Det er absurd at være mod EU

Moskito, Istanbul – Forestil dig at den kæmpestore tyrkiske nation eksploderede, og fragmenter fra hele landet ramte ned på hver sin side af Boshorusstrædet. Så har du millionbyen Istanbul. For i den mere end 15 millioner mennesker store megaby er alle Tyrkiets borgere nemlig repræsenteret.

Fra den fattigste kurder, der er blevet fordrevet fra fødebyen ude sydøstpå, over kvinderne, der er blevet smidt ud fra deres universiteter, fordi de ikke vil vise deres hår, til manden med Armani-jakkesættet, som kalder sig selv en »hvid tyrker«, og som føler sig hjemme i alt, der minder om en metropol.

Fælles for dem alle er, at de håber, at et medlemskort til vores europæiske klub er det vinderlod, der kan sikre netop dem den store gevinst. Dog er det ikke kun drømmen om milliarder, millioner tyrkiske lire, der får den tyrkiske befolkning til at sukke mod vest. Godt nok er økonomien i Tyrkiet efterhånden så flosset, at en enkelt kop æblete koster tre gange så meget som for et år siden. Men for en kvinde som 24-årige Tuba, står der ikke penge – men personlig frihed på den store gevinst.

Skægget og parykkerne

Vi er ude at shoppe tørklæder – Tuba og jeg.

Tuba har forelsket sig i et stormønstret silketørklæde i brune og okkergule nuancer. Hun lader silkestoffet glide mellem fingrene, mens hun overvejer at købe det, men hvis hun gør det og bærer det, sådan som hun gerne vil, afskærer hun sig samtidig fra at gøre sin uddannelse færdig.

Vi er i Fatih-kvarteret, en af de mest religiøse bydele i Istanbul. Her er dresscoden præget af ankellange sorte gevanter og tildækkede ansigter, men det er et særsyn i det moderne Tyrkiet. I Kemal Ataturks kun 80 år gamle nation er kvinder, der dækker deres hår til, nemlig ikke velsete.

For fem år siden strammede Tyrkiet grebet om landets praktiserende muslimer. Det blev forbudt for mænd at have fuldskæg, og kvinder der gik med tørklæde kunne ikke længere arbejde i den offentlige sektor, sidde i parlamentet eller gå på universitetet.

Det med skægget viste sig hurtigt at være alt for svært at praktisere, men tusindvis af kvindelige studerende blev smidt ud fra deres universitet. Enten af politiet eller af undervisere, der nægtede at acceptere dem i auditorierne. Flere af kvinderne forsøgte at omgå tørklædeforbuddet ved at tage parykker på i stedet – men nu er det også forbudt.

Kvinde kend din plads

- It focuses directly on the women. For example a man – a friend of mine at school, he can follow his education, but I can’t – even though we have the same mentality and belief, siger Tuba.

Tuba kan ikke gore sit psykologispeciale færdig på et tyrkisk universitet, men det er måske også ligegyldigt. For hvis Tuba skal have et job i Tyrkiet, bliver det sandsynligvis som rengøringsdame eller bag et samlebånd, for det er de eneste arbejdspladser, der er ligeglade med, om deres ansatte dækker håret til eller ej.

– I’m frustrated. This is my lifestyle and I should have the right to live my life as I want. This is something very speciel, something about me. I can wear hijab – I can not – I can like blue or not – this is not the subject of another person, this is just about me, understreger Tuba.

Og Tuba vil ikke ændre sin livsstil. Hun køber det okkergule og brune silketørklæde, mens hun fortæller, at hun overvejer at rejse til et europæisk, australsk eller et amerikansk universitet, hvor hun er velkommen – selvom hun går med tørklæde

Godt og vel otte ud af ti tyrkere er imod tørklædepolitikken. Ligesom Tuba håber mange nu, at et medlemsskab af den europæiske union vil presse Tyrkiet til at respektere den menneskerettighed, der giver en person ret til at udtrykke sin religion, om det så er med et tørklæde.

Det forbudte folk

Almindelige menneskerettigheder. Det er den samme gevinst, 23-årige Edbe håber vil følge med et unionsborgerskab.

Edbe bor i en lille tre-værelses lejlighed forenden af en af de stejle trappeopgange i Tarlabasi-kvarteret, sammen med mand, svigerfar, svigermor og ialt ti børn. Stuerne er nøgne – her er hverken råd eller plads til møbler, når der skal sove 14 mennesker på gulvet hver nat.

Familien taler et sprog, der indtil for nylig var forbudt – kurdisk – og de bor i Istanbul, fordi de ligesom tusindvis af andre kurdiske familier er blevet tvunget bort fra deres landsby i Sydøst-tyrkiet.

Det er nemlig tyrkisk politik at integrere den 18 millioner store kurdiske befolkning i Tyrkiet – om nødvendigt med magt. Godt en fjerdedel af Istanbuls indbyggere er kurdere.

Derfor ønsker Edbe sig kun en ting af unionen:

– The only reason why I want to be accepted by EU is because they have rights. They have the rights to express themself, the state supports them, they don’t have to immigrate from one place to another.

14 par slidte sko

Edbes stemme bliver skinger. Når man lever i en familie med 14 medlemmer, der til sammen tjener hvad der svarer til 2.500 kroner om måneden er forventningerne og kravene til fremtiden små:

– I don’t expect anything from Turkey, I just want to go back to my village. I want to live there. But not like this, I want to go back with my rights – as a Kurdish person.

Jeg skræver over de 14 par slidte sko I Edbes entré, og begiver mig tværs igennem millionbyen. Krydser Istanbuls hovedstrøg Istiklal Cadessi, hvor Swatch-reklamerne blænder om kap med facadestore annoncer fra landets største mobilselskab Türkcell. Går forbi pladeforretningerne, hvor bassrytmerne fra seneste cd kreeret af Tyrkiets popprins – Tarkan – dunker ud og blander sig med den klagende lyd af muezinnernes stemmer, der kalder til bøn i moskeerne.

Hvide tyrkere

Jeg når til Tesvikiye-kvarteret.

Skoene på fødderne af kvarterets beboere her er sorte og blankpudsede, og det tøj, der dækker deres kroppe, har navne som Armani eller Hugo Boss.

Her bor Istanbuls jetset. En af dem er Ahmed – en 58-årig møbelproducent og designer, med egen forretning i »downtown Istanbul«.

- They call us the white Turks. We are the Cityturks with good Uuropean connections, smiler Ahmed.

Waiting for a piece of candy

Selv om en snip af Tyrkiet ligger på det europæiske kontinent ved Ahmed godt, at udsigterne til et europæisk medlemsskab er lange.

– I’m not disappointed. Im just a little bit sorry. It’s just that I’m waiting for a piece of candy, and it will take time.

– When it comes it will be very helpful to us concerning trade, but also because we will change our laws, our attitude, our minds towards west. European community will lead us to a stronger western mind.

Og det er netop udsigten til traditionelt vestlige værdier, der er den slikkepind Ahmed venter på. Ikke kun fordi han ønsker at være en del af det europæiske fællesskab, men han tror et medlemsskab vil give hans lands unge generation noget at tro på.

– They don’t belong to East, they don’t belong to West. Where do they belong to? If the European community was wise enough, they would let the youngsters of Turkey enter the European club, because then they would have something to believe in.

Og så bli’r alting godt

Apropos unge mennesker. Tyrkiet har noget resten af Europa mangler. En meget stor ung generation. Desværre bliver der ikke brugt mange ressourcer på at uddanne dem. De tyrkiske universiteter optager nemlig kun 200.000 nye studerende om året.

En af de heldige præsenterer sig selv sådan her:

– I’m Aidja, and I’m the youth of Turkey.

Aidja sukker egentligt ikke efter et medlemsskab, men efter et bedre uddannelsessystem, og det vil automatisk ske, hvis Tyrkiet bliver optaget, tror hun:

– Everything will be better I think, because have you ever seen a country, which becomes a member of the European Union, getting worse? Did you see that – no!

Had og kærlighed rundt om Ataturk

Ikke så langt fra det tekniske universitet venter Gaye på en lille fortovsrestaurent.

Her i ly for bilerne, der i døgndrift drøner rundt om Ataturks monoment på Taksim Sqare eller Cumhuriyet Abidesi, som det hedder på tyrkisk, kan den 43-årige økonom holde en lille pause mellem sine to jobs.

Gaye har tilbragt det meste af sit arbejdsliv i finansverdenen – i dag arbejder hun i to forskellige fagforeninger.

I modsætning til langt de fleste af hendes landsmænd er Gaye ikke hovedkuls forelsket I unionen. Men hun kan heller ikke være imod.

– It’s absurd to be against EU or to be against US imperialism and things like that. All we must be against is capitalism it self – the main problem is the system, siger Gaye.

Nafta, safta, pafta, rafta

Mens hun smilende stikker til kebap’en på tallerkenen på bordet foran sig, sammenligner hun unionen med alle de andre multinationale organisationer som verdens lande er medlemmer af på kryds og tværs: NAFTA, TAFTA, APEC osv. osv.

– For me it’s better to be in EU than out of EU. A membership might give us some individual rights, consumer rights – maybe batter limited environmental norms – that’s all. I don’t mean equality, I don’t mean liberty or other criteria of real democracy.

Så selvom Gaye ikke tror på konstruktionen EU, ved hun godt, hun er alene med sin skepsis. For gevinsten ved et adgangskort til Fort Europa er ikke til at tage fejl af for Tyrkiets 68 millioner borgere:

– My people are ready to be integrated in to Europe, and they are ready to do everything, even if they have to give up their traditions and culture – they are ready to enter the European Union.

Betina Dalgas/Moskito

Kontra: 68 MILLIONER MUSLIMER I EU?

Hvad skal en nation med 68 millioner muslimer i vores kristne europæiske klub – og hvad har tyrkerne overhovedet at gøre i EU – landet ligger jo ikke en gang i Europa.

Det spørgsmål er blevet vendt og drejet i hele Europa efter, at den franske formand for EU-konventet Valérie D’Estaing fornylig udtalte at:

– Hvis Tyrkiet optages i Unionen bliver det selvsammes død.