Tysk valg uden vindere

Først ved morgengry stod valgresultatet klart. I lang tid så det ud til, at den konservative blok – alliancen mellem det konservativt-liberale CDU og det højrekonservative bayriske regionalparti CSU – ville blive valgets største parti.

Deres fælles forbundskanslerkandidat, den bayriske ultra-reaktionære ministerpræsident Edmund Stoiber, udråbte ved midnatstid de konservative til valgets vindere. Desto større var skuffelsen i den konservative lejr, da det viste sig, at denne antagelse ikke holdt.

Ifølge officielle kilder opnåede SPD 38,5 pct. af stemmerne og fik 251 mandater (1998: 40,9 pct.). CDU og CSU fik tilsammen ligeledes 38,5 pct. af stemmerne, men nåede kun op på 248 mandater (1998: 35,2 pct.).

At socialdemokratiet fik to mandater mere end den konservative union, skønt stemmeandelen var den samme, skyldes det tyske valgsystems beregning i forhold til mandat-overskydende stemmer. De Grønne gik næsten to procent frem, og opnåede 8,6 pct. og fik 55 mandater, mens det liberale parti FDP, en tysk udgave af Det Radikale Venstre, i mod al forventning kun opnåede 7,4 pct. af stemmerne og 47 mandater (1998: 6,2 pct.).

PDS – valgets store taber

Valgets store taber blev imidlertid det venstresocialistiske, østtyske reformparti PDS (Partei des Demokratischen Sozialismus), som ikke kom op over 5 pct.-spærregrænsen. PDS fik alligevel to repræsentanter valgt til parlamentet, fordi partiet vandt to tillægsmandater i Berlin. (1998: 5,1 pct. og 36 mandater).

Traditionen tro var der også en del småpartier, som stillede op til valget. Deriblandt et feministisk parti, et par mindre kommunistiske organisationer som KPD og DKP, et parti for specielt gamle mennesker »De grå pantere«, samt et par højre-ekstremistiske partier som bl.a. det forbudstruede naziparti NPD. Ingen af disse partier opnåede særlig mange stemmer.

Stemmedeltagelsen ved dette valg lå på 79,1 pct.. Ifølge flere valgforskere er der især blandt de unge mange, som ikke stemmer – enten fordi de er uinteresseret i politik, eller fordi de ikke føler sig repræsenteret af nogen af de opstillede partier.

»Stem på Schroiber!«

Mange politiske kommentatorer mener samstemmende, at socialdemokratiet kun kunne beholde magten på grund af et sammentræf af tilfældige begivenheder. Især sommerens katastrofale oversvømmelser i forskellige dele af Tyskland samt Bush-administrationens krigsforberedelser mod Irak spillede en rolle for vælgeropbakningen til SPD.

Mens både SPD og De Grønne før disse skelsættende begivenheder så ud til at ville lide et stort valgnederlag, så kom omsvinget bogstaveligt talt med flodkatastrofen.

Gerhard Schröder fik lejlighed til at profilere sig som regeringens garant for omfattende statslige støtteforanstaltninger til de katastroferamte mennesker. Især i det østlige Tyskland gav dette bonus på valgdagen.

Det andet tema, som vakte mange tyskeres interesse, var USAs krigstrussel mod Irak og udsigten til tyske soldaters deltagelse i krigen under Natos kommando. Medievant reagerede Socialdemokratiet og De Grønne omgående på USAs udspil ved at afvise enhver tysk krigsdeltagelse. Denne holdning kom for de fleste helt uventet, da den Rød-Grønne regering hidtil har haft den stik modsatte praksis, og ideologisk helhjertet har støttet USAs militære interventioner i Balkan og i Afghanistan.

Denne politiske tilkendegivelse mod tysk krigsdeltagelse vakte megen medieopmærksomhed og gav regeringen et tiltrængt pusterum, hvor fokus blev flyttet væk fra befolkningens utilfredshed med den førte neo-liberalistiske politik. Specielt i de østlige dele af landet er den sociale usikkerhed udbredt pga. vedvarende og voksende arbejdsløshed samt drastiske forringelser i social- og uddannelsessektoren samt i sundhedsvæsenet.

SPDs retoriske anti-krigskurs og De Grønnes økologiske image fomåede for en stund at fortrænge denne utilfredshed og genmobilisere større dele af befolkningen for den ellers afskrevne regeringskoalition.

Heller ikke den konservative-liberale blok kan prale med strålende fremgang. Dog fik det bayriske CSU en stor sejr ved valget. Med over 61 pct. står dette bayriske statsparti suverænt ved magten i Tysklands sydligste delstat. Dette regionale resultat bidrager til at dække over det store søsterparti CDUs vælgermæssige stagnation.

Skønt den konservative blok formåede at vinde mellemlagsvælgere fra de liberale i FDP, kunne de tilsammen ikke mobilisere flere vælgere end ved det forrige valg i 1998.

