Historisk valg?

Måske skyldes det, at vores historiske horisont i længde og bredde efterhånden har antaget dimensioner som et sugerør fra et colabæger og kan bukkes på midten lige så let, at vi kalder snart sagt alle begivenheder, der ikke kan forudsiges af en GPS eller en økonomisk regnemodel for - historiske.

Det gælder regnvejrsdage i august og nu også folketingsvalget den 15. september. Eller måske er der andre årsager.

Statsministeren nøjes med at kalde valget historisk. S og SF derimod finder valget af stor historisk betydning. Som udgangspunkt kan man sige, at statsministeren i hvert fald har ret. Om S og SF også har det, må nok undersøges nærmere.

Det får til følge, at denne kommentar afstår fra at beskæftige sig med valgshowet som sådan. Det overlader jeg i al respekt til At Tænke Sig på Politikens bagside.

Jeg fortaber mig heller ikke i analyser af substansen i mediernes dåseargumenter. De fremføres langt bedre i de græske tragediers forbavsende tidløse beskrivelser af bystaternes politiske armod.

Jeg vælger i stedet at efterprøve påstanden om, at valget er historisk eller historisk betydningsfuldt.

Altså: Hvad er det, der gør dette valg historisk betydningsfuldt? Her fristes man til at abonnere på den opfattelse, at valget er betydningsfuldt, fordi det uanset udfaldet afslutter VKO-blokkens politiske dominans.

Grænsen blev egentlig trukket i 2008, hvor finanskrisen ret spektakulært satte grænsen for 25 års uafbrudt neoliberal dominans på verdensscenen. Siden har hverken VKO-flertallet herhjemme eller lignende politiske konstellationer i udlandet blot tilnærmelsesvis været på højde med de faktiske begivenheder.

Fra at ville basere det meste af samfundsudviklingen på markedskræfterne - i hvert fald indenfor den ideologiske diskurs - har de politiske magthavere stort set ikke beskæftiget sig med andet end at rydde op efter finanskapitalen og sætte markedskræfterne ud af spil.

Enten gennem enorme kapitalinfusioner i finanssektoren eller gennem skjulte statslige støtteordninger til store industrigrupper og generel pengeudpumpning.

Altså det stik modsatte af, hvad der har været gentaget til bevidstløshed i snart sagt alle økonomiske rapporter fra OECD og IMF siden 1982.

Det eneste svar på finanskrisen, som på grund af de samme politikeres egne manøvre er blevet til en reel gældskrise, er nu offentligt budgetansvar og nedskæringer over hele linjen.

Og begrundelsen er selvfølgelig, at alternativet vil være et angreb fra finansmarkederne - altså de markeder, man lige har reddet fra kollaps.

Det giver næsten sig selv, at man i en sådan historisk situation ikke længere er i offensiven, men i stedet må bruge al energi på at overtale befolkningen til at acceptere genopretningspakker og tilbagetræningsreformer, der i al sin enkelhed ikke har andet mål end at overvælte krisens omkostninger på flertallet af lønmodtagerne og indføre så ringe betingelser for dagliglivet, at de samme lønmodtagere vil gøre hvad som helst for at holde fast i deres jobs eller blot overleve.

Og alligevel har disse pakker og programmer ikke hjulpet en pind. Ja - helt forudsigeligt har de endda bidraget til at bremse væksten, som nu i hele Europa er nede på omkring 1 procent og dermed gøre gældsproblematikken næsten uløselig.

Alle indikatorer peger mod en historisk situation med langvarig økonomisk stagnation, stadigt voksende arbejdsløshed og lav samlet beskæftigelse.

Man behøver blot at læse Danmarks Statistiks 10 års oversigt for at få et billede af konsekvenserne af ti års VKO-politik. Favorisering af spekulative investeringer, forbrugsdrevet vækst, faldende opsparing, oppustning af ejendomsværdierne, ekstrem høj privat gældsætning, faldende industriinvesteringer og historisk lav produktivitetsudvikling - og ikke at forglemme en markant stigning i den økonomiske og sociale ulighed.

Det er, hvad den neoliberale kurs herhjemme og i udlandet har præsteret siden den sidste krise i 2001. Og det er den æra, der er forbi og udtømt for egne kræfter til igen at skabe økonomisk vækst.

Men det er også den æra, som VKO absolut ikke har noget alternativ til.

Hverken den såkaldte værdipolitik, en heroisk indsats mod tyranner i fjerntliggende lande eller frygten for at blive offer for finansmarkedernes spekulation mod den danske økonomi kan skjule det faktum, at det eksisterende politiske flertal rent faktisk ikke aner, hvordan det skal bringe landet ud af krisen og skabe den nødvendige økonomiske vækst og tilsvarende arbejdspladser.

Det har mange af de mest vidtskuende erhvervsledere fra industrien for længst erkendt, hvorfor flere af dem længe har indstillet sig på et kompromis med Rød blok. Ikke fordi de forventer at kunne hente det store her, men fordi en vis forventningsafstemning med S og SF kan blive nødvendig, hvis magten skal pilles af finanskapitalens næsten uindskrænkede dominans og føres tilbage til de produktive kapitalfraktioner.

Lignende kampe i kampen kan ses over alt i den vestlige verden, hvilket tydeligst toner igennem i det mere og mere gennemtrængende råb om - vækst.

Langsomt trænger den realitet sig på, at væksten ikke længere kan baseres på et uhæmmet (kreditfinansieret) forbrug. Hvis Vesten stadig skal gøre sig gældende på verdensmarkedet, er der brug for massive investeringer i de produktive områder, forbedret konkurrenceevne og målrettet orientering mod helt nye markedssegmenter.

Hvad der næppe er et tænkeligt scenarie med regeringer, der i den grad har bundet hele deres ideologiske og politiske tankegods op på uhæmmet støtte til finanskapitalen og den neoliberale doktrin.

De mest fremsynede erhvervsledere har indset, at fagbevægelsen skal inddrages - hvor foruroligende det perspektiv end måtte være - og de har indset, at det kun er et spørgsmål om tid, før middelklassen og store dele af arbejderbevægelsen gør oprør mod de forringede levevilkår over alt i Europa.

Tendenserne ses allerede i Spanien, Frankrig og England og har i den grad foruroliget den borgerlige elite.

I det lys er det ikke en historisk begivenhed, at de Radikale og Konservative ved valgkampens indledning ville danne alliance og gøre op med blok- og kontraktpolitikken.

Rent intuitivt har disse to partier indset, at deres historiske redning er en stærk politisk midte, og at de historiske vinde nok peger i den retning, hvis en yderligere politisk og social polarisering også på kort sigt skal undgås.

Den samme diskussion forløber på fuldt tryk i Tyskland, hvor et stort og meget højlydt mindretal i CDU argumenterer for at skifte FDP ud med SPD som samarbejdspartner - hen over midten.

Når det ikke i sig selv er nogen større begivenhed, skyldes for det første, at det længe har været på vej.

Det kunne man allerede læse i kortene, da de Radikale i juni gik med i tilbagetrækningsaftalen, og det hen over sommeren stod klart, at to store politiske blokkes 2020 planer lå i ruiner.

Og for det andet har den tiltagende gælds- og vækstkrise frembragt en helt uforudsigelig politisk-økonomisk situation, der har forvandlet alle langtidsplaner og prognoser til rene gætterier, sådan som S og SF i deres fælles valgudspil formulerer det så smukt; »vi kan ikke forlade os på forhåbninger og bobler som brister«.

Det har givet plads til det nye ’midterudspil’, hvis væsentligste mission er at lægge VKO blokken død og forhindre den røde blok i at blive en praktisk realitet.

Det første er næsten sket definitivt. Det andet står tilbage at gennemføre i løbet af valgkampen og helt sikkert efter, hvis Rød blok ikke kan danne regering uden de Radikale som fast parlamentarisk grundlag.

Scenariet er altså allerede tegnet. Helle Thorning vil som statsminister blive tvunget til dels at forringe og fjerne efterlønnen. Hun kan ikke gribe meget ind i forhold til de store forringelser bl.a. på dagpengeområdet, og hun er stort set låst på hele indtægtssiden, da de Radikale meget klart i mange måneder og nu med tiltagende styrke har afvist skatteforhøjelser.

