Overenskomst i en krisetid

Om kun lidt mere end en måned skal forhandlingerne om de ny overenskomster på det private arbejdsmarked være afsluttede.

Normalt er det en af de store samfundsmæssige begivenheder – og en af de lejligheder hvor fagbevægelsen er i offensiven for at sikre medlemmerne en større andel af den værdi de er med til at skabe.

De private overenskomstforhandlinger er også dem der sædvanligvis lægger linien for udviklingen på det offentlige område.

Det gælder først og fremmest for lønnen, hvor de aftalte lønstigninger i høj grad er direkte retningsgivende for hvad der senere er muligt på de offentlige arbejdspladser – og indirekte ved at den såkaldte reguleringsordning på det offentlige arbejdsmarked låser lønudviklingen til hvad der sker på det private arbejdsmarked.

Det er kort sagt almindelige arbejdere, der betaler den højeste pris for den krise som finansmarkederne har sendt Danmark – og det meste af den vestlige verden ud i. Arkivfoto: Mark Knudsen/Monsun

Pres på velfærden

Den danske økonomi har de sidste år været præget af krise og tilbagegang. Bankkrak, virksomhedslukninger og nedskæringer i den offentlige sektor har ført til en arbejdsløshed der nu er over 6 %, samtidig med at regeringen har halveret dagpengeperioden.

Folk i job, har oplevet at deres realløn er faldet de sidste par år – oven i købet samtidig med at fødevarepriserne har taget et gevaldigt hop opad. Det er kort sagt almindelige arbejdere, der betaler den højeste pris for den krise som finansmarkederne har sendt Danmark – og det meste af den vestlige verden ud i.

Den danske økonomi er baseret på hvad der kaldes ”flexicurity”. Det betyder kort og godt at vi i princippet har et meget fleksibelt om omstillingsparat arbejdsmarked med en høj grad af social sikkerhed for den enkelte i kraft at den offentlige velfærd.

I lande uden et velunderbygget velfærdssystem er udgifterne til sociale forsikringer, sygdom, pension mv. en udgift for den enkelte virksomhed. Samtidig kan det være ganske vanskeligt for virksomhederne, at afskedige fastansatte medarbejdere.

I princippet giver flexicurity modellen den enkelte virksomhed en konkurrencefordel ved at en væsentlig del af omkostninger andre virksomheder har til arbejdskraft bliver finansieret af et kollektivt, skattefinancieret system, der samtidig gør det muligt for virksomhederne hurtigt at kunne skille sig af med medarbejdere og samtidig har en reserve af veluddannet, kvalificeret arbejdskraft til rådighed når produktionen skal udvides.

Skab sikkerhed på arbejdmarkedet

For fagbevægelsen burde svaret være indlysende. Først og fremmest bør man sikre reallønnen for medlemmerne ved at kræve lønstigninger, der som minimum følger med de stigende leveomkostninger.

Dernæst bør man sikre at arbejdsmarkedet udvikles så det passer til de behov og udviklingsønsker som medlemmerne har – og den placering i den internationale økonomi som Danmark har.

For den ny regering burde svaret være lige så indlysende. Hvis man vil skabe de bedste muligheder for at komme ud af krisen, så skal man satse på de områder hvor Danmark har en konkurrencefordel i forhold til de lande som produktionen ellers rykker til.

Samtidig skal man sikre at arbejdsmarkedet er præget af sikkerhed og stabilitet sådan, at der både er et uddannelses- og udviklingsperspektiv for de der skubbes ud af arbejdsmarkedet, og et perspektiv for virksomheder og investorer til at igangsætte ny produktion og forny produktionsapparatet.

Fagbevægelsen skal fremtidsikre medlemmernes vilkår og rettigheder ved overenskomstforhandlingerne. Arkivfoto: Mark Knudsen/Monsun

Hvordan ser det så ud i virkeligheden?

Sikring af reallønnen

Det har ikke just været fokus i diskussionen indtil nu. Ja faktisk har fagbevægelsen stort set ikke ladet sig høre i den offentlige debat. Diskussionen har været overladt til alle andre, der til gengæld uimodsagt har undergravet fagbevægelsens muligheder for at sætte reallønen på dagsordnen.

Arbejdsgiverne, Statsministeren, Dronningen og mange andre har gennem de sidste måneder gjort det klart at landet er i krise og der er derfor brug for løntilbageholdenhed. Løntilbageholdenhed betyder i virkeligheden nedgang i reallønnen.

Der er imidlertid andre signaler, som kunne tolkes modsat – og bruges til at understrege at løntilbageholdenhed ikke skal være overskriften for overenskomstforhandlingerne.

Mange af de store virksomheder, både indenfor industri og transporterhvervene har klaret sig langt bedre end forventet. Ligeledes er flere virksomheder begyndt at trække deres produktion i Asien tilbage til Danmark, idet niveauet for kvalitet og leveringssikkerhed er større på fabrikker herhjemme. Ligeledes er det gammelkendte argument om løntilbageholdenhed eller direkte lønnedgang for at kunne konkurrere med lønninger i Østeuropa eller Asien ikke brugbart længere.

Hvis det drejer sig om rene lønkroner, så kan vi ikke konkurrere med lønninger i Østeuropa på 50 kroner i timen eller i Asien med 10 kroner i timen. Hvad enten vi går 10, 20 eller 50 kroner ned i timen har vi ikke en chance for at konkurrere på lønnen.

Krav til tre parts forhandlinger

Den normale måde at opnå stabilitet på arbejdsmarkedet – og eventuelt sikre en fælles strategi for udvikling er at der indgås en aftale mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen – en treparts aftale.

Den ny regering har da også planer om at indkalde til trepartsforhandlinger – men først i efteråret – og altså efter overenskomstforhandlingerne. Samtidig har regeringen heller ikke ønsket at fastsætte hvad forhandlingerne – og en aftale skal indeholde. Der burde ellers være nok at tage fat på.

Sikkerhed i ansættelsen må være et oplagt emne nu da dagpengeperioden er halveret. Uddannelse og efteruddannelse – særligt til de grupper der er mest berørt af arbejdsløshed kunne være et andet. Med hævelse af pensionsalderen og begrænsninger i efterlønnen er der også et oplagt behov for at diskutere arbejdsmarkedspension og seniorordninger. Endelig kunne regeringens egne løfter omkring beskyttelse mod social dumping også konkretiseres sammen med arbejdsmarkedets parter.

Hvad er fagbevægelsens opgave?

Med den nuværende måde at forholde sig til forhandlingerne, har regeringen sat tommelskruerne på fagbevægelsen. Der er i Danmark en lang tradition for at overlade forhandlingerne om nye overenskomster til arbejdsmarkedets parter. Det er naturligvis en både god og sund model, der i princippet bør værnes om.

Men man skal jo ikke være blind for, at selvom regeringen ikke blander sig direkte, så er både signalerne om løntilbageholdenhed og den vage udsigt til trepartsforhandlinger med til at præge forhandlingerne. Der er et krav til fagbevægelsen om ”at levere varen” – og hvad der skal behandles ved de senere trepartsforhandlinger vil afhænge af i hvor høj grad man lever op til dette.

Bag hele dette forhandlingscirkus slås fagbevægelsen også med egne problemer. Medlemmerne strømmer ud af LO fagbevægelsen i større tal end man mister arbejdspladser.

Et af de dilemmaer man slås med er de ”gule” fagforretninger, der giver medlemmerne et indtryk af interessevaretagelse, men dybest set bare nasser på den rigtige fagbevægelses arbejde – og det forhold at man på arbejdspladserne ikke kan gøre forskel på medarbejdere der er organiserede – og dem der ikke er.

Skal fagbevægelsen fastholde medlemmerne – og sin position på det danske arbejdsmarked, må man være i stand til at bevise sit værd og sin eksistensberettigelse.

Fagbevægelsen skal dybest set gøre op med sig selv om man vil leve op til medlemmernes forventninger – eller regeringens – i håb om så at opnå noget engang i efteråret.