En drøm om mindre velfærd

Den økonomiske model, DREAM er ikke en neutral, »videnskabelig« beregningsmodel, som kan anvise de rigtige prioriteringer.

Den er liberalistisk og burde forsynes med selvlysende advarselsmærker: Begrænset anvendelse! Forudsætter ligevægt overalt! Må ikke benyttes til kortfristede prognoser eller konklusioner om den offentlige sektors optimale størrelse.

Hvis man fulgte Dream-modellens anbefalinger, ville velfærdsstaten blive helt afmonteret og erstattet af en minimalstat uden sikkerhedsnet eller offentlige velfærdsydelser.

Modellen består af flere dele. En bogholderi-del som skønner over, om den offentlige sektor er solvent på langt sigt. Og en markeds-model som beregner beskæftigelsen, BNP, indkomst mm.

Den gennemgående antagelse er, at markedsmekanismen er konge. Stok og gulerod, lyst og ulyst og udbud og efterspørgsel skaber ligevægt overalt i samfundet. Ligevægtene kommer af sig selv, bare markedsmekanismen får lov at virke. Incitamenter i form af stok og gulerod er derfor både nødvendige og gavnlige.

Disse antagelser går stik imod velfærdsstatens grundtanke. Velfærdsstatens opgave er at regulere markedskræfterne og på visse områder sætte dem helt ud af kraft, fordi markedet ellers ville føre til for meget ulighed og for stor usikkerhed.

Begrundelsen er primært politisk, men også fagøkonomisk, fordi private individuelle løsninger kan blive dyrere end en kollektiv ordning - fx når det gælder sundhed og uddannelse.

Ikke desto mindre benytter De økonomiske vismænd, Finansministeriet/regeringen og de mange regerings-kommissioner regnestykker fra Dream-modellen som argumentation for eller imod politiske forslag om fx at privatisere efterlønnen eller skære i kontanthjælpen eller sænke en eller anden skat.

Vel vidende at modellen via løse antagelser er forhåndsprogrammeret til at foretrække en mindre offentlig sektor, end vi har i dag.

Skulle nogen spørge, om det ville gavne dansk økonomi at nedlægge folkeskolen, genindføre børnearbejde og afskaffe kongehuset, så svarer Dream ja, ja og ja – tre gode ideer som både vil øge den materielle velstand (BNP) og gavne statsfinansernes holdbarhed!

Sådan bruges modellen

For at beregne konsekvenserne af et politisk forslag laver man to regnestykker eller »modelkørsler«.

Først beregnes den forventede udvikling uden forslaget (udgangsskønnet); derefter beregnes udviklingen med forslaget. Forslagets virkninger er så forskellen mellem de to kørsler.

Sådan har en række brugere benyttet modellen til forskellige formål, og via de offentliggjorte resultater kan vi se, hvordan modellen »vurderer« diverse politiske forslag.

De følgende eksempler bygger på materiale fra Dream-gruppen, De Økonomiske Råds formandskab og Finansministeriet/VK-regeringen.

Ifølge Dream-modellen er det skidt for både statsfinanserne og for den materielle velstand (BNP) at bekæmpe ledighed med offentlige investeringer i fx letbaner eller elektrificering af jernbanenettet.

Statskassen kan ganske vist holdes skadesløs, hvis udgiften finansieres af tilsvarende skatteindtægter – så det er OK med modellens bogholderidel. Men den del som beregner, hvor mange der vil arbejde, hvor meget de producerer og tjener, når frem til, at den krævede skat vil mindske lysten til at arbejde. Og nettoeffekten bliver i alt et mindre BNP og forværrede statsfinanser.

At investeringerne har positive konsekvenser, som sparet transporttid og færre dødsfald fra dieselpartikler, indgår ikke i modellen.

Halveringen af dagpengeperioden fra fire til to år blev foreslået af Arbejdsmarkedskommissionen ud fra devisen, at arbejdsløse er mere tilbøjelige til at »vælge« ledighed, jo længere dagpengeperioden er.

Ved at forringe understøttelsens beløb eller varighed bliver det nemlig mindre attraktivt at vælge lediggang, flere vil arbejde og BNP stiger. Siger Dream. Og ifølge bogholderi-delen spares der dagpenge, og det forbedrer de offentlige finanser.

Ifølge Dream ville det være en fordel at halvere dagpengeperioden igen og igen, til der ikke var nogen understøttelse overhovedet. At dagpengene spiller en afgørende rolle for det højt berømmede danske flexicurity-arbejdsmarked, må model-brugeren selv huske på. Så langt tænker Dream ikke.

Dream spillede også en stor rolle i efterløns-reformen. Da arbejdsløsheden i Dreams krisefri verden alene bestemmes af forholdet mellem understøttelse og arbejdsindkomst (relativt høj understøttelse = højere ledighed), giver det i modellen ikke ledighedsproblemer at øge arbejdsstyrken: beskæftigelsen følger med i forholdet 1:1.

Derfor er forslag om at mindske efterlønnen eller folkepensionen dobbeltvirkende, fordi det i modellen både sparer på udgifterne til efterløn/pension og øger arbejdsstyrken, produktion og indkomst.

Men også andre udvidelser af arbejdsstyrken er en fordel for både BNP og statsfinanserne: En ekstra arbejdstime pr. uge? Ja tak. En ekstra ferieuge? Glem det!

Dream-modellen antager at vi er mindre påpasselige med andres penge end med vores egne. Derfor er brugerbetaling generelt bedre for både BNP og statens finanser end skattefinansiering.

Problemet er ikke, at antagelsen er forkert. Problemet er, at modellen ikke har resten af billedet med – fx hvordan levevilkår og ulighed påvirkes.

Har Dream ret?

De nævnte eksempler illustrerer modellens »fordomme« imod velfærdsstaten. Men hvem har ret? Er Dream-modellen på afveje eller er velfærdsstaten? Svaret er både - og.

Fri bevægelighed af kapital og arbejdskraft giver selvforstærkende problemer for vores velfærdsmodel. Alle har samme rettigheder og pligter.

I princippet skulle de modsvare hinanden, men i praksis er de asymmetriske: Nogle har mere at vinde end andre ved at skulke fra pligterne. Og rettighederne virker ekstra dragende på folk, der har meget brug for dem.

Da der er et par hundrede nationalstater og ca. én samlet globaliseret markedskapitalisme, presses velfærdsstaterne desuden i retning af mindste fællesnævner, hvor det bliver vanskeligere at fastholde højere skatter og velfærdsydelser end nabostaten eller Cayman Islands.

Det giver et pres i retning af noget mere markedskonformt. Dream-udgaven af dansk økonomi bliver derfor måske mere og mere retvisende med tiden.

Problemet med Dream i dag er, at den bliver brugt til noget den ikke er egnet til. Som at cykle ved hjælp af et søkort eller bruge cykelkort til sejlture.

Alle modeller har styrker og svagheder, og Dream er bedre end andre modeller til nogle analyser - fx af befolkningsstrukturens økonomiske betydning på langt sigt.

Den økonomiske udvikling på kort sigt kan modellen faktisk ikke sige noget om. Kriser og arbejdsløshed findes slet ikke i Dream, så det er nogle meget lange gennemsnit, den beregner.

En vigtig del af modellen bygger i høj grad på formodninger om individadfærd, og for lidt på data om den virkelige verden.

Ligevægtsmodellen er baseret på antagelser om hvordan en »fuldt forudseende og rationelt individ« (=egoist) vil opføre sig. At antage fuld forudseenhed er, erkender Dream-gruppen, »umiddelbart meget urealistisk«.

Fra anden forskning ved vi desuden, at et makrosamfund ikke altid opfører sig som enkeltindividernes middeladfærd ganget med folketallet.

Endelig er det et problem, at fordelingsvirkninger ikke er med i billedet. I den rigtige verden er spørgsmålet om ulighed væsentligt. Ikke mindst hvis modelberegningerne vedrører velfærdsstatens finansiering og ydelser.

Der er således flere gode grunde til at forsyne Dream-modellen med advarselsmærkater.

De nævnte cases tyder på, at den største mærkat bør advare om modellens enøjede behandling af den offentlige sektor, hvor skattebyrderne tæller med, mens det, vi får til gengæld, ikke indgår.

Derfor viser Dream væk fra den skandinaviske model og hen i retning af en minimalstat.

Og derfor bør vi ikke lade nogen slippe af sted med at begrunde et politisk forslag med alene et facit fra Dream.

Nils Enrum er lektor på Professionshøjskolen Metropol

Artiklen er baseret på en kronik bragt i Weekendavisen d. 28. oktober 2011.