Annonce

FagligtArbejderbevægelsen og arbejdskamp
14. oktober 2011 - 20:07

Rengøringsfolk fyres efter udlicitering

3F går nu ind i sagen om fyringer af ni rengøringsassistenter på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet efter, at selskabet Allianceplus pr. 1. september har overtaget rengøringen.

»De resterende cirka 30 rengøringsassistenter er blevet forvist fra normale opholdslokaler til et stort rengøringsrum i kælderen. Her er rør, muglugt, kulde og spyfluer ubehagelige følgesvende«, skriver 3F.

– De er blevet sagt op fra Panum, da det nye selskab vil reducere antallet af timer, der bliver gjort rent og samtidig sætte timeprisen op, siger Søren Møller, som er fællestillidsrepræsentant for rengøringsassistenterne på Københavns Universitet til Universitetsavisen.

JPEG - 69.4 kb
Dårligere og dyrere. Tillidsfolkene er ikke imponerede over universitetets beslutning. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Ledelsen af fakultetet udliciterede i slutningen af juni rengøringen til det private rengøringsselskab på trods af, at fakultetets egen rengøringsafdeling i deres kontrolbud tilbød en bedre og billigere løsning.

– Nu har vi tilsyneladende et firma, der hurtigt vil tjene nogle penge. Og så skal de tilbageværende til at løbe stærkere, fortsætter Søren Møller.

Han tilføjer, at selvom der er færre færre folk til at gøre rent, skal firmaet have 843.000 kroner mere årligt for at klare opgaven end fakultets egen rengøringsafdeling.

Det giver fakultetet en ekstraregning på i alt cirka fire millioner kroner over de fem år, kontrakten løber.

Samtidigt med fyringerne fortsætter netop sagen i Klagenævnet for Udbud. LO har på vegne af 3F klaget over Panum-ledelsens tilsidesættelse af kontrolbuddet. Senest har LO indsendt sin såkaldte replik til nævnet. Københavns Universitet skal nu svare, inden Klagenævnet kan afgøre sagen.

Læs mere i universitetsavisen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce