Under parolen »Stop Frontex - Stop Udvisningerne!« knuste aktivister fra »Stop Udvisningerme« ruderne på Europashusets facade tirsdag nat.
Det skete i protest mod EU-beslutningen om at en gruppe på mindst 12 irakere, der har fået deres asylsag afvist i Sverige skal hjemsendes fra Kastrup Lufthavn.
Frontex er en forkortelse for »Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved de Ydre Grænser«.
Agenturet har til hovedopgave at koordinere medlemsstaternes operative samarbejde omkring grænsekontrol, og er i den forbindelse ansvarlige for at udvise afviste asylansøger fra EU. Oftest fra chartrede privatfly fra en række europæiske æufthavne, heriblandt Kastrup.

– EU’s grænseagentur Frontex bryder konsekvent menneskerettighederne. Både at tvangsudvise asylansøgere og krænke asylansøgeres ret til at søge asyl ved at forhindre dem i nogensinde at nå Europas grænser. Noget af det værste ved det hele er at befolkningerne i EU ikke ved noget om at det finder sted, forklarer en talsperson fra »Stop Udvisningerne« til Modkraft.
Europahuset repræsenterer EU-kommissionen og er parlamentets officielle informationskontor i Danmark.
Fra deres svenske samarbejdspartnere har aktivisterne fået at vide de afviste irakare fra Sverige vil blive kørt fra et asylcenter nær Helsingborg til Kastrup for at blive udvist til Irak.
Læs artiklen »Bannerdrop mod tvangsudvisning« hos Modkraft
Masseudvisningen skal angiveligt foregå natten til torsdag den 1. september, og der foreligger ingen oplysninger om at Sandholmlejren planlægger at hjemsende danske afviste irakere i samme ombæring.

Ifølge aktivisterne er aktionen »tænkt som en kommunikation til omverdenen om at der foregår udvisninger til det krigshærgede Irak«.
– Vi håber at kunne sætte fokus på de konventionsbrud, som Danmark lægger lufthavn til. Vi vil sende et budskab til folk om at det sker, og til politikerne om at tage menneskerettighederne alvorligt, siger talspersonen.
»Stop Udvisningerne« har tidligere hældt rød maling ud over Europahusets facade og er klar til at lave flere aktionener, hvis flere irakere sendes retur.
Læs artiklen »Aktion mod EU’s danske hovedkontor« hos Modkraft
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96