Frygten lever videre

[Acteal, Chiapas, Mexico, august 2011:] Den 12. august markerede to-årsdagen for løsladelsen af de ansvarlige for en massakre i 1997, hvor 45 mennesker, heriblandt børn, gravide og gamle, blev dræbt af regeringsstøttede paramilitære styrker i landsbyen Acteal i Chiapas.

Nogle af gerningsmændene er flyttet tilbage til deres huse i landsbyen, hvor de fortsat er en kilde til frygt, selv om de ser ud til at have nedlagt våbnene.

José fra landsbyen fortæller:

»Man siger, de er ubevæbnede og ikke længere tilhører paramilitære grupper. Men der svirrer konstant rygter om, at de forbereder en gentagelse af 1997. Da jeg gik på arbejde i dag, så jeg tre af dem på vejen. Jeg ved ikke, om de ville gøre mig noget, men jeg tog en omvej, så jeg undgik dem.«

Bierne

Acteal er et lille lokalsamfund i bjergene i den fattigste mexicanske delstat, Chiapas. Landsbyen ligger godt 1,5 times kørsel fra turistmekkaet, den flotte koloniale tidligere delstats-hovedstad, San Cristobal de Las Casas.

Vi er fire ’caclanes’ (’udefrakommende’ på det lokale sprog, tsotsil) to danskere, en tysker og en mexicaner, i landsbyen. Vi er udsendt af menneskerettighedsorganisationen FrayBa, der udsender observatører til indianske lokalsamfund præget af konflikt (blandt andet i samarbejder med danske Internationalt Forum - http://internationaltforum.dk/Bliv-...).

»Velkommen til den ukrænkelige jord for martyrerne fra Acteal.« Privatfoto.

Acteal er hovedsædet for den katolsk-baserede organisation Las Abejas (spansk: ’Bierne’), der, ligesom de mere kendte zapatister, forsøger at organisere deres lokalsamfunds autonomi og udvikling.

Organisationen dækker 28 lokalsamfund i området, langt størstedelen er subsistensbønder, altså bønder der dyrker til eget forbrug. Medlemmerne er overvejende etniske tsotsiler, det næststørste oprindelige folk i Chiapas.

De er fattige, men de modtager ikke hjælp fra staten; hverken i form af penge eller hjælpeprogrammer, idet autonomien medfører, at de har frasagt sig al kontakt med den mexicanske stat.

De mener, at staten er repræsentant for og beskytter af nationale og internationale storøkonomiske interesser, der opfatter de oprindelige folk som en forhindring for bl.a. udvinding af naturressourcer og udvikling af økoturisme og store industrilandbrug.

Las Abejas har, som zapatisterne, deres egne myndigheder. Den øverste myndighed er ’La Mesa Directiva’ (’bestyrelsen’), der er lokaliseret i Acteal og består af syv ulønnede medlemmer, der vælges for et år ad gangen.

Las Abejas kaldes undertiden ’de pacifistiske zapatister’, da det er her forskellen mellem de to organisationers arbejdsmetoder træder tydeligst frem.

Las Abejas har som følge af deres særlige katolske overbevisning (den såkaldte ’befrielsesteologi’: http://www.leksikon.org/art.php?n=281) valgt at kæmpe pacifistisk, men arbejder ligesom zapatisterne med at udvikle lokalsamfunds autonomi i kampen for frihed, retfærdighed og demokrati.

Fra borgerkrig til lav-intensitetskrig

Zapatisternes opstand den 1. januar 1994 blev indledningsvis mødt af en voldsom militær undertrykkelse. Den voldsomme militarisering af Chiapas skiftede senere karakter.

»Soldaterne gik tilbage til deres kaserner«, som de siger hernede.

Kaserner er der mange af, og der er fortsat i omegnen af 20.000 mexicanske soldater.

En enstrenget militær indsats blev i stedet afløst af mere subtile former for pression, væsentligst økonomiske.

Man indførte blandt andet. landbrugsstøtte til ikke-autonome landmænd, og regeringen begyndte at bygge skoler og sundhedsklinikker i takt med zapatisternes udvikling af deres autonome systemer.

Det var et prisværdigt initiativ, men timingen er påfaldende. Chiapas har i årtier været den dårligst uddannede og mest usunde delstat i Mexico, uden at det har tiltrukket sig den mexicanske regerings opmærksomhed og hjælp.
 
Man udrustede ligeledes regeringstro paramilitære styrker, der opererer med myndighedernes stiltiende accept.

Det er beviser for, at bl.a. borgmesteren i Chenalhó, som Acteal officielt hører under, var vidende om massakren, ligesom politiet optrådte som sikring i baggrunden. Det var ligeledes påfaldende, at militæret, der har en base meget tæt på landsbyen, ikke greb ind under massakren.

Regeringssanktioneringen af massakren har betydet, at Las Abejas og støtter siden massakren har kæmpet for, at få de mexicanske myndigheder til at påtage sig skyld og give en officiel undskyldning. Det har de indtil videre nægtet.

Svaret fra den mexicanske regering har o stedet været at tilbyde ofrene en økonomisk erstatning, forudsat at de forlod organisationen.

De, der er forblevet i Las Abejas, har modtaget et engangsbeløb på 2.000 pesos, hvorimod andre modtager 6.000 pesos om måneden (1 peso er knap en halv krone, se fakta om Chiapas her: http://www.sipaz.org/data/chis_en_02.htm).

Dette kan dårligt opfattes som en fair erstatning, uagtet at selv alle Carlos Slims (mexicaner, verdens rigeste mand) penge aldrig ville kunne erstatte 45 liv, endsige en undskyldning. Det er snarere et økonomisk pressionsmiddel som led i regeringens lav-intensitetskrig mod de autonome organisationer.

Det også for nyligt har ført til, at den lokale præst i Chenalhó, der var meget værdsat blandt Las Abejas, fordi han talte deres sag og talte regeringen midt imod, er blevet forflyttet.

Hos Juanita

Præstens forflyttelse er et varmt emne, da vi en dag sidder og snakker i Juanitas hytte. Den nye præst snakker, ifølge Juanita, ikke tsotsil, hvilket ville være en katastrofe i og med, at størstedelens af landsbyens beboeres spanskkundskaber kun rækker til en forsigtig hilsen.

Det viser sig senere heldigvis ikke at være rigtigt, men rygtedannelsen er et tegn på, at folk i landsbyen har den opfattelse, at præstens forflyttelse er et angreb på dem som organiserede og autonome tsotsiler.

Juanita er medlem af kvindernes håndværkskooperativ og en af de få fremtrædende kvinder i et samfund, der er præget af traditionelle kønsrollemønstre (der er fx kun mandlige medlemmer i La Mesa Directiva). Hun er tillige eneforsørger for tre døtre samt to nevøer, der blev gjort forældreløse ved massakren.

Vi sidder samlet om bålet midt i huset, der gør det ud for et køkken. Juanita er den første kvinde i landsbyen, vi har en reel samtale med. Hun kokkerer, mens hun besvarer vores ivrige spørgsmål.

Vi spørger bevidst ikke til massakren, da vi ved, det er et følsomt emne. Samtalen bliver dog hurtigt drejet i netop den retning.

Hun fortæller, hvordan det er at være kvindelig eneforsørger, og hun fortæller os om sin fætter, der bor lige ved siden af. Han var medvirkende i massakren og er, som de andre, blevet løsladt for to år siden.

»Jeg er ikke sur på ham, det får jeg ikke noget ud af. Men jeg vil ikke komme og spise hos ham, selvom han har inviteret mig. Det vil jeg ikke. Efter han kom tilbage, er det som om tingene har ændret sig. Det hele (massakren) bliver meget nærværende, og der svirrer selvfølgelig altid rygter om, at de vil gøre det igen.«

Juanita sidder og tripper, hun har egentlig ikke tid til at snakke med os. Hun skal til en nærliggende by for at sælge farvestrålende kjoler og promovere sit kvinde-koorporativ.

Frygten lurer stadig i Acteal, selv om her er roligt. Den eneste bevægelse er ’biernes’ arbejdsomme summen, blandt andet op til en demonstration og konference den 12. august, årsdagen for de paramilitæres frigivelse.

Mikas Lang er fredsvagt i Chiapas. Alle navne er ændret af sikkerhedshensyn.