Undergravende EU-dom

Mandag d. 23. januar 2012 afsagde EFTA domstolen i Luxemburg kendelse i en sag fra Norge.

Som det er Modkrafts læsere bekendt har man i Norge et system hvor man ”almengør” overenskomsterne ved at ophæve dem til lov. Det sikre ordnede forhold på hele arbejdsmarkedet – og beskytter mod social dumping fra udenlandske firmaer og arbejdskraft.

På den måde gælder de regler der er aftalt indenfor den norske skibs- og værftsindustri således også for arbejdere og virksomheder fra EU og resten af verden.

Norsk praksis truet

I forbindelse med en konkret sag fra appel domstolen i Norge har spørgsmålet været forelagt EFTA domstolen, der delvist har underkendt den norske praksis.

EU lægger op til snævre grænser for en stats adgang til at ophæve overenskomster til lov – og dermed skabe samme betingelser for alle virksomheder uanset de har overenskomst eller ej.
. Arkivfoto: Mark Knudsen/Monsun

Dommens udgangspunkt er at medlemsstaterne ikke må gå ud over direktivets ufravigelige regler for minimumsbeskyttelse af arbejderne. EFTA Domstolen forholder sig til de norske bestemmelser i tre dele:

1. En medlemsstat har ret til at fastlægge for både normal og længste arbejdstid. Der må også være forskel fra branche til branche. Der må også fastsættes en minimumsbetaling for overarbejde. Den Norske praksis på dette område er altså i orden.

2. Tillæg til grundlønnen for overnatning uden for hjemmet i forbindelse med arbejde kan være en hindring for arbejdskraftens fri bevægelighed indenfor EU og udgør en restriktion, der kun kan retfærdiggøres med henvisning til tvingende almene hensyn. Hvorvidt sådan en situation er tilstede – og reglen er et egnet middel til at nå formålet – må en norsk domstol efterfølgende tage stilling til. En forudsætning for at et tillæg kan være tilladt er, at det udgør en minimumsbetaling. Beløb højere end et fastsat minimum kan ikke tillades.

3. Kompensation for udgifter til rejse, kost & logi er ikke omfattet af lønbegrebet. En EU stat har derfor ikke ret til at pålægge virksomheder fra andre EU Lande den udgift.

Logisk, men undergravende

For så vidt er dommen logisk nok, idet den udenlandske arbejdskraft i f.eks. offshore industrien har væsentligt større omkostninger til rejser hjem mv. og dermed ikke reelt kan konkurrere med den norske arbejdskraft. Dermed er det vel også indlysende at reglerne hindrer arbejdskraftens fri bevægelighed.

Men dommen stiller alligevel den del af fagbevægelsen, der kæmper for almengørelse af overenskomsterne i et dilemma.

Dommen fastslår med stor tydelighed at medlemsstaterne kun kan lovgive om forhold som løn og arbejdstid, - og kun i det omfang det er set som en ”beskyttelse” af arbejderen.

Øvrige bestemmelser som er aftalt mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne kan ikke udstrækkes til at omfatte nogen der står udenfor aftalerne.

Ny EU-dom gør social dumping nemmere. Arkivfoto: Mark Knudsen/Monsun

Det betyder i praksis, at aftaler om f.eks. uddannelse, kompensation for udgifter til transport mv. og alle andre omkostninger der ikke kan regnes som løn i snæver forstand – alene bliver en omkostning for de virksomheder, der har en overenskomst.

Derudover kan lovgivning om diverse tillæg kun baseres på minimumsstandarder – og dermed kan særligt favorable overenskomster ikke almengøres på de områder hvor de ligger over minimum.

Alt i alt sætter domstolen altså nogle nye og ret snævre grænser for en stats adgang til at ophæve overenskomster til lov – og dermed skabe samme betingelser for alle virksomheder uanset de har overenskomst eller ej.

Der er dermed åbnet for en undergravning af overenskomsterne idet udenlandske firmaer og firmaer uden overenskomster kan slippe billigere end virksomheder der har overenskomst.

Et lille lyspunkt i dommen er, at domstolen ikke mener det er relevant at forholde sig til hvor stor en del af arbejdsmarkedet der er overenskomstdækket– eller hvor stor tilslutning der er til den eller de faglige organisationer – for at en overenskomst kan ophæves til lov.