I Norge raser debatten om Hvad tilslutning til og implementering af EU’s vikardirektiv kommer til at betyde for det norske arbejdsmarked. Jonas Bals fra Oslo Bygningsarbeiderforening giver her sin kommentar til situationen:
Arbeiderpartiets stortingsgruppe vedtog for nylig at gå ind for implementering af EU’s vikabureaurdirektiv. Den officielle begrundelse er ikke at brug af reservationsretten (Norsk forbehold mod implementering af EU-direktiver, red.) vil skabe problemer i forholdet til EU. Hovedargumentet ser ud til at være at direktivet vil forbedre situationen på det norske arbejdsmarked.
»Direktivet giver anledning til at iværksætte en række tiltag for at forbedre situationen for de ansatte i vikarbranchen og sikre en mere seriøs vikarbranche«, siger arbejdsmarkedspolitisk talskvinde Anette Trettebergstuen på Arbeiderpartiets hjemmeside.
Tror Trettebergstuen virkelig at de norske politikere ikke tidligere har haft anledning til at vedtage forbedrende tiltag? At dette er en mulighed som først kommer med vikarbureaudirektivet? For ikke at efterlade nogen tvivl – De foreslåede forbedringer er alle mulige at vedtage uden at implementere direktivet.
Direktivet vil ikke udvide handlemulighederne i kampen for et anstændigt arbejdsliv, men derimod indsnævre disse. Lande som implementerer direktivet (fx Danmark, red.) forpligter sig til at gennemgå overenskomster og lovstof, for at fjerne restriktioner på indleje af arbejdskraft som vil være i strid med direktivet. Stridens kerne er hvor omfattende ændringerne bliver, i Norge.

Men ingen som har sat sig ind i direktivet, bør have illusioner om at det vil give fagbevægelsen flere værktøjer i kampen mod løsarbejdersamfundet.
Et argument der tilsyneladende har været vigtigt for store dele af Arbeiderpartiets stortingsgruppe, er at Norge burde gøre vikarbureaudirektivet til norsk lov, fordi fagbevægelsen i Europa har været positive overfor direktivet.
Det ville være et eklatant selvmål at implementere direktivet i Norge, i solidaritet med lande der i endnu større grad end Norge har fået undermineret deres arbejdsvilkår af vikar-udlejevirksomhed. LO-leder Roar Flåthen har påpeget at bemandingsbranchen »delvist har knækket fagbevægelsen ude i Europa«.
I mange lande befinder arbejderbevægelsen sig i en svært defensiv position, hvor der kan være hjælp at hente, på der overnationale niveau. Dette er ikke Norges situation, takket være fagbevægelsens gentagne valgmobiliseringer.
Jeg har fået fortalt at det i diskussionen bliver hævdet at modstanderne af direktivet i virkeligheden vil opsige EØS-aftalen (Norges EU-samarbejdsaftale, red.). Dette er en opsigtsvækkende påstand.
Det er i hvert fald for mig nyt at et samlet landsmøde i Fellesforbundet i virkeligheden er skarpe modstandere af EØS-aftalen. Nej, når landsmødet vedtager reservationer overfor direktivet handler det om realiteterne i direktivet og ikke bagvedliggende motiver. At påstå noget andet er useriøst og talentløst.
I Oslo bygningsarbeiderforening har vi haft en lang og grundig diskussion om direktivet, og i fjor skrev vi et høringssvar til regeringen.
Vi dragede ikke forhastede konklusioner, men ønskede en grundig diskussion om hvorvidt, og i givet fald hvordan direktivet skulle implementeres i Norge. I LO-aktuelt skrev jeg at: »Høringen vil give os en rettesnor for hvilke konsekvenser NHO (Arbejdsgiverorganisation i Norge) mener direktivet vil have for lovgivning og overenskomster. Dette vil have betydning for hvordan vi vil stille os. Men uanset hvad kan vi ikke være ligeglade hvordan direktivet bliver implementeret, i tilfælde af at det implementeres«.
Siden da, har vi både formuleret krav til en eventuel implementering, og er blevet klogere på hvordan arbejdsgiverne stiller sig. Vi har noteret at NHO i sit høringssvar var krystalklare om at arbejdsmiljølovens regler vedrørende indlejet arbejdskraft, måtte tilsidesættes.
Endnu mere urovækkende er den øredøvende tavshed som omgav overenskomsternes begrænsning af indlejet arbejdskraft. Der er god grund til at frygte at NHO efter en eventuel implementering vil gå gennem EU-retssystemet, for at få ændret de lov- og overenskomstbestemmelserne på vikarområdet. Det er af to højesteretsadvokater allerede i Oslo bygningsarbeiders blad, blevet påpeget at det er højst usikkert om vi kan vinde en sådan sag. Og det er usikkerhed som vi ikke som fagorganiserede arbejdere tør leve med.
Det der tidligere har væren skridt væk fra faste ansættelser og mod løsarbejde, er de sidste år vokset til et ræs. Sådanne udviklingstræk er umulige at reversere når udviklingen har nået et vist punkt.
Derfor er det ikke udelukkende et spørgsmål om hvad vi kan gøre for at opretholde de restriktioner der i dag findes for området, meni lige så høj grad et spørgsmål om hvilke tiltag vi kan indføre for at rydde op i en branche som LO-lederen har beskrevet som en trussel mod norsk arbejdsliv.
Efter nytår mødes en række bygge-fagforeninger under Fellesforbundet mødes til konference, hvor temaet vil være om den nuværende lovgivning er for slap. Kravene til overenskomstforhandlingerne i 2012 vil også blive diskuteret. Et af de vigtigste krav kommer til at handle om indleje af arbejdskraft. Derfor er det klart at vi er bekymrede for hvilket spillerum vi kommer til at kunne handle indenfor, hvis EU vikarbureaudirektiv bliver en realitet.
Trettebergstuen har udtalt at det i denne sag er »uaktuelt at give efter for pres«. At ”lade sig presse” handler her om at lytte til græsrødderne. Det har Arbeiderpartiet gode traditioner for, og i denne sag rigtig gode grunde til at gøre.
I Danmark skulle vikardirektivet have været implementeret i lovgivningen primo december 2011, men arbejdet er forsinket pga valget. Det ventes imidlertid snarligt vedtaget. Dette gør udfordringerne omkring vikararbejde i Danmark, til et presserende spørgsmål. Fagbevægelsen har hidtil holdt fast i et ’ligebehandlingsprincip’, som har til formål at vikarer ikke stilles ringere end fastansatte i virksomheder (red.).
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96