Så under de nuværende politiske styrkeforhold er det vanskeligt at få øje på et tilstrækkeligt stærkt magtgrundlag til, at en S-SF regering kan gennemføre sin egen politik.

Hvilket kan forekomme ironisk, al den stund de to partiers Fair Løsning i det store og hele bygger på nøjagtig de samme økonomiske præmisser som regeringen og det Radikale Venstre - dvs. den mere eller mindre kompromitterede klassisk liberale doktrin om, at det først og fremmest er udbuddet af arbejdskraft, der skaber vækst - næsten helt af sig selv.

Godt nok aldrig set i virkelighedens verden - men meget omtalt og oven i købet indbygget i de økonomiske regnemodeller, som både blå blok og rød blok henter deres ammunition fra.

Hvorvidt dette scenarie, som nu kan koreograferes over K/R alliancen, passer Helle Thorning og Socialdemokratiet ganske godt eller ej, er ikke op til denne kommentar at vurdere.

Men noget kunne tyde på, at det er indtænkt i S-SF nye fælles valggrundlag »Sammen om Danmark« - styret efter forsigtighedens princip - hvor det allerede i indledningen kan læses, at S og SF ved at stå samlet, kan »række hånden ud til resten af centrum venstre, ind over den politiske midte, til erhvervslivet og til den enkelte lønmodtager«.

Taget for pålydende kan det ikke betyde andet, end at hele rød blok med S-SF som akse, skal indgå i samarbejde med dem på den anden side af midten, ellers giver det ingen mening at skrive; »ind over den politiske midte«.

Og er det ikke lige præcis der, Konservative og Radikale befinder sig - samt de mere fremsynede erhvervsledere i industrien?

Det kunne nok få en og anden til at mene, at valgoplægget sammen med Helle Thornings nys introducerede skatteloft på ca. 17 mia. kr. også er et farvel til en egentlig rød politik, der kan samle S-SF-EL.

Men så simpelt er regnestykket ikke.

For læser man videre i oplægget, vil S-SF som blokkens faste akse gennemføre en politik, der kickstarter økonomien ved at fremrykke offentlige investeringer og gennem øget vækst skabe overskud på statsfinanserne - dvs. mere end lukke det aktuelle hul på 85 mia. kr. - skabe en rimelig fordeling af byrderne (hvad med goderne?) og endvidere satse massivt på uddannelse og forbedret sundhed.

Og så skal de to partiers store grønne vækst politik sættes på skinner. Det er da til at tage at føle på.

Men - og der er selvfølgelig et men - der bliver hverken et løft til uddannelserne, til sundhedsvæsnet, til den kollektive trafik, til uddannelse for de arbejdsløse osv., hvis ikke »pengene er der først«.

Og det er lige præcis her, kardinalpunktet træder frem. For indtægterne skal komme via millionærskat, afgift på aktiehandler, betalingsring om København, et effektivt loft over spekulative pensionsopsparinger, sanering af erhvervstilskuddene mv.

Stort set ingen af de nævnte forslag vil de Radikale være med til, og så kan S og SF’s egen politik ifølge valgoplægget ikke gennemføres.

Det må rent logisk betyde, at S-SF enten satser alt på et bræt for at opnå et parlamentarisk flertal sammen med Enhedslisten for blot at kunne virkeliggøre de relativt beskedne løfter i valgprogrammet, eller også må de to partier i løbet af valgkampen slå ud med armene og bedyre, at de skam gerne ville, men at afstanden til de 90 mandater siger noget andet.

Og så er der jo åbnet op for at række hånden ud - »hen over midten«. At det så kan føre til en afskrivning af EL, kan i den situation kun opfattes som beklageligt om end nødvendigt.

Men lad os antage, at vi befinder os i den bedste af alle verdener, og at S-SF tager deres eget udspil alvorligt. Så er der sådan set kun én vej frem, og det er at gøre klart, at den røde blok er rød, og at de radikale ikke er indregnet, fordi det parti på alle væsentlige punkter ikke vil støtte en politik for progressiv social omfordeling af rigdommen og en politisk styret vækst, som »Sammen om Danmark« lægger op til.

De Radikale vil ikke være med til at forbedre forholdene for de arbejdsløse. De vil selv - hvis ikke andre vil - fremsætte lovforslag om afskaffelse af efterlønnen, og de vil på ingen måde udfordre den liberale ortodoksi, heller ikke hvor det drejer sig om at komme de samfundsødelæggende finansspekulationer til livs.

Så hvor er det lige, at de radikale for ikke at sige de konservative passer ind i »Sammen om Danmark«?

Faktisk har de radikale allerede samme dag, som valgoplægget »Sammen om Danmark« blev fremlagt, skudt alle programmets væsentligste indtægtsforslag ned.

Derfor er der vel kun en vej tilbage for S-SF - nemlig at gøre det klart overfor befolkningen, at så går man resten af vejen sammen med EL for at opnå det nødvendige flertal til at gennemføre den politik, som man selv siger, er uomgængelig, hvis Danmark skal løftes ud af krisen.

Det ville være historisk betydningsfuldt!

Det modsatte vil være at åbne en meget farlig flanke overfor K/R manøvren, der jo som væsentligste motiv har at begrave VKO og svække Rød blok indefra op til og efter valget. Ja - måske oven i købet svække rød blok så alvorligt, at en S-SF regering kun er mulig med både Konservative og De Radikale som parlamentarisk grundlag.

Det vil til gengæld ikke være historisk betydningsfuldt. Det er set før - dog uden SF.

Men på den anden side vil det være historisk betydningsfuldt, hvis det lykkes S-SF at sætte hele perspektivet med en rød blok over styr, fordi man ved konstant at klynge sig til borgerlig politik og undgå et opgør med hele den neoliberale politik kompromitterer selve perspektivet og sætter den brede arbejderbevægelse i en førerløs position.

Det er den egentlige og betydningsfulde historiske konsekvens, hvis S-SF ikke melder klart ud og mobiliserer alt hvad den kan trække for en ren rød regering.

Set i et lidt længere perspektiv - eller blot på den anden side af valgdagen - får en eventuel ’ægte’ rød regering også brug for den mobilisering, hvis den også praktisk skal kunne gennemføre sin politik.

Der vil ikke være megen støtte at hente »hen over midten« eller blandt de såkaldte fremsynede erhvervsledere, og da slet ikke fra den finanssektor, som vil straffe enhver afvigelse fra den knæsatte politik i »konkurrencepagten« ved at spekulere mod kronen og danske værdipapirer.

Og det er lige netop denne konkrete historiske situation og de grundlæggende globale stagnationstendenser, der kan gøre selve valgresultatet historisk betydningsfuldt - også selvom det langt fra er det, som S-SF’s valgoplæg lægger op til.

For når man slutter »Sammen om Danmark« af med at skrive: »Kun en ny regering ledet af Socialdemokraterne og SF kan få Danmark ud af krisen og gennemføre en ambitiøs modernisering«, så råber det til himlen, at der ikke er blot én linje om det internationale perspektiv.

Ikke et eneste ord om et fælles politisk perspektiv for et mere demokratisk og socialt Europa og en fælles vækststrategi på tværs af de nationale grænser.

Ikke et ord om en ændret økonomisk verdensorden på verdensmarkedet og af samme grund ikke et ord om, hvordan den globale vækst realistisk skal sættes i gang.

Ikke et ord om, hvordan finansmarkedernes tyranni og spekulation skal afskaffes og magten igen føres tilbage til produktive investeringer og en reel vækst i samfundsøkonomierne - der skal gøre en ny velfærdstat mulig.

De perspektiver tynger hverken V-K-O eller R, fordi de dybest set aldrig kunne finde på at udfordre markedskræfterne, men for en S-SF ledet regering er de perspektiver livsnødvendige - og også mobiliseringen bag - hvis ikke en kommende rød regering skal tvinges til at føre borgerlig politik enten på grund af valgresultatet eller hvad værre er på grund af markedernes diktat.

I sidstnævnte tilfælde vil valget så have vist sig at være historisk betydningsløst.

Men taberne vil først og fremmest være de store grupper af lønmodtagere, der havde sat næsen op efter det endelig opgør med 25 års konstant afvikling af velfærdsstaten.

Jan Helbak er konsulent i FOA Aarhus og medlem af internettidsskriftet Kritisk debats redaktion, hvor artiklen tidligere har været bragt.