Denne situation svarer temmelig præcist til mange tyskeres mening om, at forskellen mellem de to politiske blokke ikke er til at få øje på. »Wählt Schroiber!« (Stem på Schroiber!) stod der derfor på en række satiriske plakater, som prydede de tyske huse og gader op til valgdagen.

Venstrefløjen i krise

Den engang så dominerende aktivistiske venstrefløj i partiet De Grønne er efterhånden kun repræsenteret af små marginale grupper uden politisk betydning for partiets kurs. En af de sidste venstrefløjsbastioner er sådan en lille gruppe omkring den tidligere advokat for Rote Armé Fraktion, Christian Ströbele fra Berlins traditionelt venstreorienterede kvartér Kreuzberg.

Det overvejende flertal af partiets venstrefløj, som kom fra 80’ernes store anti-krigs- og anti-atomkraftbevægelse, eller fra den første generation af BZere, har forlængst forladt De Grønne i protest eller resignation. En mindre del er blevet socialdemokratiseret og har underordnet sig partiets pragmatiske højrefløj, de såkaldte »Realos«, omkring de tidligere 68- oprørere Joschka Fischer, Rezzo Schlauch , Claudia Roth, Jürgen Trittin, etc.

Den lille venstrefløjsstrømning i De Grønne gjorde sig sidst bemærket ved at forsøge at forhindre en opbakning til USAs og Natos bombetogter i Serbien og Afghanistan. Det mislykkedes totalt, og ledelsens reaktion var at forhindre Christian Ströbeles genopstilling på partiets officielle liste i Berlin.

I modsætning til De Grønne, hvor venstrefløjen har mistet enhver politisk indflydelse, er venstreorienterede holdninger godt forankret i det østtyske PDS (Partei des Demokratischen Sozialismus). PDS er opstået af ruinerne fra det post-stalinistiske såkaldte kommunistparti SED, der efter fascisternes militære nederlag i 1945 grundlagde DDR, og dannede landets absolutte magtcentrum.

Siden DDRs sammenbrud i 1989/1990 har det omdannede PDS gennemgået en smertelig forandringsproces, og er idag et venstrefløjsparti, som er domineret af venstrereformistiske kræfter og forsynet med en broget og mangfoldig ung venstrefløj som en slags politisk mere radikal modpol.

PDS har indtil dette valg haft konstant fremgang i de østlige dele af Tyskland. For eksempel opnåede PDS ved delstatsvalget i Berlin sidste år op imod 50 pct. af samtlige stemmer i Østberlin. På trods af det store vælgertab ved det netop afsluttede parlamentsvalg, er PDS i den østlige del af Tyskland stadigvæk det mest aktive, folkelige parti.

I et interview i Der Spiegel-online dagen efter valget forsøgte Gesine Lötzsch, én af de to PDS-kvinder, der blev valgt til parlamentet, at forklare grundene til partiets valgnederlag:

De og Petra Pau er de eneste fra PDS, som har klaret at komme i Forbundsdagen. Hvad vejer tungest – frustration eller glæde?

Gesine Lötzsch: Selvfølgelig havde vi ventet et andet resultat. Vores mål var at komme styrket ind i det tyske parlament.

Nu er vi kun to, som skal repræsentere PDS, og det er ikke rart, men vi vil ikke gøre os usynlige af den grund.

Hvad er grunden til, at PDS kun har opnået to direkte mandater i Berlin?

Gesine Lötzsch: Den nye omstrukturering i Berlin har ført til, at talrige kvarterer er blevet samlet til øst-vest valgkredse. Dér var det meget svært for os at blive valgt. Tag for eksempel Berlin Mitte idag, hvor Wedding og

Tiergarten er kommet til. Det var åbenbart en umulig opgave for os.

Hvori lå mere præcist årsagen til det dårlige valg for PDS?

Gesine Lötzsch: Vi har oplevet en meget ekstrem polarisering omkring valget mellem enten Schröder eller Stoiber. Dette medførte, at vælgerne til tider fik fornemmelsen af, at der egentlig kun eksisterer to partier.

Derudover har vi de sidste 12 år udelukkende haft fremgang ved hvert valg. Det gik hele tiden fremad og opad.

Nu, på det dårligst tænkelige tidspunkt overhovedet, er vi gået i stå. Hvad grundene til det er? Det kan ikke udelukkes, at vores arbejde i Berlins bystyre spiller en rolle, men også den ringere valgdeltagelse her kan have medvirket til PDS’ tilbagegang.

(PDS deltager i Berlins bystyre som socialdemokratiets juniorpartner. Bystyret foretager upopulære besparelses – og nedskæringsinitiativer, red.).

Læs interviewet i sin helhed på tysk

Af Alfred Lang / autonomi-kollektivets info-service