Annonce

10. januar 2003 - 16:22

Lomborg beskyldes for fusk med rapporter

Striden om dåse-rapporten har også ført til, at Bjørn Lomborg igen bliver anmeldt til UVVU, Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed, som tidligere på ugen betegnede ham som videnskabeligt uredelig.

Bag den nye anmeldelse står affaldskonsulent Erik Jørgensen fra den uafhængige forening Københavns Miljø- og Energikontor.

- Rapporten er så uhæderlig, at jeg ser mig nødsaget til at sende en klage til UVVU over Lomborgs videnskabelige redelighed, siger han til Jyllands-Posten.

Mundkurv på Miljøstyrelsen

Sagen om dåse-rapporten bliver også rejst politisk. Miljøstyrelsen vil nemlig ikke længere udtale sig i sagen, og det har fået socialdemokraten Pernille Blach Hansen til at anklage regeringen for at have givet styrelsen mundkurv på.

Hun kræver en redegørelse fra enten statsminister Anders Fogh Rasmussen eller miljøminister Hans Christian Schmidt.

- Hvis Miljøstyrelsen har fået en ordre ovenfra om, at de ikke længere må udtale sig, er det meget alvorligt. I givet fald mener jeg, at der er tale om direkte magtmisbrug, siger hun til Ritzau.

Samtidig har den massive kritik betydet, at der i regeringspartierne er ved at brede sig en opfattelse af, at Bjørn Lomborg udgør en belastning. Anders Fogh Rasmussen har allerede åbnet op for, at der bliver foretaget en uafhængig gennemgang af de rapporter, som Institut for Miljøvurdering har udsendt, og Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo har antydet, at det kan blive aktuelt med en fyring.

- Modstandere af instituttet vil bruge Lomborg til at få det nedlagt. Det skal de ikke få held til. Men hvis man ikke gør noget, ender det med, at det gode projekt, som instituttet har været, helt vil dø. Og det bør ikke ske, siger han til Jyllands-Posten.

Af Henrik Amstrup/Monsun

Læs om Lomborgs dåserapport i Information

Mere om dåse-rapporten i Jyllands-Posten

Læs om mundkurven på Miljøstyrelsen i Jyllands-Posten

Læs tidligere artikel på Modkraft

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce