Annonce

FagligtArbejderbevægelsen og arbejdskamp
1. oktober 2011 - 21:57

Scandlines dumper lønnen i det baltiske hav

En overraskende melding om at en af to nye færger skal sejle under tysk, og ikke dansk flag, fik tirsdag servicepersonalet på Gedser-Rostock ruten til at nedlægge arbejdet.

Udsigten til at Scandlines vil skære 100 danske ansatte på ruten væk, fik bægeret til at flyde over. Arbejdspladserne skal besættes af tyske skibsarbejdere. Lokale frygter arbejdsløshed mens fagforeningsfolk er nervøse for lønkapløb mod bunden og udsigt til udflytning af danske arbejdspladser.

Scandlines flytter ud

Scandlines planer om at registrere den ene af to nye færger under tysk flag kommer sandsynligvis til at koste 100 arbejdspladser i Gedser. Planen er at skibet i stedet skal sejle med tysk besætning, under tysk overenskomst og til tyske lønninger. Ændringen vil betyde at Scandlines kan skære i lønudgifterne.

JPEG - 39.1 kb
De ansatte på Gedser-Rostock rute er presset.

Imens breder frygten sig hos falstringerne i Gedser. Scandlines er en vigtig arbejdsplads i byen, der beskæftiger mange. Tabet af arbejdspladser vil få en i forvejen høj ledighed til at blive endnu mere uoverskuelig. 100 fyringer er et hårdt slag for et i forvejen trængt lokalsamfund.

Udflytning af arbejdspladser

Situationen omkring Scandlines tegner imidlertid konturerne op, for endnu en branche hvor gode arbejdspladser bliver tabt til udlandet, hvor lønnen er lavere og arbejdsforholdene dårligere. Situationen er lig den i slagteribranchen, hvor tusindvis af arbejdspladser de seneste år er blevet flyttet fra danske slagterier og til lavtløns-sektorer i bl.a. Tyskland og Polen.

Faglig sekretær i 3F Mattias Tesfaye, der til daglig beskæftiger sig med østeuropæisk arbejdskraft i Danmark, er nervøs ved udflytningen af arbejdspladser til tyskland.

- Vi har gennem flere år set at danske arbejdsgivere bevidst spekulerer i at mindske deres lønudgifter, ved at flytte arbejdspladser ud af landet. Det skaber store problemer, især for udkantsområderne, hvor mange af de ufaglærte jobs er. Det understreger nødvendigheden af at styrke det internationale samarbejde med særligt tyske fagforeninger, siger han.

Lønpres over landegrænser

Imidlertid tegner Scandlines udflytning også konturerne af en anden dyster tendens, nemlig muligheden for at skabe en form for lønpres, der breder sig over landegrænser.

- Udflytningen af arbejdspladser er også en indirekte trussel mod de tilbageværende danske arbejdere. Der ligger underforstået i registreringen af et enkelt skib under tysk flag at ’hvis I ikke holder lønnen i ro eller accepterer lønnedgang, så flytter vi resten af arbejdspladserne til Rostock, forklarer Mattias Tesfaye.

På denne måde har man i andre brancher allerede presset arbejdere til lønnedgang. Truslen om at miste arbejdet, når udsigterne til et andet job, er alt andet end lyse, er et effektivt våben for arbejdsgiverne. Således er konflikten mellem de strejkende Scandlinesarbejdere og selskabet endnu et kapitel i historien om lønræset mod bunden og udflytningen af danske arbejdspladser.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce