Omfattende registrering af politiske modstandere i Sverige

130.000 under mistanke – 0 dømt

»Sandhedskommissionen«, som den også kaldes, har efter en tre år lang undersøgelse af den svenske efterretningstjeneste SÄPO, afsløret at 130.000 svenskere i slutningen af 60`erne var registrerede, overvågede, aflyttede eller berufsverbotede på grundlag af deres lovlige politiske overbevisning, uden at politiet fandt en eneste »spion«, »terrorist« eller »samfundsfjende«.

At kommisionen overhovedet blev nedsat i 1999 skyldes først og fremmest kommunisterne og andre kræfter, der i årene inden, gennem politiske kampagner og underskriftsindsamlinger havde gjort det umuligt for regeringen at fortsætte med at afvise kravet.

Under og efter den sovjetiske trussel

Den politiske begrundelse for den omfattende overvågning var den angivelige trussel om et sovjetisk militært angreb. Svenske medborgere blev angiveligt mistænkt for at gå Sovjets ærinde i tilfælde af en sådan angrebskrig.

Efter at Gorbachov åbnede arkiverne i Moskva og Warzawapagtens viste det sig at den sovjetiske trussel mod Sverige var ren fantasi.

I 1991 blev Sovjetunionen opløst og det Nato og EU-støttede Jeltzin-regime forbød kommunistisk virksomhed i Rusland.

Men i stedet for at mindske blev bevillingerne til SÄPO fordoblet i 90’erne, fra 300 mio.kr i 90/91 til 550 mio.kr for budgetåret 2000, noterer Säkerhetstjänstkommissionen.

Om grunden til den fortsatte overvågning skriver lederen i liberale GöteborgsPosten (19.dec.): »Der findes grund til at holde øje med dem som sagde - og siger - at de vil lave revolution«.

1969

Sveriges politiske politi fik ordre om at holde særligt øje med kommunisterne, ikke mindre end 113.000 mennesker er registreret som kommunister eller -sympatisører i 1969, udaf ialt 130.000 politisk registrerede.

I arkiverne fandtes også medlemmer af det danske parti Venstres søsterparti Folkpartiet Liberalerne. Dette partis ledere har dog holdt en lav profil i spørgsmålet.

Telefonaflytningen var omfattende. F.eks blev en borgers telefon i 50`erne aflyttet gennem ti år uden at mistankerne mod denne medborger for »spioneri« eller »samfundsomstyrtende virksomhed« kunne afsløres.

År efter år godkendte domstolene aflytningen, uden at SÄPO behøvede overbevise nogen om deres mistanker om trusler mod statens sikkerhed.

Ved valget i 1968 fik VänsterPartiet Kommunisterna VPK 145.172 stemmer, hvilket betyder, at op til 78 % af VPK´s vælgerskare var registrerede.

C.H.Hermansson, partiets formand frem til 1975 fortæller til en avis at han selv blev overvåget fra 1941 til 1975 da han afgik som formand og udtaler :

»Det skete uden at jeg nogensinde kunne anklages for nogen forbrydelse« (GP 18.dec.02).

Udover mandatet

Disse 130.000 mennesker blev registrerede af SÄPO efter den specielle ordre fra 1948 om at overvåge

»ekstremistiske organisationer og personer«.

Men det er ikke hele sandheden, for SÄPO overvågede og registrerede også personer som ikke så let kunne kategoriseres som »kommunister« eller »nazister«.

I en af Sandhedskommissionens forskerrapporter står der om registreringen:

»I disse tal indgik de personer som blev betegnet som aktive medlemmer... og sympatisører. Personer som registreredes alene som abonnenter på kommunistiske aviser, bekendtskab med kommunister eller andre »svage« grunde medregnedes dog ikke« (SOU 2002:89 side 69)

En halv million navne

Den samlede politiske registrering er altså større end de oplyste 130.000.Kommissionen opgiver forskellige tal om den totale omfatning, men i hovedrapporten står der:

»Statspolitiets centralregister indeholdt i 1953 oplysninger om ca. 450.000 personer og i midten af 60`erne var ca 500.000 registrerede deri« (SOU 2002:89 side 68)

Den venstradikale avis Proletären, der udgives af KPML(r), skriver:

»Uanset årsagen til at 370.000 mennesker fandtes i SÄPO`s register af »ikke-ekstremistiske grunde« så er det alligevel et fantastisk tal. I 1967 havde Sverige 7,7 millioner indbyggere, heraf var 6 millioner over 15 år. Det betyder altså at i midten af 60`erne fandtes hver tolvte voksne svensker i det politiske politi`s register. Helt klart er sammenligningen med Stasi relevant!

Dertil skal tillægges at SÄPO´s register ikke er det eneste. Den militære efterretningstjeneste har sit eget arkiv. Og den såkaldte »Informationsbyrån« IB havde et (hvoraf visse dele blev fundet i det socialdemokratiske parti-arkiv).

Der findes sikkert overlapninger mellem disse arkiver, der blev samarbejdet. Men først og fremmest det hemmelige IB, som ikke engang var kendt af rigsdagen og som havde et meget nært samarbejde med det socialdemokratiske parti, holdt sig i høj udstrækning for sig selv.

Ifølge IB-chefen Birger Elmér omfattede IB-registrerne mindst 150.000 navne. Hvor mange af disse der også fandtes hos SÄPO er umuligt at sige. Det påstås at IB`s register nu er destrueret (undtagen den kopi som angiveligt findes i CIA’s hovedkvarter i Virginia).

Men at vurdere antallet af registrede i slutningen af 60`erne til godt 600.000 er sikkert realistisk.

Hver tiende svensker blev betragtet som en sikkerhedsrisiko«.

Trodsede registreringsforbud

Den store debat i 60’erne og den folkelige modstand mod sindelagsregistreringen førte i 1969 til at den politiske kontrol og registrering blev forbudt i Sverige, næsten samtidigt som i Danmark

Alligevel blev KPML(r) overvåget og medlemmerne registreret selvom partiet blev stiftet efter `69.

Da lovforbudet trådte i kraft »fik Säpo instruktioner om at fortsætte overvågningen af såkaldte indre trusler mod rigets sikkerhed... Denne overvågning blev i 1973 formaliseret af Palme-regeringen gennem en hemmelig foreskrift (HT19) med en liste på mere end 30 organisationer som Säpo skulle egne »speciel opmærksomhed«, skriver Proletären som fortsætter:

»Eftersom truslen mod rigets sikkerhed hængte sammen med den sovjetiske trussel, var det fuldkommen irrelevant at overvåge den revolutionære venstrefløj, som uden undtagelse var yderst kritisk mod Sovjetunionen.«

Internt i efterretningstjenesten blev der allerede fra begyndelsen sat spørgsmålstegn ved efterretningstjenestens tusselsbillede af den revolutionære venstrefløj:

»I et promemoria fra marts 1971 (udførligt citeret i SOU 2002:89,side 89-95) hævder kontorchef Lars Petter Lindroth ved Säpo`s bearbejdningsafdeling at der ikke findes nogle holdbare grunde til at overvåge den revolutionære venstrefløj.«

Ikke kun gamle koldkrigere

Den nuværende statsminister Göran Persson forsøger at give det indtryk at den kriminelle registrering er noget som skete tidligere. Den 2. januar, to uger efter at Betænkningen blev offentliggjort, siger Persson til GP:

»Efter den debat som blussede op under valgkampen i 1998, blev det stadig mere bizart at vi som er født efter krigen skal slås med de her spørgsmål.«

Men så sent som i december 1997 gav Göran Persson og daværende justitsminister Laila Freivalds Säpo ordre om at rette »speciel opmærksomhed« mod kpml(r) og Socialistiske Partiet(SP), på trods af at Säpo selv havde afskrevet SP som en trussel mod rigets sikkerhed allerede i 80`erne, og kpml(r) i begyndelsen af 90`erne.

Ifølge Proletären udleverede Säpo så sent som 2001:

»Oplysninger om et medlem i KPM(r) til en fremmed magts efterretningstjeneste... På trods af at der ikke fandtes den mindste kriminel mistanke mod manden.....og på trods af at det siges at kpml(r) var strøget fra listen over organisationer som Säpo skulle have særlig opmærksomhed...«.

Det oplystes at partiet blev strøget fra HT19`s hemmelige og ulovlige overvågningsliste i december 1998, som den sidste organisation.

Hvis de ikke vil, må vi selv

Fra »sandheds-rapporten« ved vi at efterretningstjenesten ikke opdagede nogen »undergravende virksomhed«, men selv forsøgte at skabe terror-stemning. SÄPO sendte en politi-agent til Göteborg for at infiltrere Palæstina-grupperne.

Denne politistikker, Gunnar Ekberg, telefonerede bombe-trusler mod flyselskabet El-Al i Palæstina-gruppernes navn,efter direkte ordre fra hans SÄpo-chefer, ligesom han fremstillede en racistisk anti-semitisk løbeseddel som blev udgivet i Palæstina-gruppernes navn, afslører Betænkningen.

Grundløs overvågning

Gennem 30 år fortsatte overvågningen af KPML(r). Partiet mener, at der ingen tvivl er om at overvågningen fortsætter. Ikke en eneste af de overvågede har politiet kunne anklage for noget af det, som var grundlaget for overvågningen.

Partiet udgav i 1998 Hvidbogen, som afslørede en omfattende kriminel overvågning og registrering af partiet og dets medlemmer.

Sandhedskommisionen skriver herom:

»Det hævdes i den af kpml(r)´s udgivne Hvidbog om åsiktsregistreringen at efterretningstjenesten i perioder overvågede hver eneste møde og at: »til det modsatte er bevist må man udgå fra at... SÄPO som regel har overvåget samtlige kpml(r)-møder landet rundt.« Som det er fremgået tidligere er påstandene i Hvidbogen ikke helt grebet ud af luften (SOU:, side 139)«.

Kommissionen skriver: »I øvrigt findes der intet i kpml(r)`s virksomhed som siges at motivere en general overvågning i de sidste 20 år. Der findes intet i efterretningstjenestens aktstykker som peger på ulovlige aktiviteter eller forberedelse til en sådan« (SOU 2002:91, side 200).

KPML(r) har politianmeldt statsminister Göran Persson, Fhv. Justitsminister Laila Freiwald`s og Rigspolitichefen Sten Heckscher for overtrædelse af forbudet mod sindelagsregistrering.

Revolutionär Kommunistisk Ungdom RKU har endvidere Carl Bildt, Gun Hellsvik og Bjørn Eriksson, som i 1993 beordrede SÄPO til at registrere alle medlemmer af RKU.

I en leder, der bergunder anmleldelsen, skriver KPML(r) i Proletären:

»En forbrydelse er begået, beviser er fremlagt i den mest omfattende undersøgelse som nogensinde er genomført omkring sindelagsregistreringen. Så må ansvaret også placeres og retfærdigheden udøves. Ellers forvandles de love som bestemmer hvad staten ikke må gøre til luft, til det tomme intet.«

Fortsat lovbrud

KPML(r) noterer også, at Kommissionen peger på yderligere et lovbrud, som formodentlig foregår den dag idag, nemlig grundlovens forbud mod at registere personer udelukkende på grund af politisk overbevisning.

»SÄPO har med de ansvarlige myndighedernes stiltiende accept omkringgået dette forbud ved at omdøbe visse dele af sit register til »arbejdsnoteringer«. Personerne som genfindes i desse såkaldte »noteringer« er registrerede og søgbare på samme måde som personerne i centralregistret, noteringerne er altså i virkeligheden et register. Dette påtaler kommissionen, samtidigt som man konstaterer at de »arbejdsnoteringer« som i virkeligheden er et arbejdsregiste, vrimler med oplysninger som alene bygger på menneskers politiske opfattelse og formodede organisationstilhørighed«, skriver KPML(r).

Af Ole Larsen/interpres

Læs leder i Proletären

Kilder:

EfterretningstjenesteKommissionens rapport (SOU)

www.justitie.regeringen.se

KPML(r)`s avis Proletären fra den 9.Januar i år.

»Vitboken« om KPML(r), SÄPO och åsiktsregistreringen i Sverige 1969-1998