Blålys

[Kommentar:] Medierne er fyldte med økonomieksperter, bankfolk, politikere og kommentatorer. De håber alle på, at markedet retter sig op, kommer i ro, at optimismen vender tilbage, at regeringerne vedtager store kreditpakker til at dække enorme statslige gældsætninger, at den jævne befolkning accepterer drakoniske nedskæringer – og at forbrugslysten vender tilbage.

Det er påkrævet at tage et kvalificeret opgør med de borgerlige dogmer på det politiske parnas og i de følgagtige medier.

Folkelige protester mod kriseindgrebene skriger efter bevidst retning – efter en sammenhængende forståelse kapitalismens væsen og lovmæssigheder.

Det behøver ikke være kedeligt. Og det er nødvendigt

Realiteterne bag de lovbesungne markedskræfter er:

I

At produktionen objektivt er samfundsmæssig – og implicerer en mængde direkte og indirekte nødvendige samfundsressourcer og -instanser – men den styres individuelt eller af enkeltgrupper/fonde/karteller. Og at profitten/overskuddet ligeledes tilegnes individuelt.

Enkeltkoncernernes dispositioner (nedskæring, lukning, flytning) har enorme samfundsmæssige følger, herunder spild af offentlige investeringer og ressourcer (infrastruktur, byggemodning, uddannelse m.m.). Al sammenhængende produktions-, udviklings-, by- og socialplan er udelukket under disse betingelser.

Anarkiet regerer, når private ejer- og disponerer ret suverænt over jord og produktionsmidler. Og det ses!

II

At for at ekspandere, øge overskuddet og overvinde krisen, vil virksomhederne først og fremmest søge at trykke arbejdskraftens pris – absolut og relativt. På lønnen eller gennem rationaliseringer/fyringer – af hensyn til konkurrenceevnen.

Dette kan i sagens natur kun svække forbruget/markedsefterspørgslen internt. Og dette er en kerne i den antagonistiske modsætning mellem arbejde og kapital.

Det likviderer også i længden mindre virksomheder/detailhandlere, hvilket forstærker arbejdsløsheden, øger monopoliseringen og tendensen til monopolpriser – og undergraver dermed også innovationslysten og konkurrencemotivet.

III

Samme virkning på forbruget/efterspørgslen har realnedskæringerne på de statslige budgetter til sociale foranstaltninger, uddannelse, daginstitutioner, lægehjælp/revalidering, efterløn, folkepension m.m. Eller øget brugerbetaling for- eller privatisering af tidligere offentlige ydelser.

De statslige bidrag til at sikre arbejdskraftens reproduktion (sundhed, kvalifikation, arbejdsevne) er et tidsbestemt og hårdt tilkæmpet reformgode. Og var samtidig et historisk nødvendigt instrument til midlertidig regulering af markedet, holde lønningerne nede og sikre de individuelle kapitalejere lave omkostninger, stabile overskud og tilfredsstillelse af deres arbejdskraftsbehov.

Krisen løses ikke véd at skrue tiden tilbage til kapitalismens gründer-periode – selv om denne forældede praksis af uudgrundelige årsager sælges som »nødvendig reformpolitik« og »modernisering af velfærdsstaten«…

IV

Columbusægget er så dels, at vi må eksportere os ud af krisen – og styrke konkurrenceevnen på udlandsmarkedet. Logikken heri er, at vi konkurrerer med stater, som har samme ambition og indfører samme finans- og indkomstpolitiske tiltag: (læs: EU f.eks.)

Arbejdskraftens perspektiv i alle lande er så at konkurrere om at løbe stærkest og sælge sig selv billigst muligt. Et ringe perspektiv, hvis netto-regnskab alt andet lige ikke på sigt sikrer én eneste vedvarende arbejdsplads på internationalt plan – og en logik, der ikke ligefrem er stimulerende for forbrugslysten på grundplan. Og dermed heller ikke for beskæftigelsen.

