Demokrati i bevægelse

[Indledning ved Demokratisymposium på Krogerup Højskole, 23. sept. 2011:]

1.

Efter et valg, hvor vi har kunnet skifte én regering ud med en anden, kunne man godt mene,
at vi har et demokrati, der fungerer. I en liberal tradition er det nemlig valghandlingen, der
tæller.

I en republikansk tradition handler det imidlertid mere om det politiske fællesskab
og deltagelse i den politiske proces – og her er det ikke så indlysende, at vores demokrati
fungerer.

Medlemskab af politiske partier er fx faldet drastisk – og den politiske samtale i
Hal Kochs forstand er næsten tørret ud. Eller den har ændret karakter i en sådan grad, at den
ikke mere ligner en samtale.

2.

Derfor har kritikken også anført, at den politiske kultur er i forfald: den er overfladisk,
useriøs, præget af spin, meningsmålinger og med enorm magt til medierne og politiske
kommentatorer.

Den folkelige deltagelse er overdraget til medierne – og politikernes
prestige er i frit fald. Det mener i hvert fald 57 pct. af de udspurgte i en undersøgelse fra
foråret 2011.

I den samme undersøgelse mente 63 pct. at den politiske debat er blevet
useriøs. Så kritikken er ikke bare akademisk, den har bred dækning i befolkningen.

3.
Tim Knudsen har skrevet en indsigtsfuld bog om det moderne demokrati (Fra folkestyre til markedsdemokrati. Dansk demokratihistorie efter 1973, Akademisk forlag 2007) – han kalder det
et markedsdemokrati.

Pointen er, at vores politiske demokrati fungerer helt på markedets
præmisser, hvor vælgerne er forbrugere – politikerne sælgere, de politiske budskaber er
løfter, der skal sælges for at sikre politikerne magten. Alt pakket ind i et mediecirkus af
populisme, kontrakter, taktik og spin.

4.
Analyserne er sikkert rigtige, og det er alvorligt nok. Men udfordringerne er sådan set endnu
større end alene at rette op på en politisk kultur i forfald.

Det drejer sig om udfordringer,
vi står over for som bæredygtigt samfund – kan vores politiske demokrati leve op til et
krav om i det mindste at konfrontere disse udfordringer? Kan vores system også gå ind i en
egentlig løsning af problemerne, når den koster – både velfærd og stemmer?

5.
De udfordringer, vi står over for, handler om reelle og dybtgående kriser i vores samfund – i
Danmark og internationalt.

Nævnt her fx økonomi og en international markedskapitalisme,
der mere og mere tager magten fra samfundene og kører sin helt egen politik, om
miljøproblemer, der i det netop overståede valg stort set ingen rolle har spillet – selvom
alle ved, at vi står over for en katastrofal udvikling med global opvarmning og CO2 udslip,
om energiproblemer og dermed nødvendige ændringer af hele vores forbrugsmønster,
om EU og vores nødvendige afgørelse af, hvordan og hvor meget vi skal indgå i et fælles
europæisk projekt.

For ikke at tale om truslerne mod det åbne, demokratiske samfund - og
konsekvenserne i retning af indskrænkninger i den personlige frihed.

I stedet for en debat af
de dybt alvorlige problemer har vores politisk-parlamentariske system fokuseret på noget,
der ligner overfladiske og temmelig kortsigtede problemer.

6.
Men er et parlamentarisk demokrati ikke i stand til en seriøs løsning – af angst for at støde
vælgere fra sig? Den type af overvejelse får en erhvervsmand som Asger Aamund til at
mene, at folkestyret reelt spiller fallit: et flertal, der ikke laver noget, kan stemme sig til de
penge, der tilhører det mindretal, som arbejder. Demokratiet fungerer i opgangstider – når
der er tilbagegang, skal der et andet system til, sådan synes han at mene.

Hans opfattelse
ligger meget tæt på den konklusion, at vi skal opgive demokratiet i den form vi kender det,
det evner nemlig ikke at løse problemerne.

7.
Kresten Schultz Jørgensen skrev faktisk i 1997 en bog med undertitlen: » - da danskerne opgav
demokratiet« (Det sidste menneske – da danskerne opgav demokratiet. Fremad 1997).

Tesen er, at demokratiet er i krise, men her handler det om selve politikken,
der er i gang med at forsvinde ud af folkestyret: det politiske demokrati forsvinder ind
i bureaukratiets lukkede rum mellem embedsmænd og teknokrater – eller overlades til
kommercielle markedsinteresser.

Resultatet er en stigende afstand mellem den poliske elite
og landets borgere – og stigende politikerlede. Det politiske fællesskab opløses for øjnene af
os.

Derfor skal vejen ud af krisen findes i en modernisering af dette fællesskab.

8.

Konferencen i dag på Krogerup handler om denne krise – og om den vision vi kan øjne som
vejen ud af krisen.

Vi erkender, at demokratiet er i bevægelse – og sådan skal det være. Det
hænger både sammen med ændringer i hele mediekulturen og med den internetbaserede
globalisering.

Det hænger også sammen med, at Danmark som suveræn stat – småstat - er
på vej til at opgive sin tidligere selvstændighed til fordel for en total økonomisk integration
med de enorme markedskræfter, vi er omgivet af og en del af.

Derfor kan demokratiet
næppe blot fortsætte som hidtil i gamle trådte stier, hvor forsamlingshuset omplantes til et
mediebaseret Højlunds forsamlingshus, hvor vi lader os underholde – og bagefter stemmer
om, hvem vi bedst kan lide.

Kan demokratiet revitaliseres? Kan vi skabe nye demokratiske
fællesskaber? Eller er vi i gang med at afskaffe demokratiet?

9.

En ung fransk filosof, Cynthia Fleury har skrevet en tankevækkende bog om det, hun
opfatter som den demokratiske depression.

Bogen hedder La fin du courage – Det er
slut med modet – den er fra 2010 og var omtalt i Information den 6-7. august 2011. Hendes
pointe er, at demokratiets tilstand kan sammenlignes med tilstanden hos et enkeltindivid,
der befinder sig i en dyb depression. Individet er gået i stå eller endt i afmagt.

Sådan er det
også med demokratiet, siger hun. Hendes vej ud af den depressive tilstand er at holde den
demokratiske debat i live – det skal ske ved, at vi finder modet igen, det personlige mod
og det kollektive mod – vi skal skabe en »modets etik«, der kan holde vores institutioner i
live.

Vi skal, siger hun, genrejse den demokratiske samtale – den kan aldrig kun handle om
at snakke efter munden, at bygge mure op omkring sig selv eller rage til sig selv. Samtalen
handler om en politik, der skaber visioner – ud fra et demokratisk mod til ærligt at tale om
det nødvendige.

10.
Vi skal i dag nå rundt omkring nogle af disse problemstillinger – ikke for smart at pege
på de »rigtige løsninger« eller ride kæpheste, snarere for at uddybe spørgsmålene – og på
den måde nærme os en fornemmelse af retningen for vores demokrati i bevægelse.

Vi gør
det ved at fokusere på fire temaer: det repræsentative demokrati, demokrati og sandheden,
demokrati og retfærdigheden og demokrati og kunsten.

Inden for alle temaerne med vidende og engagerede oplægsholdere – og for hvert tema med en efterfølgende »debat på tovet«. Det lyder som en direkte henvisning til Hellas, Sokrates og den græske bystat og ikke
mindst til samtalen.

Og det er ikke forkert, sådan er det: vi skal i dag ikke kun påhøre eller
have forklaret – vi skal deltage og lytte til hinanden. Det lyder måske lidt opstemt, men lad
os blot med den græske arv in mente have for øje, at vi ikke alene skal fylde dagen med
monologer – også med dialoger.

Det er både en mulighed og en forpligtelse, hvis vi vel at
mærke vil den demokratiske deltagelse. Det tror vi på.

Per Schultz Jørgensen er professor i socialpsykologi og medindkalder af et demokratisymposium på Krogerup Højskole, der afholdes den fredag den 23. september 2011.

Artiklen er Per Schultz Jørgensens indledningstale ved symposiet.