Blå skærm

[Analyse:] Når vi står over for et valg - det være sig et politisk valg eller et eksistentielt valg eller et valg af en vare i supermarkedet - så er det tilsyneladende et frit valg. Vi opvejer fordele og ulemper ved de forskellige muligheder, der viser sig.

Men hvis ikke vi har magt over vores eget liv, over samfundet, over den verden, vi agerer i, bliver valget ikke frit.

Det er ligesom i et computerspil. Du står ved en korsvej, skal du dreje den ene vej eller den anden vej, eller skal du gå lige ud?

Du kan vælge, men du har ikke bestemt, hvad du har at vælge imellem, og du kan ikke overskue, hvad der venter dig af valg forude.

Det valg er allerede foretaget af spillets designer. Du er bundet af spillets regler og struktur.

Anja Westphals valg

I nedenstående filmklip foretager DR’s journalist Anja Westphal et valg:

Hvad er det egentlig vi ser her?

På overfladen ser vi, at Anja Westphal dydigt stiller et spørgsmål til Johanne Schmidt-Nielsen, men midt i svaret får Anja Westphal øje på den konservative minister Brian Mikkelsen og løber efter ham.

Bagved ser vi dog også noget andet. Som den franske filosof Michel Foucault har beskrevet, så har magten i samfundet skiftet karakter, efterhånden som postindustrielle produktion har fået overtaget i kapitalismen:

»Samfundets kontrol med individerne sker ikke kun gennem bevidstheden eller ideologien, men også i kroppen og med kroppen. For det kapitalistiske samfund er biopolitik det helt afgørende, det biologiske, det somatiske, det kropslige«.
(Michel Foucault: »La naissance de la medicine sociale«, udg. 1994).

Anja Westphals dagligdag og liv er styret af et arbejde, hvor man skal være med til at formidle politikeres udmeldinger og reagere på dem. Men midt i pligtopfyldelsen tager hendes krop over.

Den ved, hvad der kræves, for magtstrukturerne findes ikke blot på Christiansborg og i de kapitalistiske virksomheder, men inde i Anja Westphals hjerne og krop.

Magten er biopolitisk og har flyttet sig fra det transcendente plan - eksternt i forhold til produktionen og sociale relationer (myndighederne, staten) - til det immanente plan, den ligger inde i selve relationerne.

Og Brian Mikkelsens magt over Anja Westphals sociale og produktive væren er åbenbart så stor, at hendes krop følger efter ham.

Økonomi

Det samme gælder det forestående folketingsvalg. Du har ni valgmuligheder, men ønsker dig måske flere. I det mindste kunne man forvente, at medierne oplyste vejen for vælgerne, så de ser sig godt for.

Men nej, vi stilles ikke engang over for de ni valg, men to. Der er en rød vej og en blå vej, får vi at vide. Det ville ikke være så værst, hvis der var fokus på de bagvedliggende ideologier og visioner, men det er der kun i meget lille omfang.

Samfundet kontrollerer jo ikke kun via bevidsthed og ideologi, men gennem kroppen, så vi stilles over for noget, kroppen kender til: nødvendighed.

Ideologierne og visionerne trænges i baggrunden til fordel for den økonomiske nødvendighed.

Siden folketingsvalgets udskrivelse har eksperter og politikere sagt, at valget handlede om økonomi. Efter en meningsmåling kunne magasinet RÆSON meddele, at der var konsensus om dette: også vælgerne mener, at valget handler om økonomi.

Men al politik handler (blandt meget andet) om økonomi. Så selvfølgelig findes denne konsensus. For den arbejdsløse handler valget om i fremtiden at kunne få privatøkonomien til at hænge sammen eller blive smidt på gaden, fordi dagpengene ikke længere findes for langtidsledige.

For visse millionærer handler det om at slippe så billigt som muligt fra at bidrage til fællesskabet i form af skat.

Men den økonomiske magt ligger ikke i Folketinget. Den ligger først og fremmest i de privatejede virksomheder. Folketinget kan sikre en ny fordeling af værdierne, og politikerne har magt over den offentlige sektor. Men de er bundet af den kapitalistiske økonomis udsving og kriser samt diktater fra EU.

Aktiespekulanter og virksomhedsejere går derimod til valg hver eneste dag, og de har magt over størstedelen af samfundskagen. Men også de undertvinges spillets regler og strukturer: den kapitalistiske økonomiske nødvendighed.

Derfor bliver et folketingsvalg om økonomi til et valg af en kasserer med hænderne bundne. Hvem er den mest ansvarlige kasserer? Hvem kan lægge et budget? Hvem kan få regnskabet til at holde?

De danske public service medier gør ikke meget for at skabe klarhed over disse forhold. De er selv bundet af den struktur, de agerer i.

Såkaldte eksperter i kommunikation, som ikke nødvendigvis kender noget til idéhistorie, men som selv er bundet af en bestemt tænkning, står frem som valgkampens dommere: hvem vandt i dag? og var det fortjent?

Når det demokratiske valg reduceres til en sportskamp, er det i sig selv et udslag af liberalistisk tænkning.

Konkurrencen er ophøjet til tilværelsens sublime tilstand.

Den blå skærm

Blå Skærm (også kaldet chroma key compositing) er en videoteknik, hvor man kombinerer to billeder til et.

I det forreste lag gøres en farve gennemsigtig (ofte blå - deraf navnet), og så kan man via en blå skærm indføje en baggrund fra en anden optagelse.

Vi ser det oftest i forbindelse med vejrudsigter, hvor vejrmanden eller -kvinden står foran et vejrkort. Vedkommende står i virkeligheden foran en farvet skærm, men vi ser noget andet.

På samme måde kan vi i valgkampen ofte - ikke altid, men ofte - blive vildført af en præsentation og en struktur i kommunikationen, som kan være svær at gennemskue, fordi vi præsenteres for et dobbeltbillede, hvor den blå skærm er gjort usynlig.

Denne virtuelle blå skærm træder for eksempel frem i kommunikationen som strukturer, der netop tilsyneladende stiller os over for frie valg.

Og disse blå strukturer tvinger sig ind i de public service forpligtede redaktioner, hvad enten de selv ser det eller ej.

Hvordan kommer redaktionen ellers frem til, i TV2’s første partilederrunde, at den såkaldte boligpakke er et vigtigt debatemne for vælgerne?

Der er i partilederrunden tale om et dobbeltbillede, hvor præmissen er blå baggrund.

Den politiserende økonom

Den immanente magt i relationerne talte også sit tydelige sprog, da DR2’s Deadline havde inviteret Ole Sohn i studiet for at forklare SF’s økonomiske planer for en ny regering. Hans opposition var en økonom fra den såkaldte tænketank Cepos.

Deadline’s studievært blev fanget af sit valg, ikke nødvendigvis fordi hun var ideologisk forudindtaget, men hun lod sig åbenbart styre af spillets umærkelige regler, da hun tilrettelagde programmet.

Flere gange måtte både Sohn og studieværten bede økonomen om at udtale sig som fagøkonom og ikke som politiker.

Det var et mildest talt pinligt indslag, fordi Ole Sohn ikke fik lov at redegøre for, hvordan han selv mente, at SF’s økonomiske politik hænger sammen.

Den politiserende økonom argumenterede hele tiden imod planen i stedet for at forsøge at få afklaret rimelige spørgsmål.

Men man spørger sig som seer: Hvilken kvalitet havde redaktionen forestillet sig, at en økonom fra Cepos skulle tilføje denne diskussion?

Den eneste særlige kvalitet, en fagøkonom fra Cepos kan tilføje en debat, er den kvalitet, at det liberalistiske synspunkt forfægtes. Hvorfor skulle det det, hvis planen er at oplyse om SF’s politik?

Hvorfor valgte redaktionen ikke en uafhængig fagøkonom, der ikke var ideologisk forudindtaget? Fordi journalister og redaktører i deres fag bibringes en binær virkelighedopfattelse, hvorefter alle udsagn skal modstilles det modsatte udsagn. Det er ikke det samme som kritisk analyse, men en neutralisering af ethvert udsagn.

