ETA til Marcos: bland dig uden om

»Euskadi ta Askatasuna (Patria Vasca y Libertad) til Ejército Zapatista de Liberación Nacional

Værdighed. Respekt. Solidaritet. Agur t’erdi!

Vi skriver disse linier som svar på det brev, I har sendt via det mexicanske dagblad »La Jornada«, den 9. december 2002.

Til EZLNs børn

Et sprog kan være blot et kommunikationsredskab. Det kan også bruges til at skade og latterliggøre. Der er slag, som gør ondt og der er ord, som gør mere ondt. Der er slag, som sårer og der er ord, som dræber.

Vort sprog (ikke dét vi anvender for at kommunikere med jer, som er i færd med at læse denne meddelelese) er Euskara, baskisk, lingua navarrorum. Det er på een og samme vis et gammelt og et ungt sprog. Mens de nu uddøde sprog latin og græsk var de dominerende, som engelsk og spansk er det i vore dage, havde vort sprog, euskara, været anvendt i umindelige tider for at kunne betegne »bjerge« og »floder«: mendia, ibaia.

Vand hedder ur, jord hedder lur, sne hedder elur.

Og når vi mødtes, hilste vi med »kaixo« eller »agur« (paradoksalt nok, kan det sidstnævnte også bruges til at sige farvel).

I jeres zapatistiske ordbog kan I tilføje at værdighed kan oversættes til »duintasuna« på baskisk.

Og Euskal Herria er det baskiske folk. Vi, der kæmper med alle forhåndenværende våben for vort folks frihed, foretrækker at udtrykke det sledes: Euskal Herria er Euskara-folket, vort sprog. Vort sprog er vort land. Frit.

Og vores unger ser os kæmpe. Af og til uden at se os, men selv uden ord, forstår de alt. Selvfølgelig er vi jer, EZLNs drenge og piger.

Til EZLNs ældre

Vort folk er et gammelt folk. VI lever på bent land udelukkende beskyttede af bjerge og dale og indbyggerne, der afviser at leve på knæ, hvilket vil sige at de vil træffe deres egne beslutninger uden at andre skal bestemme.

Vort folk har dybe rødder i Historien. Så dybe at vi på det nærmeste er overbeviste om at vore rødder ved Verdens skabelse kærtegnede folket fra Chiapas’ rødder.

Her fødtes respekten for det folk, I har holdt i live. For i jeres tavse hænder, i jeres trætte øjne, i jeres grå hår, ser vi kun de hænder, øjne og hår som er vores forældres og bedsteforældres og deres forfædres.

Vi ved godt at det ikke altid var let, at det var svære tider, hvor de beslutninger, der blev truffet var forkerte, at I af al kraft sloges ... selv imod jeres egen frygt. Og at I mere end een gang led nederlag. Men først og fremmest véd vi at:

Izan zirelako dira eta garelako izango dira. Hvilket betyder noget i retning af:

Fordi I var dem, vi er og fordi vi er dem, der kommer efter os. Og det får os til at respektere jer.

Respekt kan oversættes til »Begirunea«.

Til EZLNs mænd og kvinder

Et kæmpende folks værdighed får os til at føle respekt. Vor organisation har modtaget solidarisk og militant hjælp fra tusindvis af mænd og kvinder fra hele kloden. Mænd og kvinder, der som regel har været nødt til at overvinde misinformation og fornærmelser for at kunne forstå vores frihedskamp, vore metoder, vore mål der er retfærdighed og frihed.

At vi af og til er et meget egoistisk folk , er sikkert og vist. »I befinder jer midt i Europa og slås med våben i hånd. Hvad vil I egentlig have yderligere?« kunne man måske mene, når man tager de europæiske levevilkår i betragtning – som er et resultat af udnyttelsen af resten af verdens befolkninger.

Vi vil frihed! Ganske enkelt! Frihed til som folk selv at kunne bestemme. Hvordan vi vil organisere os, hvordan vi vil leve, hvordan vi vil løse selv de forfærdelige urimeligheder, der begåes af de europæiske nationer.

Vor solidaritet med befolkingen i Chiapas’ kamp, er ubetinget. Vi vil aldrig nogen sinde begynde at fortælle dem hvordan eller hvad, de bør foretage sig (med mindre de ligefrem spørger os). Vi vil altid gøre hvad der er i vores magt for at bistå dem i deres kamp.

Og solidaritet hedder på baskisk »elkartasuna«.

Til EZLNs børn, ældre, mænd og kvinder

For nylig har et medlem af jeres hær, nærmere bestemt subcomandante Marcos, skrevt et brev til os (han har skrevet tonsvis, men vi hentyder til dét, der specifikt i hans navn var henvendt til os) og da vi ikke på nogen måde er tilhængere af militær hierarki, vil vi svare subcomandanten personligt i de efterfølgende linier:

Efter nøje at have studeret såvel brevet sendt til os, som de andre breve, der er blevet offentliggjort i den samme avis, vil vi fra ETA gerne udtrykke følgende:

Vi er i alvorlig tvivl om hensigten med Deres forslag om at gå i forhandliger på den canariske ø Lanzarote. På os virker det mere som et deperat forsøg på at tiltrække sig international opmærksomhed, ved hjælp af den baskiske konflikt.

Den måde De har valgt, i fuld offentlighed, uden forudgående kontakter, at fremsætte Deres forslag, er et udtryk for en fundamental mangel på respekt for det baskiske folk og for samtlige de organisationer, der på een eller måde kæmper for frihed.

ETA er altid villig til - med respekt for det baskiske folk og deres organisationer - at lytte, tale og indgå i dialog. Beviset på dette er de forskellige initiativer, vi har taget igennem tidens løb. Uden at trække sagen i langdrag: Forhandligerne i Algier i ’89, forslaget fra Aterbativa Democrática i ’95, det politiske initiativ, hvor vi suspendere anvendelsen af væbnede aktioner i ’98-’99.

Vi afviser at skulle undlade at iværksætte nye tiltag fremover. Vor indstilling til en retfærdig og global løsning på kionflikten er stadig til stede. Men de må og skal være seriøse forslag, baserede på omfattende enighed og legitim hjælp.

VI vil også gerne gøre det helt klart at det ikke indgår blandt vore mål at medvirke i »pantomimer« eller »operetter« med det formål at indynde os og få plads på den internationale presses forsider, på internettets hjemmesider, eller at blive motivfor de næste mode t-shirts.

Vi er parate til yde det mulige, så EZLN bliver bedre informerede om den konflikt, der eksisterer mellem Baskerlandet og Frankrig og Spanien.

Hvis der er noget, der skulle globaliseres, så er det retfærdighed og respekt. Det er noget vi – oprørsbevægelserne – bør begynde på. ETA har altid forsøgt at undgå at blande os i de beslutninger, andre oprørsbevægelser uden for vort lands grænser, har truffet.

Vi har altid begrænset vores opførsel til at dreje sig den ubetingede solidaritet med deres kampe, og har beriget os med deres erfaringer. Vi har altid med sympati betragtet og udvist vor solidaritet med organisationer og enkeltindivider såvel i Mexico som i Spanien eller for den sags skyld i alle andre dele af kloden, slås som de nu måtte finde det bedst for en mere retfærdig verden og for folkeslagenes frihed.

Modtag de venligste, oprørske og revolutionære hilsen fra de europæiske indianere. Agur.

¡Viva Chiapas Libre!

¡Gore Euskal Herria Askatuta!

Euskal Herria, 1. januar 2003

(intet er tilfældigt)

Euskali ta Askatasuna

E.T.A.«

Oversat af Erik Pedersen/Monsun