Nydelsesratens tendensielle fald

[Kommentar:] Nogle arbejder, andre er ledige, under uddannelse, syge, handicappede
eller på pension. Men alle er vi forbrugere.

Det daglige madindkøb kan være træls med trætte børn på armen, men når
weekenden oprinder valfarter de fleste forventningsfulde til
butikscentre eller specialbutikker i gågaden og shopper igennem.

I
købssituationen har vi magt over tingene. Sælgere skal være
servicemindede og høflige, mens købere er ovenpå; nogle købere skælder
oven i købet kassedamerne ud, for rigtigt at demonstrere
magtforholdet.

I Kvickly siger de for tiden: »Frihed til at vælge«. Det er mere end
de fleste kan sige om deres job eller i arbejdsløshedskøen. Så er det
jo ikke mærkeligt at betalingskortene bliver svinget - »shop till you
drop«.

Reklamer får os til at ønske os ting, vi ikke har. Resultatet er, at
forventningerne til normalforbruget hele tiden stiger. En stigning,
som ikke problematiseres af myndighedernes miljøpolitik, hvor
kampagnerne mest handler om elsparepærer, regnvandsopsamling og
isolering af huse.

Tværtimod taler stort set alle politikere og
økonomer for tiden om at forbrugerne skal købe mere, så
nationaløkonomien kan få et kick. Der lokkes med skattelettelser og
udbetaling af efterløn.

Eksperter vurderer at ca. 300.000 danskere lider af købemani. Det er
en afhængighedslidelse, hvor den købeafhængige får et kick ud af at
købe ting, og ikke evner at lade være, selv om økonomien slet ikke kan
følge med. Hjernen udskiller dopamin, som giver en kortvarig
lykkefølelse, på samme måde som ludomaner og narkomaner oplever det.

I bogen For tæt på kapitalismen forklarer Ole Bjerg, at varen i
forbrugssfæren generer en tegnværdi uafhængigt af dens brugsværdi. Ud
over at kunne tilfredsstille behov (brugsværdi) hos forbrugeren,
repræsenterer varen også en værdi som tegn og statusværdi, hvorved
forbrugeren positionerer sig i den symbolske orden.

Ved hjælp af
reklamer og andre markedsføringstiltag forskydes varens position i den
symbolske orden, og dens tegnværdi øges.

Imidlertid er det kun varens brugsværdi, som tilfredsstiller
forbrugerens behov og giver nydelse.
Derfor er problemet som tiden går, at der sker en forskydning af
forbruget, således at tegnværdi udgør en relativt større og større
andel af forbrugerens samlede forbrug.

Nydelsen vil altså falde pr.
forbrugt enhed. Det er et udsagn mange ældre mennesker vil bifalde,
når de tænker på hvor glade de selv blev for lidt legetøj, mens børn
nu om stunder kun bliver lidt glade for større mængder legetøj.

Ole Bjergs teori siger altså, at man i dag skal forbruge mere for at
opretholde den samme nydelse som tidligere. Nydelsesratens fald kan
sammenlignes med profitratens fald, som andre marxister har beskrevet
ved det faldende afkast på investeret kapital.

For at opnå et vist
afkast må kapitalisten investere mere og mere i produktionen og det
fører til et stadig større output.

Den nye ulighedsforskning og lykkeforskning kommer frem til det samme,
blot uden marxistisk teori: Empiriske undersøgelser viser, at øget
velstand ikke fører til større tilfredshed; se bl.a. Richard
Wilkinson. Når de vestlige lande har nået et vist niveau i BNP pr.
indbygger, flader tilfredsheden ud.

Det, der derimod gør en forskel
for den målte tilfredshed i samfundene, er graden af lighed. Jo større
lighed i samfundet, desto større tillid, tolerance og deltagelse i
lokalområdet, desto højere levealder, desto mindre misbrug af mad,
alkohol og narkotika.

For de skandinaviske lande, som har den største
grad af lighed, mener Richard Wilkinson, at øget lighed i magt og
indflydelse på arbejdspladsen vil øge tilfredsheden i samfundet.

Større grad af medarbejdereje og medarbejderindflydelse, viser sig
nemlig ofte at resultere i mindre løndifference, større engagement i
arbejdet og større overskud i virksomheden.

Hvorom alting er, ser vi en stadig vækst i produktion og i forbrug og
vi er nødt til at erkende at der er en øvre grænse for miljøets evne
til at levere ressourcer og bortskaffe affald.

Så sku’ vi ikke på én og samme dag - lørdag d. 26. november –
demonstrere, at vi ikke ønsker at forbruge så meget? At der må findes
en anden måde at få Danmark ud af krisen på end ved at bruge flere
penge på flere materielle goder.

Teknologiske udvikling og menneskelig
kreativitet er fint, men det kan vel også bruges på andet end flere
produkter og mere markedsføring, for at få os til at forbruge mere og
mere.

Buy Nothing Day er en international mærkedag, hvor man tager en rigtig
fridag og protesterer over forbrugerismen. Se bl.a. www.adbusters.org.

Margit Kjeldgaard er cand.polit, indehaver af Rent tøj og medlem af Enhedslisten