Dette er blevet en del af stukturen i den offentlige sfære, der sikrer, at den skarpe iagttagelse altid kan sløres og utydeliggøres. Og journalister agerer i denne struktur ud fra de muligheder, de gives.

Det unikke ved indslaget var, at den blå skærm ikke forblev usynlig som ramme om debatten, som den plejer. Redaktionen glemte, at Cepos lever af at blive omtalt, og derfor virkede dobbeltbilledet ikke. Cepos vil eksponeres, og den blå skærm trådte frem.

Danske gidsler

Mere diskret foregår det i andre sammenhænge: Anja Westphal spurgte for eksempel Lars Løkke om hans reaktion på, at de danske gidsler i Somalia er frigivet. Det er vel forudsigeligt, at Lars Løkke er glad på de frigivnes vegne, hvorfor skulle han ikke være det?

Lars Løkke er glad

Men Anja Westphal spørger ikke bare det forudsigelige spørgsmål. Magten træder i karakter i hendes krop, og hendes stemme forlanger at få at vide, hvordan statsministeren følte det, da han hørte om det - han er jo selv familiefar?

Her er tale om villig, følsom eksponering af statsministeren som sympatisk familiefar midt i valgkamp.

Magten ligger i relationen mellem Anja Westphal og statsministeren, og den træder frem i hendes formulering af spørgsmålet: Hun stiller det faktisk slet ikke selv, for det var »det sidste spørgsmål, jeg hørte, inden du trådte ud af elevatoren«, siger hun til ham - næsten undskyldende.

Politikerens valg

Regeringens pointsystem, der skaber barrierer for, at en dansk statsborger kan bo sammen med en udlænding, griber direkte ind i et fundamentalt livsvilkår, kærligheden. For at hindre tvangsægteskaber, har man skabt en struktur, som for de fleste i praksis betyder tvangsadskillelse eller landsforvisning.

Det er biomagt, der er til at tage og føle på, fordi forelskelse hermed i praksis skal godkendes af staten. Magten fremtræder altså i dette tilfælde både som immanent i den forelskedes krop og transcendent som statens lov.

En så vulgær magtudøvelse kan bruges imod magthaveren. For konflikten er åbenbar og nærværende for alle mennesker uanset politiske anskuelser.

Det gjorde en kvinde i valgkampen, da hun konfronterede statsministeren med regeringens pointsystems umenneskelige virkninger ved at placere sin datter i ministerens favn. Altimens hun afkrævede ham et svar på, hvorfor datteren ikke skal have lov til at være sammen med sin far.

Det lille barn i politikerens favn, som almindeligvis placeres dér i valgkampe for at skabe nærvær og sympati, bliver her en anklage. En levendegørelse af, hvad spillets regler og strukturer konkret betyder for en lille piges liv.

Her er det politikeren, der stilles over for et valg. For spillets regler siger, at man ikke skal blive vred og uforskammet, når der er kameraer til stede. Og statsministeren er tydeligvis i konflikt med sig selv om, hvorvidt han skal vise sig børnevenlig og human eller gøre sig til ét med den inhumane struktur, han selv har skabt.

Men han er også fastlåst, fordi hans umiddelbare kropslige reaktion er at tage det lille barn og vise det omsorg og interesse, men hans politik og hans situation i det spil, han deltager i, tvinger hans krop til at være afvisende.

I situationen har han ikke magt over sit eget liv, over samfundet, over den verden, han agerer i. Hans valg er ikke frit.

Fanget

Heller ikke vores valg er frit. Heller ikke den 15. september.

Skulle vi beslutte at nægte at følge spillets regler, simpelthen afvise at være med, er strukturen så gennemgribende og overgribende for vores liv, at vi kommer til at spille en rolle alligevel.

Nægter vi at vælge mellem de muligheder, der er givet, kommer vi til hjælpe dem, vi har mindst sympati med. Og hvis vi vælger dem, vi har mest sympati med, kommer vi til at legitimere spillets regler.

Strukturen tvinger vores krop til handling, for også en befriende lur på sofaen styrker systemet.

Kim Ingemann er kulturredaktør på Modkraft.dk

Se også valgboxen med links om folketingsvalget 2011 og venstrefløjens valg