Tabuer skal knækkes

[Kommentar:] Tyrkiske intellektuelle, journalister og skribenter fra mainstreamaviserne har endnu engang fået blod på tanden.

Mens den næststørste NATO-hærs kamp imod »terror« i fortrinsvis kurdiske områder har brødfødt en ufattelig investeringsmølle i snart 30 år, har musketererne i pressen retorisk sørget for vand på møllen.

I dag er skræmmekampagnen så etableret og forankret, at samfundstilstanden bestemmes af hvad stjernekolumnisterne skriver, mens at ethvert forsøg på at skabe rum for forsoning mellem den kurdiske befolkning og staten støder på en mediemur af paranoid terror-refleks.

Om morgenen den 19. oktober vågnede Tyrkiet op til en dag, som de fleste havde troet var skrinlagt i historiens dunkle sider.

Den tyrkiske hær var over natten blevet angrebet og havde lidt stort, da kurdiske krigere i området omkring Cukurca-provinsen ved grænsebyen Hakkari i det sydøstlige Tyrkiet havde slået til mod 18 politi- og militærposter.

Mens generalstabschefen over sin hjemmesiden meddelte et tab på 24 døde soldater og 18 sårede, læste man i kurdiske medier en udmelding om op mod 100 døde soldater.

Senere blev dette tal korrigeret af HPG (Folkets Forsvarsstyrker), der er den bevæbnede gren under Kurdistans Arbejderparti (PKK) til 81 døde soldater og et ukendt antal sårede.

Spørgsmålet om, hvad der er sandt, og hvad der er sludder, blev ikke mindre af, at den nationale besættelsesceremoni af de døde soldater blev afblæst.

Endnu engang var avisforsiderne malet røde med tyrkiske flag og brølet på hævn aldrig større.

Landets førende aviser som Zaman, Taraf og Hürriyet, som også er kendte for tætte forbindelser til regeringskorridorerne, krævede fordømmelse af »terroren«, og at regeringen skulle til at gøre sit arbejde.

Præsidenten var heller ikke lang tid om at komme med en fordømmelse, hvor han udtalte at hævnen »vil være umåleligt stor«.

Samtidigt startede en massiv antikampagne mod det pro-kurdiske parti i parlamentet, BDP (Fred og Demokrati Partiet) for at være medskyldig i »terror«.

Modsat de tyrkiske medier valgte vestlige medier en mere mild tilgang til at beskrive angrebet.

I stedet for de traditionelle betegnelser om »kurdiske terrorister« valgte Reuters og AP at bruge udtryk som »kurdiske krigere«.

Øjeblikkeligt var en gruppe tyrkiske bank- og forretningsfolk med tætte forbindelser til AKP-regeringen ude med en udmelding om, at de fremover vil tage afstand fra og ikke udtale sig til Reuters.

De forventede af Reuters at fremover ville beskrive de kurdiske oprørere som terrorister.

Det er gammel vin på nye flasker, når aviserne maler fanden på væggen og stiller krav om en større indsats i bekæmpelsen af terror. På linje med røsterne fra det ekstreme højre, har medierne taget patent på, hvordan staten og militæret skal takle uroen i de kurdiske områder.

Hvorvidt medierne følger anvisninger fra den dybe/synlige stat, eller om de følger en selvstændigt mediedagsorden, er fuldstændigt underordnet. Udfaldet er i praksis at det godkender en større militære indsats fra de tyrkiske militærs side, og at de stempler enhver stemme imod det som udtryk for enten støtte til eller terror i sig selv.

Når kurdere er ude på gaderne i protest mod tilfangetagelse af hundredvis folkevalgte politikere eller i protest mod fornægtelsen af kurdisk som muligt sprog i undervisningen, så er medierne på banen igen med deres ”terror”-maskineri. Et maskineri som fremprovokerer reaktioner i et samfund med endnu ikke helbredte sår, der så stiller krav om mere undertrykkelse, mere fornægtelse og flere angreb på de kurdiske stemmer – i retskorridorerne og i helt samfundet.

Derefter følger krigsmaskineriet trop, og resten er historie.

Det debatteres til stadighed om det, der for den nogle anskues som terrorister, for andre er frihedskæmpere. Det er en populær diskussion, hvor det er komplet umuligt, at få enderne til at mødes.

Definitionerne i EU’s og USA’s love om beskyttelse mod terror og afledningerne heraf rundt omkring i verden kvæler ethvert forsøg på at åbne op for emnet.

Ofte er der for eksempel intellektuelle vest fra floden Eufrat eller centralt i Bruxelles, som smider fløjlshandskerne og åbner øjnene op for en blodgydende tyrkisk-kurdisk virkelighed.

Når disse anmoder den tyrkiske stat om at give kurderne de samme rettigheder, som Recep Tayyip Erdogan i Vesten kræver for Palæstina, er de tyrkiske medier på banen igen: »Støtter I terror?«

Pressen i Tyrkiet har taget et kvælertag på den politiske udvikling.

Dette benyttes på den ene side af den tyrkiske premierminister Erdogan som en magtfaktor i etablering af et neo-osmannisk rige. Og på den anden side bliver aviserne en dagsordensættende aktør, som ofte afgør debatten i det tyrkiske parlament, før dørene åbnes op for de folkevalgte.

Medierne læner sig op ad den vestlige lovgivning, som forbyder PKK, ofte med henvisning til Vestens såkaldte terrorlister.

En mulig vej for en holdbar diskussion er at fjerne PKK fra terrorlisten, legitimerer og derved sætte navn på de allerede eksisterende forhandlinger, som føres medllem Abdullah Öcalan og den tyrkiske stat, samt sætte en stopper for krigsmaskineriet.

Hvis pressen ikke længere retorisk set kan terrorstemple processen og hvis tabuerne kan knækkes, står løsningen for snuden af os alle, selvom den er en torn i øjet på mediebaronerne.

NeNecati X. Kaya er uddannet civilingeniør og i gang med en PhD-afhandling.