USA’s krig og den europæiske udfordring

Beethoven kontra McDonalds?

I takt med den voksende uenighed om at starte en krig mod Irak, skærpes tonen mellem de tidligere så udadskillige alliancepartnere USA, Frankrig og Tyskland.

USAs forsvarsminister Donald Rumsfeld betegnede fornyligt Tyskland og Frankrig som to lande, der repræsentere »det gamle Europa«, hvis kritik ikke gør noget som helst indtryk på USAs politik. På et pressemøde sammenlignede Rumsfeld Tyskland med Libyen og Cuba og sagde, at disse lande kunne USA ikke regne med ift. bekæmpelsen af Saddam Husseins regime.

Dette affødte straks en modreaktion fra talrige europæiske politikere og intellektuelle. På tværs af alle politiske lejre kritiserede de USA for »kultur- og historieløshed«. Beethoven kontra MCDonalds?

EU – på vej til en selvstændig magt?

Ifølge Nicole Gnesotto fra EUs såkaldte »Think -Tank Institute for Security Studies«, vil EU med

optagelsen af de 10 nye østeuropæiske medlemslande udvikle sig til verdens førende handels- og finansmagt.

Frankrigs konservative præsident Chirac formulerer EU’s nye rolle på denne måde:

»Det er påtrængende, at Europa sætter sig igennem som international aktør og idag fremstår som et eksempel for alle, der afviser krigens nødvendighed(...) Et Europa som er handlingsduelig – også på det militære plan – er nødvendigt for balancen i verden.«

Det er ikke tilfældigt, at Frankrig og Tyskland som de dominerende EU-lande har valgt at tage udgangspunkt i netop IRAK-konflikten for at formulere den første fælles distance til USAs hidtidige strategiske dominans.

Allerede på EU-topmødet i Barcelona sidste år fremlagdes der planer om at integrere Mellemøsten og dele af de arabiske lande i en frihandelszone med EU.

En lignende udvikling kan ses i Latinamerika, hvor konkurrencekampen mellem USA og EU om markedsandele tyder på, at dette kontinent kunne blive fremtidens næste konfliktområde mellem de to imperialistiske globalplayers.

NATO splittet

For at kunne hamle op med USAs almægtige rustningsindustri, aftalte EUs vigtigste våben-producenter i år 2000 et forstærket militærteknologisk og produktionsmæssigt samarbejde.

På politisk plan bliver dette samarbejde fulgt op med etablering af en selvstændig, mobil EU-interventionsstyrke, som i løbet af 2003 vil være en realitet.

Ifølge militærpolitiske analyser mangler EU dog indtil videre en infrastruktur bestående af globale militærbaser, transport-muligheder og logistiske informationssystemer, som er forudsætning for en effektiv militær interventions-duelighed. Af disse grunde er EU langt mere afhængig af et samarbejde med USA indenfor NATO end omvendt.

Hvis USA nægtes at gøre brug af NATOs infrastruktur i Europa til krigen i Irak, sådan som Schröder har antydet det omkring nytår, vil det kunne sprænge Nato-alliancen. Den tyske forbundskansler blev derfor straks sat på plads af hans rådgivere og ledende partifæller.

Tysklands og Frankrigs regeringer blev istedet for enige om at markere opposition mod USA ved at

trække en afgørelse om NATO’s rolle og deltagelse i krigen mod Irak i langdrag. Schröder har uden tilsløring betegnet dette som del af en fælles strategi for at forhindre krigen. Overfor USA signalerer denne forhalingstaktik, at de ikke længere automatisk kan gå ud fra, at de har NATO-alliancens opbakning bag deres militærpolitiske strategi.

På NATO-konferencen i München i denne weekend, vil det så vise sig, om de integrerende kræfter omkring NATO-generalsekretæren George Robertson formår at skabe et forlig mellem de stridende fløje og genoprette en provisorisk enighed omkring NATOs overordnede militære interventions-politik.

Magtkampe indenfor EU

Allerede før den tysk-franske offensiv konstaterede Nicole Gnesotto, at Bush-administrationen forsøgte at »splitte EU og forhandle bilateralt med de enkelte EU-medlemslande«.

Det ser ud til, at denne strategi lykkes:

Storbritannien knytter sig endnu tættere til USAs politik, skønt et over-vejende flertal af Storbritanniens befolkning går imod deltagelse i krigen imod Irak. Også Spanien, Italien og Danmark følger trop. De højre-konservative politikere i disse lande støtter traditionen tro Washingtons politiske kurs og bakker op om USAs krigsplaner.

Ved hjælp af disse lande håber USA’s udenrigspolitiske strateger så på at kunne danne en modvægt til den fransk-tyske dominans i Europa.

Kærne-Europa

Med tillid til det såkaldte »Kærne-Europas« styrke, søger Chirac og Schröder en magtprøve indenfor EU. En magtkamp med uvis udgang. Tilsyneladende kalkulerer den franske og tyske regering med en stigende anti-krigsholdning blandt den europæiske befolkning og satser på denne opinion som forbundfælle mod de EU-regeringer, som fastholder USAs politik som retnings-givende på globalt plan.

Skulle Tyskland og Frankrig gå af med sejren, vil det betyde en markant profilering af EUs økonomiske og politiske interesser i skarp inter-imperialistisk konkurrence med USA på globalt

plan.

Fredsbevægelsen mellem oprør og tilpasning

Dele af den internationale anti-krigsbevægelse har i de sidste måneder udviklet store illusioner om den tyske og franske regerings opposition til USAs krigsplaner.

Faren for at de mere moderate dele af fredsbevægelsen især i Tyskland vil forbinde deres anti-krigsprotest med en opbakning til den tyske og franske regerings EU-udenrigspolitik er stor. De faktiske forhold viser imidlertid, at Tysklands og Frankrigs udenrigspolitik er alt andet end anti-militaristisk.

Schröder er ikke gået hen og blevet pacifist og Chirac er ikke fortaler for »Le grand nation humaine«.

Det blev for nyligt understreget af Tysklands nyudnævnte forsvarsminister, socialdemokraten Peter Struck, da han i en parlamentsdebat betonede legitimiteten af militær magtanvendelse, når det gælder om at omsætte og sikre fremtidige tyske interesser også »langt fra vores grænser«, hvis situationen kræver det. Det gør situationen for eksempel i Afghanistan, hvor Tyskland deltager i at bombe civilbefolkningen i »jagten på terrorister«.

De økonomiske interesser

Både Tyskland og Frankrig hører til de lande i den vestlige verden, som idag har den mest udbyggede samhandel med de arabiske lande i Mellemøsten.

De ligger helt i toppen af eksportorienterede lande i Europa, som dyrker samhandel med Iran, Syrien og de fleste nabolande til Irak, hvor der på trods af officiel boykot og sanktioner i grænseområderne eksisterer en udbredt smuglervirksomhed, som faktisk indbringer store, lukrative profitter.

Specielt den tyske eksportafhængige økonomi har vitale markedsinteresser i at udbygge samhandel

med regionen. Derfor havde tysk erhversliv en stærk repræsentation på sidste års handelsmesse i Irak. Det var de tyske erhvervsfolk, som udgjorde den absolut største andel blandt deltagerne. Logisk nok blev denne messe subventioneret af den tyske regering - på trods af de officielle sanktions-bestemmelser!

Det er derfor nærliggende, at den tyske kapital ikke har nogen interesse i en krig, som vil forandre magtforholdne ensidigt til fordel for USAs økonomi.

Tysklands nye politiske rolle

Med genforeningen af Tyskland i 1989 og de østeuropæiske post-stalinistiske regimers sammenbrud, bortfaldt Vesttysklands rolle som »frontstat« mod den »kommunistiske fare«.

På baggrund af disse begivenheder erklærede regeringen og en enig opposition, at Tysklands hidtidige militære doktrin - »Aldrig mere Ausschwitz – Aldrig mere krig!« - nu var blevet forældet og at der var rådet bod for den historiske skyld.

I den efterfølgende periode blev den tyske befolkning skridt for skridt vænnet til tanken om tysk militærs deltagelse i krigshandlinger udenfor de tyske grænser.

Siden 1994 har tysk militær for første gang siden nazismens nederlag deltaget i direkte krigs-handlinger sammen med USA og NATO. Først drog tyske tropper til resterne af det, der engang var Jugoslavien (Serbien-Makedonien) derefter til Afghanistan.

Med sin distancering til USAs angrebsplaner imod Irak, indleder Tyskland nu sin tredje fase. Det vil sige en ny militærpolitisk strategi, som skal fremme tyske interesser indenfor rammen af et selvstændigt og globalt agerende EU.

Under ledelse af den tysk-franske alliance skal EU på længere sigt blive istand til succesrigt at kunne konkurrere med USA om markeder og politisk indflydelse.

Oprustning i Tyskland

»Efter USA som nr. 1 stiller den tyske forbundshær den andenstørste internationale militære repræsentation« (Gerhard Schröder i dagsavisen Frankfurter Rundschau,d.19.8.2002).

Ifølge ugemagasinet Der Spiegel har den socialdemokratisk-grønne regeringskoalition i sin regeringstid siden 1998 femdobblet de tyske soldaters tilstedeværelse i udlandet til omkring 10.000 soldater, stationeret i 14 lande.

I samme periode har Schröders regering investeret omkring 1,6 milliarder euro (omtrent 12 milliarder kroner) i den militære udlandsindsats.

»Siden Schrøder proklamerede den tyske efterkrigspolitik afsluttet, har den tyske regering gjort klart, at et militært engagement fra tysk side i fremtiden skal tjene Tyskland interesser. Dette indbefatter også engang imellem at sige fra. Det betyder dog ikke automatisk at afvise ethvert militært engagement.« (Politisk lederkommentar, Frankfuurter Rundschau7.12.2002).

Disse interesser ser den tyske regering bedst repræsenteret indenfor EUs ramme – såvel politisk som militært.

...og i Frankrig

Frankrigs konservative regering deler fuldt ud denne vurdering med deres socialdemokratiske-grønne kollegaer i Tyskland. I sin nytårstale til den franske befolkning betonede Chirac, at »Opbygningen af et forsvarets Europa står i centrum af vores prioriteter«.

Han henviste til den forhøjelse af militær-udgifterne, som regeringen vedtog i det forgangne år. Ligeledes fra Paris kom sidste år et forslag om en generel forhøjelse af militærbudgettet for samtlige EU-medlemslande udfra Maastricht-aftalens kriterier.

Den 15.januar besluttede det franske parlament at forhøje forsvarsbudgettet trinvis i perioden fra

2003 til 2008 med ialt 14,6 milliarder euro (109,5 milliarder kroner).

At dette ikke er det rene resourcespild, viser Frankrigs jævnlige krigsoperationer i landets »legitime interessesfære«. Eksempelvis da Chirac for nyligt sendte mobile militærenheder afsted til Afrikas Elfenbenskyst (Cóte d`Ivoire) for at blande sig i lokale konflikter. I den sammenhæng dræbte de franske soldater mindst 30 påståede »terrorister«.

På trods af store uenigheder mellem USA, Frankrig og Tyskland, så har de mindst én politisk fælles nævner: En militarisering af udenrigspolitiken i »demokratiets tjeneste«.

Af Alfred Lang og Inge Kongsgård Hansen/fra autonomi-kollektivets info-service