V

Og dels en stadig mere dækningsløs kreditoppumpning, såvel i forhold til enkeltforbrugere (læs: boligmarkedet), såvel som overfor finanskapitalen nationalt (læs: skatteyderbetalte bankpakker) samt overstatsligt: nationalbank-, eurobank- og IMF- garanterede kreditter (køb af statsobligationer) til svage industrialiserede lande (Grækenland, Italien; Spanien, Irland og…) Og til u-landene.

Med dertilhørende krav om høj rente, voldsomme sociale nedskæringer, ophævelse af statssubsidier og importreguleringer - og indførelse af andre »strukturrationaliseringer«.

Følgen er folkelig forarmelse og en voksende, bristefærdig ballon, som kun indeholder gældsspiralens varme luft.

Destruktion, naivitet og krævementalitet

Krisen kan med den nuværende samfundsstruktur kun – midlertidigt – løses gennem massiv destruktion af produktivkræfter, heriblandt den vigtigste: Arbejdskraften – i både den produktive og servicerende sektor. Med arbejdsløshed, fattigdom, nedslidning, udstødelse, sult som konsekvens.

I u-landene har man allerede længe kendt til død, sygdom og udhungring, hvilket forstærkes af de gamle og nye industristaters og deres koncerners hensynsløse klimaødelæggelse.
.
Såvel de kyniske som de naive klynger sig til ultraliberalismen, til gestalten af den fri borger, hvis penge ligger bedst i egne lommer, og som er frigjort fra statslig indblanding og overformynderi.

Men tag ikke fejl, kære afblankede småinvestorer, stavnsbundne prioritetsbestyrere, rente/gebyrsslaver, gælds-udsatte og teknisk insolvente medborgere: Banker og kreditinstitutioner tager sig betalt, og dét er også jeres nok så søde bankrådgivers sølle job at sikre dette.

Hvem er det lige, der propagerer for at stoppe kræve-mentaliteten? Og hvilken socialgruppe står for skud, når der skriges om socialt bedrageri?

Nej, det er mærkeligt nok ikke, tag-selv-bordets virkelige grovædere: For staten blander sig ganske meget – med massiv subvention af finanskapitalen: Gennem bankpakker, eksportkreditter, skattebegunstigelser, fredning af kapital i skattely, fordelagtige oliekoncessioner, milliardordrer til rustningsindustrien (plus til uduelige italienske og andre infrastruktur-operatører) – you name it.

Det burde markedsliberalisterne være efter. Men se om de ikke har accepteret det – eller ligefrem finder det naturligt!

I det såkaldte »mindst ringe samfundssystem« – og så råber vi hurra. Vi er dog nogle, that are not impressed.

Mediemedløb

Medierne, journalisterne og kommentatorerne, derimod, er syltet ind i markedsreligionen og børsanalytikernes ævl. Og konfronterer ikke de faste, énslydende aktører og deres trivielle besværgelser med - i virkeligheden - ret simple spørgsmål, der udstiller det nuværende samfundssystems iboende modsætninger og ideologiske selvmodsigelser.

At de politiske partier – p.t. især højrefløjen – løbende rekrutterer folketingskandidater og spindoktorer blandt skærmtroldene – og at selv nyhedschefer (læs: TV2 f.eks.) står/stod i personlig forbindelse med borgerlige ministres spindere – gør denne journalistiske praksis ligeså forståelig som betænkelig.

Man kan indvende, at alt dette er marxistisk propaganda. Men det er jo ligesom´ ikke rigtigt et argument med nogen substans i forhold til realiteterne at betragte (se pkt. 1-5).

Nogle vil sige, at de, der taler sådan, ønsker et totalitært samfund. Men bortset fra, at det totalitære aspekt i kapitalismen ses tydeligt i såvel Mærsks effektive udenomsparlamentariske virksomhed, som i Bonn-Paris-aksens dekret om indsættelse af ikke-valgte »forretningsministerier« i Grækenland og Italien, så er det jo heller ikke et argument, der ligesom kan vælte en analyse af, hvad der sker socioøkonomisk nu.

Det skal dog ikke forhindre opstarten af en nødvendig diskussion om, hvilket samfund, vi ønsker – og hvordan virkeliggørelsen kan ske…

Arne Lennartz er arkitekt MAA og postarbejder