Drop almindeligheder, fasthold radikal samfundskritik

SF er i krise. Til trods for at partiledelsen kan erklære, at folketingsvalget var succes, til trods for at partiet nåede sit store mål, regeringsdeltagelse, til trods for at de 17 tilbageblevne mandater stadig kan siges at være forholdsvis mange.

Til trods for alt det er SF i en livstruende, kritisk tilstand.

Det kan sagtens være, at vi stadig har historisk mange medlemmer, og det kan sagtens være, at ledelsen får klapsalver. Det problem, SF har, er ikke noget, der er løst ved, at man giver sig til at græde over at de radikale bestemmer for meget i regeringen, eller et eller andet burde være skrevet ind i regeringsgrundlaget.

Dele af pressen var ved at opdage problemet under valgkampen, og personer, der følger bare lidt med i partiets liv, vil kunne se SF’s krise:

Ingen fremtrædende tillidsvalgt repræsentant for SF kan i dag sige, hvad den afgørende forskel på SF og Socialdemokratiet er.

Spørgsmålet blev stillet til partiformanden under valgkampen. Og han synes tydeligvis ubehageligt berørt. Det kan i sig selv undre: Her får formanden lejlighed til at fremhæve sit partis kvaliteter, og så griber han ikke chancen.

Da han endelig – hårdt presset – svarer, bliver det til noget uheldigt om 24-års regel, og at SF er mere »ambitiøs« end alliancepartneren. Men ikke ét ord om principielle forskelle. Der er ikke kun tale om et valgkampsfænomen.

SF befinder sig i en livstruende, kritisk tilstand, hvis partiet ikke kan definere sin berettigelse uden brug af almindeligheder. Illustration: SF-pjece fra 1973.

SF har i dag »opsagt« sit principprogram og præsenterer sig nu som almindelighedernes parti der »knokler for bedre velfærd, gode job og vækst samt omtanke for miljø og klima. SF baserer sin politik på værdierne lighed, tryghed, frihed, solidaritet og demokrati.«

Det er alt sammen pæne ting, man kan se på SF’s hjemmeside. Fra anden siden nævnes begreber som at SF skal være »et hverdagsparti«, »et allianceparti«. Men det er stadigvæk almindeligheder.

Alle disse almindeligheder efterlader spørgsmål, der allerede på kort sigt kan blive dødelige for SF: Hvilke partier går ikke ind for velfærd, gode job, miljø osv.? Hvilke går ikke ind for lighed, tryghed frihed osv? Svaret er selvklart, at det er der ingen, der ikke gør.

Og så står SF tilbage og skal svare på spørgsmålet: Hvad skal vi med SF, hvis SF ikke kan udtrykke en selvstændig identitet?

Og hvis SF endelig skulle kunne formulere en selvstændig identitet, hvordan bliver den så begrundet i en konkret samfundsanalyse, som ikke også deles af resten af det politiske spektrum?

Hvis vi ikke kan sige dette, har Socialistisk Folkeparti ingen berettigelse længere.

SF’s nuværende kurs er blevet udviklet under den alt for enkle formel, at politisk magt er det samme som regeringsdeltagelse, regeringsdeltagelse opnås ved stemmemaksimering og stemmemaksimering opnås ved, at man tilpasser sig de synspunkter, der er gangbare blandt gruppen af potentielle SF-vælgere.

Og man hævder at vide, hvad en potentiel SF vælger tænker, ved at gennemføre forskellige former for professionel meningsanalyse.

Ole Sohn har udtrykt det således: »Vi baserer vores politik på viden«. Her skal det indføjes at det ikke er viden om samfundet som sådan, der tænkes på. Faktisk har debatten i SF aldrig været på et mere uvidende grundlag, end det har været inden for de sidste 4-5 år.

Ole Sohns viden er viden om vælgeradfærd: Hvis vælgergruppe A udsættes for stimulus B resulterer det i adfærd C osv. Det er en logik, hvor både den demokratiske dialog og den kritiske samfundsanalyse bliver erstattet af social ingeniørkunst.

SF skal have nyt principprogram, der skal være »tidssvarende« forlyder det. Kigger man i de bidrag, der er kommet i den anledning fra ledelsespersoner og personer omkring ledelsen, melder tanken sig, at det er som om, der er noget man gerne vil af med, noget tankegods der skal manes i jorden.

Det virker ikke som om, der er et egentligt ønske om at ajourføre SF’s grundlag i forhold til de udviklinger, der er sket i det sidste årti, og de nye forståelser, der måtte være kommet til. Der tales derimod igen og igen i almindeligheder.

Der tales om at »tage udgangspunkt i den virkelighed som mennesker lever i og med«. Ja selvfølgelig. Men hvad er det?

Villy Søvndal har tidligere undsagt det nuværende program i sin helhed. En særdeles forbløffende handling af en partiformand. Villy Søvndal mener, at programmet fra 2003 indeholder et begreb om revolution som et voldeligt kup. ’

Men den idé har jo aldrig været SF’s. SF har altid talt om demokratisk revolution, der foregik som en proces. Ideen om et voldeligt revolutionskup har været det politiske højres skræmmebillede og det alleryderste venstres drømmesyn. Det har aldrig været SF’s.

Tilbage i 1959 var det historisk nye ved SF, at man som parti kunne forene begreber om at ophæve privat ejendomsret til produktionsmidlerne, socialisme og klassekamp, og samtidig forstod man og værdsatte det parlamentariske demokratis muligheder.

Det nybrud, SF foretog, stillede den danske venstrefløj i en ny stærk position, og SF forstod i de følgende årtier at bidrage til at styrke arbejderklassens positioner på de fleste niveauer i det danske samfund.

Senere fik andre partier i andre lande opfattelser, der lignede SF’s. Det var de såkaldte de euro-kommunistiske partier og venstrepartier i de andre nordiske lande.

De indlæg, der hidtil er fremkommet i programdebatten, er fri for substantielle begreber om socialisme, problematikker om ejendomsret, der findes ingen forståelse af det nuværende samfund som kapitalistisk, og der tales kun forblommet om samfundsklasser, og slet ikke om samfundsklasser med modstridende interesser. Ingen har sagt et kvæk om Danmarks placering i EU og internationalt.

Hvis vi nøjes med at hævde, at socialisme bare er noget med »mere lighed«, tømmer vi begrebet for kritisk indhold.

Socialisme stiller sig i modsætning til kapitalisme, der er kendetegnet ved privat ejendomsret til produktionsmidlerne. Den magt, der i dag udgår fra den private magt og ejendomsret over produktionsmidlerne, er den største hindring for, at menneskeheden kan løse sine problemer. Privat ejendomsret til produktionsmidlerne og deraf afledt fravær af demokratisk kontrol over disse er særdeles centrale problemer, både i Danmark og resten af verden.

SF skaffer sig ikke et robust grundlag blot ved at sige at man vil »regulere kapitalismen«. Alle andre politiske kræfter (måske lige undtagen Liberal Alliance og Anders Samuelsen) vil også regulere kapitalismen. Det kan ikke berettige et selvstændigt parti.

Store dele af SF har længe ikke villet tale om klasser og klassekamp. Det har ført til en forarmelse af begrebsdannelsen og har forhindret kritiske indsigter i centrale samfundsmæssige forhold.

De dele af SF, der har sagt nej til klassekamp, har oftest taget stilling for en politik med forståelse for de veluddannede lønmodtagergruppers interesser og samtidig været mere eller mindre blinde for f.eks. globaliseringens omkostninger for de kortuddannedes livsforhold.

Andre dele af SF taler gerne om arbejderklassen og klassekamp. Men den klassekamp har været sært amputeret. Det har mest handlet om at støtte arbejderklassen i reaktive positioner, der ytrer sig ved angst for indvandring og angst for globalisering.

Den arbejderklasse, man har været i brechen for, har ofte ikke været en gruppe mennesker, der med appetit på livet melder sig til at lave verden om. Nej, det er en sær forurettet størrelse, der skinsygt vogter over ydmyge positioner og håber, at verden aldrig vil forandre sig.

Der er meget lidt frigørende styrke i den forståelse af arbejderklassen, som nogen SF’ere taler for. Det er mere en tung og lettere konservativ samfundsgruppe, man har stillet sig som talsmand for.

Vi skal kunne fortælle, at vi vil revolutionere det kapitalistiske samfund og udvikle et demokratisk socialistisk. Vi skal kunne fortælle, at vi kan se, at arbejderklassen og det store flertal af lønmodtagere har kraftfulde behov for et friere, gladere og stærkere liv.

Vi skal kunne sige, at disse behov forstår vi at omsætte i praktisk, dagsaktuel og realistisk politik, netop fordi vi ikke er bundet op på at skulle fastholde magtforholdene i det kapitalistiske samfund.

Vi skal også vide, at vi kan fortælle at, om det lykkes eller ej, meget afhænger af, om vi kan finde støtte blandt andre progressive i EU og internationalt.

Det er svarene, når nogen spørger, hvad forskellen på SF og Socialdemokratiet er.

Steen Gottlieb, der bor på Vesterbro, har været medlem af SF siden 1975.