Annonce

Faglig protest
6. december 2012 - 13:48

Har din falafel-pusher overenskomst?

»Initiativet for bedre faglige vilkår« har overdækket restauranter i det indre København med klistermærker for at sætte fokus på manglende overenskomstaftaler i branchen.

Det populære spisested Falafel-House samt Café Rene og restauranten Hyttefadet i det indre København blev natten til torsdag udsat for kreativ udsmykning af anonyme aktivister fra »Initiativet for bedre faglige vilkår«.

I ly af mørket var røde klistermærker med teksten »Kæmp for bedre vilkår – Organiser dig« blevet sat på op henover vinduer, døre og facader.

Aktionen er et forsøg på at gøre opmærksom på de manglende – eller mangelfulde – overenskomster, som de ansatte på restauranterne og i resten af branchen arbejder under.

Ifølge det faglige initiativ har de tre restauranter »en overenskomst med den gule fagforretning Krifa, hvis de da overhovedet har en«.

»Vi opfordrer alle til at boykotte de berørte restauranter og på alle andre måder vende ryggen til gule fagforretninger og organisere sig i en rigtig fagforening,« skriver aktivisterne i en pressemeddelelse sendt til Modkraft.

Vil bekæmpe gule fagforeninger

I presseerklæringen skriver »Initativet for bedre faglige vilkår« videre om baggrunden for deres aktion:

»En overenskomst med Krifa tjener kun direktørernes interesser. Krifa er ikke en fagforening for de ansatte, men en fagforretning for direktørerne.

Arbejdsgiverne sidder i foreningens bestyrelse, og de ansatte er salgsdirektører og kundechefer, der skal betjene deres ”kunder” – ikke kæmpe for deres medlemmers rettigheder. De er imod konflikt- og strejkeret og er styret af det kapitalistiske arbejdsmarked, hvor konkurrence kommer foran mennesker.

Konsekvenserne vil være fatale, hvis de gule fagforeninger får overtaget på det danske arbejdsmarked. Lad os forhindre at det sker, for sammen står vi stærkest«.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce