personer, kom ind i ingenmandsland-området, men kan ikke komme videre, for der var åbenbart ikke »plads« nok alligevel.

Vi taler om en Gaza-befolkning på 1,5 mio. der på alle niveauer, som ethvert andet land/område, er yderst afhængig af at komme i kontakt med omverdenen.

Vi har allerede ventet flere timer. Uden nogen anelse om vi kan krydse i dag, måske i morgen, eller i overmorgen. Rygterne svirrer igen. Måske om en uge? Inshallah som alle siger her, om Gud vil.

Jeg har slået pjalterne sammen med en familie på fire fra USA. De har besøgt mandens far og andre slægtninge for første gang i elleve år. Forældrene ringer til deres ambassade i Cairo flere gange, den er afvisende, hvad laver de også i Gaza?

De får besked på at »vente på deres tur«. Kors, véd de ikke, at det er et begreb, der ikke eksisterer her. De får slægtninge i USA til at kontakte kongresmedlemmer. Jeg kan høre at man i den anden ende er forargede over situationen. Intet sker dog.

Dagen går, resignationen sætter igen ind. Jeg orker ikke at »gøre mig synlig« oppe ved lågen, gårsdagen var for udmattende.

Drypvist kommer palæstinensere med Gaza id-kort igennem, oftest ambulancer/sygetransporter og andre mere eller mindre officielle mennesker. Det er forsvindende få.

Jeg ringer endnu en gang, nu til en anden, palæstinensisk ven: »kan hun mon gøre noget?« Hun forsøger at ringe til venners venner. Jeg venter. Intet sker.

Hun vender senere tilbage: »Måske kan du ringe til dette nummer og sige at der er en nødsituation derhjemme. Han arbejder vist nok indenfor«. Indenfor hvor, tænker jeg, der er tre tjek på den palæstinensiske side, og tre tjeksteder på den egyptiske. Uoverskueligt...

»Men jeg ved ikke, om det kan hjælpe«, slutter hun. Hun føler med mig, fortæller at hun selv har prøvet det mange gange. Naturligvis, hun er jo palæstinenser.

Jeg svarer hende at min lille gruppe i mellemtiden, gennem kontakter i Egypten, rent faktisk forsøger at bestikke os til at få hjælp, gennem kontakters kontakter, og de siger at de snart kan hjælpe, lige om lidt. Lige om lidt udskydes igen og igen og grænsen lukker snart for dén dag.

Om aftenen beslutter min lille gruppe sig for at tage hen til premierministerens kontor. Hvorfor ikke? Det hjalp jo mirakuløst de andre. Vi når ad omveje til hans hus, og vagterne stiller sig overraskede, men helt afvisende op: »Hvem er vi, hvad laver vi dog her?« Han er ikke hjemme. Vi prøvede dog i det mindste.

Det er meget sent nu. Vi har ikke spist hele dagen. Familiens børn på ni og elleve år er totalt segnefærdige. Der er vi alle.

Tredjedagen. Nu skal det være, vi har alle flybilletter der skal nås, job der skal passes. Flere af de andre ventende har allerede mistet deres billetter og aftaler, palæstinensere, som udlændinge.

Vi møder op før Fanden får sko på, igen, efter fire-fem timers søvn, med tomme maver, bevæbnet til tænderne med beslutsomhed. Der lægges en slagplan. Vores gruppe er nu oppe på otte mennesker, da en anden amerikaner samt to slægtninge til den palæstinensisk-amerikanske familie, bosiddende i Saudi Arabien, har sluttet sig til.

Vi sætter os klistrede til afgangshallens dør flere timer i forvejen. Folk siver til. Alle er på dupperne. Døren åbnes efter et par timer, og vi kommer ind. Ingen aner hvordan det skal forløbe. ’

Der er mange stolerækker, så skal man sidde eller gå til skranken? Der er ingen ansatte tilstede. En politimand kommer senere til og flere flokkes om ham og begynder allerede dér at appellere for, at de skal tage lige netop deres pas.

Gruppen på halvtreds, der kom ind i ingenmandsland-området, er iblandt os. Vil de få førsteret? Gør de det, vil ingen andre komme igennem, da bussen, der giver adgang til den egyptiske del af grænsen, højest må tage halvtreds personer med.

Vi har hørt rygter om at der er to busser i dag, men dét rygte har vi efterhånden hørt alle dagene.

De ansatte møder op og folk stormer til. Som på kommando forsamler alle sig som en bølge af mennesker, der skubbes, råbes, børn græder. Den nøgne hal giver genlyd.

De ansatte forsøger at berolige folk, få ørenlyd. Umuligt. Døren ud til mange andre rejsende på pladsen foran hallen bliver låst. Der begynder at lyde en uophørlig banken på døren. Den stopper ikke under hele seancen.

Folk stikker arme ind gennem gitrene i de åbne vinduer, og strækker hals. De vil også ind. Vi er op mod halvandenhundrede indenfor, men alle véd, at der kun er plads til mellem fyrre og halvtreds personer i bussen. Larmen er infernalsk.

De ansatte råber at vi skal sætte os og vente, til vi bliver kaldt op. Hvordan kan de kalde os op, når de ikke kender vores navne? Der er ingen liste, ingen har taget vores pas i hånden.

Den næste time går med at vi skiftevis nødtvungent sætter os ned efter ordre, til at vi stormer mod skranken. Pludselig tager et par stykker af de ansatte nogens pas i hænderne fra de fremstrakte arme.

Det skaber vild furore.

Alles arme strækkes i vejret: »tag mit pas!«, »tag vores pas!«. Man råber, gør alt for at få opmærksomhed. Pas i alle farver ses i luften. Man gør sig så lang som muligt. Det er som at se sultende mennesker i Afrika række ud efter det livgivende brød fra en nødhjælpsbil.

Det er på et tidspunkt ved at udvikle sig til slåskamp. De ansatte er fuldstændigt stressede, sveden springer. Hurtigt fortrækker de ansatte sig til kontoret bag skranken, og de forsøger at lukke døren. Folk forsøger at blokere døren, så den ikke kan lukkes helt, der er en lille sprække åben.

Hende der holder passene i vores gruppe kaster sig frem og tvinger en ansat til at tage vores pas i hånden. Og det lykkes! For os. For andre ikke. Også den dør bliver der vedholdende banket på.

Vi venter i spænding. Får vi en billet til bussen der kan føre os videre til den egyptiske side? Eller har de taget flere pas end der er plads til?

Efter en lille halv time udløses spændingen. Otte hjemmelavede papirslapper der giver adgang til friheden. Hektisk får vi samlet vores pakkenelliker, tænk hvis der pludselig alligevel ikke er plads.

Der høres mange hamdullah’er, taksigelser til Gud, igen og igen blandt passagererne. Lettelsen er til at tage og føle på, enkelte græder.

Imidlertid er forsamlingen udenfor desperat, de ved at klokken er slået for den dag. Igen. Den samme scene som indenfor i hallen, udspiller sig nu udenfor.

Pas i forskellige kulører presses mod bussens vinduer, der appelleres og tigges, råbes, grædes. Folk hopper op ad bussen og slår på ruderne. Det er hjertegribende.

Bussen manøvrerer sig gennem forsamlingen der kun nødtvungent forføjer sig. Pludselig kan fire mere komme med og der råbes til flokken: én svarer »Mig! Men vi er fem i alt!« »Jamen så kan I ikke komme med« er reaktionen.

Der startes en parlamenteren blandt de ansatte i bussen, nogle siger nej til fem, andre ja. Endelig får de lov. Så tilfældigt det hele.

Den belgiske kvinde og hendes palæstinensiske mand, hende med de to små børn, er i øvrigt ikke at se i bussen. Og der er ellers stadig få ledige sæder tilbage.

Lettelsen over mit eget held skifter hurtigt til stor sorg over situationens groteske karakter og synet af de desperate mennesker, hvis ansigter jeg efterhånden kender godt. Hvorfor skal det være således? Hvad har disse folk gjort, at de skal behandles som dyr, som fanger i et gigantisk fængsel?

Bemærkelsesværdigt er det i øvrigt at der på intet tidspunkt har været had i luften, ingen ondsindethed mod politi og ansatte, eller surhed mod dem det lykkes at komme igennem for.
Idet bussen kører væk, tænker jeg, at det ikke er mærkeligt, at man jævnligt i stedet for at blive hilst med et »Welcome to Gaza«, bliver hilst med et »Welcome to Hell«.

Gitte Rasmussen er cand.mag i arabisk sprog og kultur. Hun har været i Gaza for at lave research om seksuelle minoriteters forhold i arabiske samfund.