»Landbrugsstøtte« og »eksportstøtte« er kodeordene i en politik, der ifølge kritikere er ødelæggende for Europas miljø og små landbrug – og som samtidig smadrer mulighederne for bønder i udviklingslandene.
Før udviklingen løber helt af sporet, skal EU’s landbrugspolitik ændres radikalt før den helt får ødelagt mangfoldigheden i Europas landbrugsproduktion. Sådan lyder i hvert fald spådommen fra miljøorganisationerne Noah og Friends of the Earth.
Støtteordningerne har ikke bare ført til super effektive industrilandbrug med enorme investeringer i produktionsmidler og et kæmpe forbrug af gift og gødning.
Det har også medført store fald i beskæftigelsen inden for landbruget, stor afvandring fra landområderne og stigende jordpriser.
Og som om det ikke var nok, har den fælles landbrugspolitik betydet massiv overproduktion, der bliver afsat til dumpingpriser på verdensmarkederne. Det er noget, der kan mærkes i udviklingslandende.
En caribisk molbo-historie
Alle kender til de tragikomiske molbo-historier, der i årenes løb har fulgt i kølvandet på EU: agurker, der ikke må krumme og nødudgangsskilte, der skal være firkantede i stedet for runde. Men nogle af historierne har større menneskelige konsekvenser end andre, og i Den Dominikanske Republik i Caribien griner de ikke af de besynderligheder, de blev udsat for.
Det startede ellers lækkert, da forskellige afdelinger i EU spyttede omkring 123 millioner kroner i et udviklingsprojekt, der skulle støtte den lokale mælkeproduktion. Og det gik over al forventning: På kort tid blev den dominikanske mælkeproduktion fordoblet, og landet var selvforsynende med mælk. Men så kom mejerikoncernen Arla Foods forbi.
Mælk i kloakken
I EU produceres der konsekvent for meget mælk, og for at undgå overskudslagrene er det nødvendigt at eksportere til verdensmarkedet.
Men ude i verden er priserne meget lavere, så for at kunne klare konkurrencen er eksportørerne afhængige af penge fra EU.
Når et fragtskib forlader EU lastet med f.eks. skummetmælkspulver, får det europæiske mejeri massiv eksportstøtte, hvis blot målet ligger uden for unionen.
Så når Arla losser sit mælkepulver på kajen i Den Dominikanske Republik, bliver den lokale mælk omgående banket af banen, fordi EU-pulveret kan sælges en tredjedel billigere. På ganske kort tid drejede over 20.000 af landets fattigste mælkeproducenter nøglen om, og sidste år måtte syv millioner liter mælk hældes i kloakken, fordi ingen ville købe det.
EU har netop refomeret sin landbrugspolitik, der peger frem mod en ny fælles politik på området fra 2006. Men ifølge Joanna Dober fra Friends of the Earth kom det ikke udviklingslandene til gavn:
– Forslagene fra midtvejsevalueringen ikke så meget som nævner problemet med, at EU’s eksportstøtte underminerer landbrug i udviklingslandene. Det er på høje tid, at ministrene forpligter sig til at stoppe belønningen af EU’s intensive landbrug ved at afvikle støtten. Et bæredygtigt landbrugs- og fødevaresystem i Europa må forbyde dumping i udviklingslandene.
Af Martin Lindblom/Moskito
Kontra:Det nytter ikke
»Hvis EU bare ensidigt afvikler støtten, vil det ikke have nogen værdi for producenterne i u-landenen. Vores plads på markederne vil omgående blive erobret af andre multinationale mejerier. Vi støtter en gradvis afvikling af landbrugsstøtten, men det skal ske globalt via WTO. Ellers bliver resultatet bare, at der flyttes rundt på markedsandelene mellem de mejerier, der arbejder globalt.«
Jens Bigum, adm. direktør i Arla Foods til Jyllands-Posten,13. november 2002>
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96