Annonce

SUF
7. marts 2012 - 17:10

SUF afviser kritik

Enhedslistens kritik af Socialistisk Ungdomsfront i sagen om partiets ungdomsnetværk er helt forfejlet. Det mener SUF, som siger, at de blot benytter deres demokratiske ret. 

Socialistisk Ungdomsfront (SUF) stiller sig uforstående overfor kritikken fra Enhedslistens Forretningsudvalg om utidig indblanden i partiets interne anliggender.

Forretningsudvalget skrev i en udtalelse henvendt til ungdomsorganisationen, at »det er ikke acceptabelt at blande sig i Enhedslistens udvalgs arbejde«, efter det er kommet frem, at medlemmer af SUF har sat sig på styregruppen i Enhedslistens Ungdomsnetværk.

– SUF har på ingen måde blandet sig i sagen. Vi har hverken diskuteret det i vores ledelse eller andre organer. Hvis nogen har kunnet stemme på et møde i Enhedslisten, må det være fordi, at de er medlemmer af Enhedslisten, siger Tobias Kruse fra SUF til Modkraft.

Læs artiklen »Liste Ø sætter SUF på plads« hos Modkraft

Ingen stemmeret

Ifølge initiativtagerne til Enhedslistens Ungdomsnetværk er SUF-medlemmerne gået over grænsen for det acceptable i deres kamp mod det nye udvalg, som de opfatter som en konkurrent. Specielt opfordringen til SUFs medlemmer om at komme til mødet, falder dem for brystet.

En mail sendt til SUFs lokalafdelinger skal angiveligt have opfordret SUFere til at stille op til styringsgruppen: »Det er vigtigt, at der kommer til at sidde én kritisk indstillet person og holder øje med, hvad de finder på«, skriver de blandt andet.

– Det er kedeligt, at en gruppe af SUFere, som fra start har frarådet oprettelsen, vælger at trumfe et af Enhedslistens udvalg for at opnå et politisk mål. Som Enhedslistemedlemmer er vi samtidig forarget over den destruktive opførsel og mener, det er uhørt i et demokratisk parti, at man aktivt prøver at destruere og sabotere demokratiske udvalg, skriver initiativtagerne til netværket i en analyse af forløbet, som Modkraft er i besiddelse af.

Men den kritik kan SUF ikke genkende.

– Det er svært at forholde os til kritikken, for SUF har ikke interveneret i Enhedslistens interne medlemsdemokrati. Vi har jo slet ikke stemmeret i Enhedslistens udvalg, udtaler Tobias Kruse.

SUF er desuden uforstående overfor, hvad det vil sige at være ’et ledende medlem’. Det skriver de i en kommentar til gårsdagens artikel på Modkraft.

– Vi har ikke ledende medlemmer, men medlemmer og en politisk valgt ledelse. SUFs ledelse og SUF som samlet organisation har respekt for Enhedslistens politiske selvstændighed, fuldstændig som vores samarbejdsaftale forudsætter, fastslår Annika Holm Nielsen fra SUFs ledelse.

Læs kommentaren i sin fulde længde på SUFs hjemmeside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce