Atomar loyalitet

Der var nok en del, som oplevede verden før Reykjavik-topmødet i 1986, der ikke tænkte særligt meget på udsigten til, at NATO og Warzawapagten afsendte deres atomvåben mod hinanden. Men det gjorde jeg.

Jeg havde allerede i 1971 – dengang var jeg otte år - indledt et liv med forestillinger om menneskehedens
undergang i eksplosioner, ild og strålesyge, da en ung soldat, som var på besøg hos familien, i beruset
tilstand fortalte, hvad han vidste om atomvåbnenes rolle i den kommende krig.

Som andre magtesløse
børn fortrængte jeg det meste af tiden min rædsel, indtil jeg i 1977 fik muligheden for at gøre noget,
da skolebladet, som jeg redigerede, modtog et læserbrev, der protesterede mod neutronbomben.

Neutronbomben havde med en lille sprængkraft og omfattende stråling den forbløffende evne til at dræbe
alt levende – og skåne alle kapitalværdier. Et umenneskeligt våben.

Offentliggørelsen af det læserbrev
betød, at skolens inspektør inddrog bevillingen til bladets udgivelse. Loyalitet over for vores partnere i
NATO oplevedes nok af inspektøren som for betydningsfuldt.

Test af Pershing II-rakat juni 1983. Foto: U.S. Airforce.

Jeg gik til demonstration mod neutronbomben og begyndte at læse mere om atomvåbnenes udvikling og
betydning – og så kom jeg lidt hovedkulds i gymnasiet, hvor jeg var med til at danne en fredsgruppe.

Jeg
var ikke særlig dygtig i gymnasiet, men jeg var meget politisk på den kommunistiske propagandamåde, der
forlanger opmærksomhed fra andre.

Fredsgruppen afbrød undervisningen med guerilla-teater for at få de
andre elever med i protester mod dansk støtte til nye missiler af typen Pershing II og Cruise.

Jeg var også
aktiv i elevrådet, og vi ville have bedre plads, så vi synes der skulle bygges et nyt gymnasium i nærområdet.

Vi var et par stykker som til 1. april lavede et falsk brev, en aprilsnar, hvor undervisningsministeriet
informerede os om overflytningen af elever fra et nabogymnasium, som angiveligt var ramt af husbukke.

Vi fik hele skolen til at samles inden jeg sagde aprilsnar og vi fremlagde så en udtalelse, der krævede
gymnasieudbygning.

Men rektor afbrød forsamlingen, inden udtalelsen kunne komme til afstemning. Han
ville ikke være med til at kræve øgede udgifter til undervisningssektoren i en situation, hvor Danmark var
nødt til at prioritere loyalitet over for vores partnere i NATO og EF.

Jeg gik til studentereksamen og klarede det overraskende godt. Til eksamen i samfundsfag trak jeg et
materiale om atomvåben, hvor jeg kunne trække på min detaljerede viden om NATO’s forsøg på at udvikle
evnen til at udslette Warzawapagtens atomvåben, inden de blev afsendt ved at udstationere ekstremt
hurtige og radar-usynlige våben som modsvar på den forkortede varslingstid ved de nye sovjetiske SS-20
missiler med fast brændstof, der erstattede missiler, som med flydende brændstof krævede et timelangt
varsel forud for deres affyring.

Det var vist lidt teknisk, men eksaminator og censor lod sig i hvert fald
imponere.

Blandt mine lærere var der også en tidligere ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste. Han har
mange år senere løst en gåde for mig. Jeg blev nemlig efter studentereksamen fritaget for værnepligt uden
session.

Det blev jeg, fordi min loyalitet over for NATO var så mangelfuld, at det ikke ville være fornuftigt at
lade mig færdes blandt værnepligtige soldater. Sådan slap jeg for at blive militærnægter.

Jeg gik til flere demonstrationer og masser af møder – nogle af dem var indkaldt af min mor, som var
formand for den lokale fredsgruppe.

USA’s præsident havde ved en mikrofonprøve udstillet sit sjæleliv
for omverdenen ved at annoncere et atomkrigsunderstøttet evigt forbud mod kommunisme.

Hans
drøm blev mine mareridt. Jeg fastholdt nogenlunde fornuften, fordi der var søde fredsaktivistiske piger, som også synes jeg var sød, - og fordi der viste sig et flertal i Folketinget uden om udenrigsministerens
betingelsesløse opbakning til NATO.

Det flertal stillede som betingelse for opbakning til nye NATO-
atomvåben, at NATO-landene også skulle arbejde politisk for våbenbegrænsning og nedrustning –
og således fødtes et håb om atomvåbenfrihed og afskaffelse af atomvåben.

En ny statsleder kom til i
Sovjetunionen, og han satsede også på det samme spor – af særlig betydning var, at han i 1985 stoppede
for sit lands prøvesprængninger af nye prototyper på atomvåben.

Det lagde et vist pres på modparten i
USA, hvis atomvåben jo siden 1945 havde haft et teknisk forspring, om at gøre noget tilsvarende.

USA’s
præsident ville ikke umiddelbart være med til at stoppe sprængningerne, men der blev åbnet for dialog
– og den dialog ledte til et verdenshistorisk gennembrud den 11. oktober 1986.

Gorbatjov og Reagan, Rejkavik 1986

På denne dato mødtes
statslederne fra USA og Sovjetunionen, Reagan og Gorbatjov, i et lille hus i Islands hovedstad og blev enige
om, at det ville være bedst for verden, hvis der slet ingen atomvåben var.

Detm som min inspektør, min
rektor og mit forsvar ikke havde kunnet forestille sig, blev med et slag en fremtidsplan, som de mænd, der
havde magten over atomvåbnene, godt kunne forestille sig.

Det betød, at der var helt i orden at kræve
nedrustning. Jeg var ikke længere illoyal, når jeg aktionerede for at modarbejde atomvåbnene.

Der var derefter så meget medvind, at ungdomsfredsinitiativet Next Stop Nevada, som jeg var med til at
stifte, i stor stil blev inviteret indenfor på landets skoler og arbejdspladser, også selv om vi krævede, at
vores NATO-partner USA skulle følge det sovjetiske eksempel og lade være med at udvikle nye atomvåben.

Vores udenrigsminister og hans støtter kunne ikke modarbejde os, da vi samlede rejsepenge ind og
drog talstærkt af sted til prøvesprængningsområdet i Nevada, for selv USA’s præsident mente jo, at alle
atomvåben burde fjernes.

Vi i fredsbevægelsen var loyale over for det fælles ønske om en atomvåbenfri
verden.

I efteråret 1987 oplevede verden så, at atomvåbennedrustning var mulig. En hel klasse af atomvåben,
landbaserede mellemdistancemissiler, blev gjort ulovlige gennem en aftale mellem Reagan og Gorbatjov.

Det var en god begyndelse. Vi var så en del, måske lidt teknisk fikserede aktivister (Greenpeace udviklede
den mest vedholdende platform på dette felt), som mente at næste stop måtte være de søbaserede
missiler.

Det var imidlertid et område, som vores NATO-partner USA sådan på kort sigt mente burde
være friholdt for både våbenbegrænsning og nedrustning. Den oplagte forklaring var, at den amerikanske
atomslagstyrke var meget overlegen både i antal og præcision.

Forslaget om at gøre Norden til et
atomvåbenfrit område kunne jo i den anledning bruges som pression; USA’s regering burde modtage
klare signaler om, at disse missiler også blev omfattet af forhandlinger.

I Danmark kunne vi bidrage ved at
give en besked til de NATO-skibe, der lagde til i danske havne, om at vi ikke ønskede anløb af atomvåben.

Jeg var i USA’s hovedstad forud for underskrivelsen af den første aftale om nedrustning – også fordi jeg
bejlede til en sød ansat i en fredsorganisation (min nuværende kone).

I den forbindelse havde jeg et par
interessante samtaler med en tidligere kaptajn for en atomubåd, James T. Bush, som mente, at det ville
kunne lægge et virkningsfuldt pres på den amerikanske regering, hvis den danske regering gav besked
til amerikanske skibe om, at Danmark ikke ønskede anløb af skibe med atomvåben ombord.

Jeg lavede
et egentligt interview med Jim Bush og kom hjem til Danmark med en fin lille artikel, som jeg forsøgte at
afsætte til den socialdemokratiske presse.

Jeg opsøgte redaktøren på Aktuelt, Steffen Gram hed han, men
han synes min artikel var »for kontroversiel«. Dermed mente han sandsynligvis, at den ikke var loyal nok
over for vores NATO-partner.

Artiklen gav jeg derpå til det kommunistiske dagblad Land og Folk, hvor den
blev offentliggjort (27/11 1987).

Gorm Gunnersen taler ved en amerikansk demonstration mod nye atomvåben i starten af 1987. Privatfoto.

Danmark havde imidlertid en karismatisk og visionær socialdemokratisk statsministerkandidat, som i
foråret 1988 uden om regeringen samlede et flertal i Folketinget bag et krav om at afsende en besked om
Danmarks atomvåbenfrihed til alle krigsskibe med ønske om at anløbe danske havne.

Det opfattede den
siddende statsminister som illoyalt i uacceptabel grad, så han gjorde spørgsmålet til et kabinetspørgsmål og
udskrev valg.

Da valget blev udskrevet, sad jeg i en næsten tom tilhørerloge sammen med min politisk interesserede
amerikanske kæreste. Jeg havde en klar fornemmelse af, at statsministeren ikke ville rette ind efter
flertallet og ville i den anledning vise min tilkommende, hvordan parlamentarismen fungerede.

Og jeg
bedyrede efterfølgende fejlagtigt, at den socialdemokratiske statsministerkandidat, når han havde vundet
valget ville kunne danne en regering, som ville arbejde for atomnedrustning – også til søs.

Og ja, Svend
Auken vandt valget (Socialdemokratiet fik 38 procent af stemmerne) – og ja det flertal, som stod bag beslutningen
om at håndhæve et atomvåbenfrit Danmark var der stadig efter valget.

Hurra tænkte jeg, nu kan mit
land give et vigtigt bidrag til visionen om en atomvåbenfri verden. Men den vision var der så et parti fra
flertallet, der ikke var loyale over for.

De viste sig mere loyale over for visionen om ministerposter – og
således fik det Radikale Venstre effektivt stoppet for den aktive danske politik for at fremme afskaffelsen af
alle atomvåben ved at reducere alt til løse hensigtserklæringer.

Loyaliteten over for NATO-partneren USA
var større end loyaliteten over for det vælgerkorps, der havde genvalgt det nedrustningsvenlige flertal.

I årene efter fulgte Warzawa-pagtens sammenbrud. Det foregik forholdsvist civiliseret.

Det ville det
sandsynligvis ikke have gjort, hvis der ikke i slutningen af 1980erne allerede var aftalt en betydelig
afspænding og nedrustning med NATO-landene.

Massedødsmissilerne Pershing II og SS20 omdannet til museumsgenstande på National Aerospace Museum. Foto: Ryan Somma/Flickr.

Men nedrustningen blev efter store fremskridt i starten af
1990’erne sat på vågeblus. USA havde nu et egentligt globalt atomart overherredømme – først og fremmest
i kraft af den søbaserede atomslagstyrke.

Visionen om en atomvåbenfri verden levede lidt hengemt i
1990’erne, nok fordi NATO-landene oplevede sig som usårlige.

USA var nu så teknisk overlegne, at landet
som det eneste kunne designe nye atomvåben gennem virtuel testning.

Frankrig fik dog ret dårlig presse,
fordi landet forsøgte at følge med den tekniske udvikling gennem faktiske atomprøvesprængninger under
en atol i Stillehavet.

Og Ruslands atomslagstyrke begyndte at ruste og mange russiske atomteknikere solgte
sig til andre lande for højeste bud.

Flest gik til USA, men en del fandt vej til lande som Pakistan og Indien.
Atomvåbnenes arkitekter viste sig mest loyale over for efterspørgslen på deres arbejdskraft.

Ikke-spredning af atomvåben blev en stigende bekymring. Der er jo kun et land i verden, som har haft
atomvåben og som ikke har det mere. Med apartheids fald i Sydafrika 1994, elimineredes også landets
atomvåben.

Det kunne jo give den nærliggende tanke, at den globale økonomiske apartheid mellem
den først og den tredje verden faktisk også understøttes af atomvåben.

Det er atommagter, som sidder
i FN’s Sikkerhedsråd og stopper politik, der sigter på større lighed mellem landene. Lande, der ikke
har atomvåben, risikerer også at blive erobret af atommagterne således som tilfældet Irak tydeligt
demonstrerede.

Det er forståeligt, at præstestyret Iran satser på at få atomvåben og diktaturet Nordkorea
udbygger sine. Disse lande ønsker ikke at lide samme skæbne som Saddam Husseins atomvåbenfrie land.

Ønsket om at stoppe spredning af atomvåben er derfor tæt forbundet med kravet om, at alle magter
med atomvåben skal nedruste – også det som har den overlegne atomslagstyrke.

Uden visionen om at
fjerne alle atomvåben er det ikke muligt at styrke og udbygge de bindende aftaler om ikke-spredning af
atomvåben.

Men heller ikke den nye regering har i sit grundlag forbundet ikke-spredning af atomvåben
med visionen om at gøre alle atomvåben ulovlige.

De siger klart og utvetydigt fra over for Irans forsøg på at skaffe sig atomvåben – og det er fint. Men de siger ikke klart og utvetydigt fra over for fortsat at true Iran
med atomvåben. De er tydeligvis loyale over for NATO-partnerne.

Et andet vigtigt område, hvor Danmark kan gøre en afgørende forskel, er at skabe et afrustet Arktis –
uden adgang for atomvåben. Det er med i regeringsgrundlaget, men også her er det vattet.

Hvis målet
helt klart var et Arktis uden atomvåben, ville det være noget som vi ville opnå gennem dialog, men vores
partnere er inviteret inden for i en dialog om målet.

Det er tydeligt at den for atomnedrustningen ekstremt
dynamiske historiske proces, som startede med topmødet i Reykjavik den 11. oktober 1986 og som for
Danmarks vedkommende sluttede 20 måneder senere med regeringsdannelsen den 3. juni 1988, ikke
helt er genoplivet med det nye regeringsgrundlag.

Det er tankevækkende, at visionen om at afskaffe alle
atomvåben ikke er med i grundlaget. Det kunne måske ligefrem opfattes som illoyalt over for den siddende
Obama-regering i NATO-partneren USA, der jo i fuld offentlighed har sat sig dette langsigtede mål.

Men
den vedholdende amerikanske udvikling af nye atomvåben er jo nok den mere skjulte praksis, som kræver
partiernes loyalitet, for at de kan være regeringsduelige.

Jeg ser stadig ingen grund til at være loyal over for lande, der truer andre lande med deres atomvåben.

Hvis
historiens hjul skal dreje fremad må alle lande og også NATO uforbeholdent afskrive folkemordet som en
mulig trussel mod vores naboer.

Det kræver et forbud mod alle atomvåben.

Gorm Gunnarsen er medlem af Enhedslisten, har en ph.d. i historie og underviser på Christianshavns Gymnasium i København.