Annonce

16. september 2002 - 21:08

Med lidt held går porten op

– På vej derop fandt vi ud af, at politiet var igang med at holde øvelsesdag inde i lejren. Mere end 100 betjente gik rundt og legede »autonome«, og kastede plasticflasker efter hinanden og spillede fodbold.

– Det forkludrede selvfølgelig vores idé med besættelsen, så vi diskuterede længe frem og tilbage, hvad vi skulle gøre, og valgte til sidst at improvisere, og køre derop alligevel.

– Lige da vi kører hen til hegnet, hvor vi ville ind, gik porten op, fordi der var en bil der skulle ud. Hvis det ikke var sket, skulle vi have været over hegnet med stiger og tæpper til at lægge over pigtråden på toppen af hegnet. Men det blev altså ikke nødvendigt – og måske havde det heller ikke været helt realistisk, siger Liv Sørensen og griner lidt aktivisternes lidt overmodige planer.

– Det er jo som sagt et fængsel, så det var bare super-heldigt. Da porten gik op, løb vi ud af bussen og ind på området. Vi havde stiger med, så vi kom hurtigt op på tagene. Så kom der omkring ti vagter løbende, hvoraf de to var meget aggressive, sådan nogle heltetyper. Vi råbte til dem, at de skulle tage det roligt, og at det ikke var deres job at anholde hos. De kunne bare ringe til politiet. Og det gjorde de så...

Men selvom politiet bogstaveligt talt befinder sig lige om hjørnet, vare det alligevel omkring ti minutter inden de dukker op.

– Det har åbenbart taget noget tid at få alle de politibetjente ind i bilerne, fortæller Liv og morer sig højlydt ved tanken om de måbende betjente.

– De stod de, og gloede med hjelmene under armene. Det var høj sol, de var kampklædte, de havde holdt øvelsesdag – og nu var det pludselig alvor. Så stod de bare og gloede på os.

– Der kom et helt hold civilbetjente hen, ti kæmpefyre, som var sådan lidt »orv, der tog I godt nok røven på os«.

Råb glad

I Globale Rødder gør man en del ud af ikke bare at være mod politiet, og især i denne situation råber aktivisterne ikke af betjentene, men derimod til de indespærrede asylansøgere.

– Der går ret lang tid, før der sker noget, og vi finder ud af, at alle tagene hænger sammen, sådan at vi nærmest kan komme hele lejren rundt. Vi skriver så »Asyl til alle« og »Peace« med gult kridt, og tegner hjerter.

– Fangerne åbnede vinduerne og råbte til os, mens de stak hænderne ud og lavede peace-tegn. Vi råbte alt hvad vi kunne på engelsk og lidt tysk, men desværre kunne vi hverken arabisk eller tyrkisk eller noget. Det var lidt ærgerligt.

– Stilen skulle være meget fredelig, stille og rolig, fordi det er nogle forholdsvist traumatiserede mennesker, der sidder deroppe, og man skal ikke forstyrre deres liv. Selvfølgelig er Globale Rødders stil i forvejen ikke-voldelig, men præcis i dette tilfælde var der noget ekstra at tage hensyn til. Så da vi råbte, gjorde vi det på en »glad« måde, og vi sang også, fortæller Liv.

Nogle af aktivisterne var iklædt hvide kedeldragter, som i anti-globaliseringskredse symboliserer »de usynlige« i samfundet. Selv synes de selvfølgelig det er et klart signal, men samtidig var de bekymrede for, om deres udtryk blev for »klinisk« i forhold til de indespærrede. Derfor medbrafte de også farvede stykker stof, som de viftede med mens de råbte slagord.

– Vi ville gerne give et glad indtryk, og det lød også som det virkede, for mange af fangerne råbte sammen med os.

At hoppe ned radikalt

– Så går der en helvedes tid, hvor vi begynder at spekulere over, hvad vi skal gøre. Vi har nemlig ikke taget hverken mad eller soveposer med. Ellers kunne vi være blevet deroppe i dagevis. Det kunne have været sjovt, men vi havde sgu’ ikke lige tænkt over, at politiet ikke ville anholde os. Det vil sige, de kunne ikke anholde os, fordi tagene hang sammen. Så hvis de kravlede op i den ene ende, kunne vi bare løbe ned i den anden. Så de kunne godt se, at det ville blive et cirkus uden lige.

– På et tidspunkt satte de nogle store projektører op, og så kunne vi regne ud, at de ville lade os sidde deroppe i lang tid. Så kom de kørende med sådan en lille kran, der vist nok skulle kunne løfte dem op på taget. De brugte lang tid på at nærlæse manualen til kranen, før det gik op for dem, at den slet ikke kan komme gennem hegnet, uden at det skal rives ned.

Mens ordensmagten kæmper med logistikken, bygger aktivisterne et toilet på tagryggen af de stiger og tæpper de har medbragt, sådan at de tissetrængende kan få lidt fred. Og så går en diskussion igang om, hvordan man kan komme ned fra taget på en ordentlig måde.

– Vi syntes jo ikke, at det er superfedt bare at hoppe ned i armene på politiet. Det er ikke lige det radikale udtryk, som vi har lyst til at give, og det er jo radikalt at gå ind og besætte et fængsel. Det er jo gak!

– Men det er også fedt at sætte tingene lidt på spidsen nogle gange, og det syntes vi, at vi mistede ved at hoppe ned, så vi var meget i tvivl, forklarer Liv.

Men på et tidspunkt får politiet serveret en masse mad, som de spiser ude i gården for øjnene af de indespærrede asylansøgere.

– Så da beslutter vi os til at sige til politiet, at vi frivilligt går ned nu, men udelukkende fordi vi ikke ikke har de nødvendige ting med til at blive. Så de må rejse sig midt i maden, og begynder straks at kommandere med os: »I skal komme ned på den og den måde«. Men vi svarer, »Nej, vi kommer ned på præcis den måde, vi selv har lyst til!«. Og sådan er det hele vejen, for det er jo en øvelse for dem, og de er simpelthen så amatøragtige, griner Liv.

Fut-tog og boogie-woogie

– Så tager de billeder af os på syv forskellige måder, og bytter om på den, og putter dem i de forkerte poser, og får skrevet numre på de nye plastichåndjern, og fucker også op i det system, jeg ved ikke hvor mange gange...

– Bagefter bliver vi sat på jorden i en række bag hinanden. Det er sådan et nyt særligt system, de har udviklet, men det går også galt for dem. Flere af betjentene kunne godt se, at de havde gjort noget forkert, og vi begynder efterhånden at lege fut-tog og boogie-woogie og synge, for det var simpelthen så åndssvagt.

Omsider bliver aktivisterne så kørt afsted til Valby politistation, og ifølge Liv er stemningen total »Operation Morgenluft«.

– For eksempel spørger de os, om vi »er parate« til at komme ind i politibilerne. Selvfølgelig er vi da parate – vi sidder jo der låst fuldstændigt fast og stampet ind i hinanden!

– Selvfølgelig kan de ikke finde vej fra Sandholm til Valby, så vi er helt inde om Indre By, og nærmest rundt om samtlige politistationer, inden vi ender ude i Valby. Og det skal være der, for der har de bygget de nye »hundebure«, og de skulle selvfølgelig også afprøves.

Da de anholdte ankommer til Valby politistation opstår der tvivl blandt staionens betjente om, hvorvidt de er en del af den store øvelse.

– Så har de fået nyt digital-kamera, og det skal der åbenbart tages mange billeder med, for de tager billeder af os forfra, bagfra og af vores fødder. Så kommer vi ind i hundeburene, hvor der er madrasser, havestole, tæpper og vand. Det er igen den der overdrevne »Operation Morgenluft«, hvor vi også skulle have det famøse frugt.

– Det får vi så – et enkelt æble – og da jeg har en Frit Palæstina t-shirt på, siger betjenten, der udleverer det, at »det her er faktisk israelske æbler«. Meget professionelt, vrænger Liv ved mindet om betjenten, der synes, at han har været rigtig smart.

– Der var så betjente udefra til at afhøre os, og de kendte ikke Valby Politistation, så de skulle nærmest have en manual frem over de forskellige computere, og det hele tager 100 år. Vi foreslår dem, at de bare kan spørge folk i burene om de vil udtale sig eller ej, men det vil de i hvert fald ikke! Men efter tre afhøringer kommer de så alligevel ned og spørger folk en efter en om de vil udtale sig.

Efter knap seks timer bliver de første aktivister løsladt. Aktionen får en rimelig omtale i medierne, og Globale Rødder får endnu engang vist, at de mener det, når de siger, at deres aktioner vil være ikke-voldelige.

Og Liv understreger, at sådan bliver det også ved de fremtidige aktioner, som er under forberedelse i Globale Rødders tegnestue.

Af Martin Lindblom/Monsun

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce