Observation # 1

Jeg sidder i dag på mit uddannelsessted, i et klasselokale omgivet af de andre individer på mit hold. 

Der er varmt og en *kvinde rejser sig for at åbne et af de meget store og tunge trævinduer i rummet. Jeg og et par stykker er bevidste om, at netop dette vindue er nærmest umuligt at åbne. Vinduet ved siden af derimod er lang nemmere. *Kvinden tager ikke notis af vores lavmægle udsagn, idet negativ opmærksomhed fra et af bordene er begyndt at hagle ned over hende.

Det modsatte køn der besætter bordet har hurtigt udviklet en kollektiv dom over handlingsforløbet: *Kvinden kan ikke åbne vinduet og må have hjælp. En anden *kvinde rejser sig for at hjælpe med at slå vinduet ud.

Dette skaber et højlydt grine udbrud fra "mande-bordet" efterfuldt af latterliggørende kommentarer som "hvor mange kvinder skal der til at åbne et vindue?" "Det er jo teknik så det giver jo god mening at det ikke går." Jeg sidder på mine hænder mens min indre mantra kører i ring - først rolig, senere aggresivt: Du gør det ikke igen, du gøt det ikke igen... 

Efter en tid rejser en fra "mande-bordet" sig op, ruller med øjnene og begiver sig mod det andet vindue mens hans mandelige kammerater hujer på hans tiltag.

I et nemt og hurtigt tag åbner han vinduet - som bevidst ikke fejler noget og derfor er let at åbne. Bølger af latter strømmer ud i rummet fra "mande-bordet" der følger trop med hændelsesforløbets status: "Der har vi det sort på hvidt. Way of the world, to kvinders arbejde outmatched af én mands arbejde." 

Nu er mine hænder blå af at knuge om stolekanten og min tålmodighed flosset og opbrugt. Jeg vender mig i et sæt mod den mest højtråbende af idioterne og beder ham pænt, dog i en ret skarp tone, om at holde sin fede kæft med det sexistiske pladder, mens jeg meget bevidt og på en ikke særlig pæn måde, piercer hans blik med mine ildspydende øjne. 

Min mission om ikke at være den der tog den denne her gang gik i vasken - ligesom 99% af de andre gange. Dertil kan så tillægges at det var et af de første timer på mit nye hold; jeg forstår bare at give et godt førstehåndsindtryk.

Hvis jeg ikke fremstod underlig før, så gør jeg det nu - og det er jo i sig selv fucked up at man er afviger når man sætter grænser. Grænser der brude være selvsagt.

Denne hændelse kan have mange forskellige problematiske tilgange. De fleste er ret indlysende. Hvad der slår mig mere end andet, er det faktum at mit uddannelsessted er et lærerseminarie. Altså et sted hvor fremtidens lærer skal lære at være gode forbilleder, der kan tage det ansvar at være med til at danne fremtidens mennesker i vores samfund.

Foran os står en lærer, der ikke alene har arbejdet 25 år i den danske folkeskole men også nu står og underviser os - de kommende lærer. OG INGEN SIGER EN SKID! Jeg er i et helt år blevet undervist i medmenneskelighed og medborgerskab, sågar gået til eksamen i det, ligesom alle de andre fjolser i det lokale og hold da kæft hvor er det en farse! Pinligt!