På flugt fra svigerfar
Newsweek har fået fat i udskrifter af en samtale med general Hussein Kamel, svigersøn til Saddam Hussein og leder af den irakiske produktion af masseødelæggelsesvåben, hvor han fortæller om destruktionen.
Det var noget af et kup for de vestlige efterretningstjenester, da Hussein Kamel i 1995 flygtede til Jordan, for med sig havde han stakkevis af dokumenter og et indgående kendskab til de irakiske våbenprogrammer.
Ikke et eneste missil tilbage
Under samtaler med repræsentanter for Unscom, FN’s organisation for våbeninspektion, og IAEA, det Internationale Atomenergi Agentur, fastslog Hussein Kamel flere gange, at alle masseødelæggelsesvåben er var blevet ødelagt.
- Jeg gav ordre til, at alle kemiske våben blev destrueret. Alle våben - biologiske, kemiske, missiler, nukleare - blev ødelagt, udtalte han.
Hussein Kamel forklarede, at destruktionen af våbnene blev holdt hemmelig over for våbeninspektørerne, fordi irakerne håbede at kunne genoptage produktionen, når inspektionerne var overstået.
- Der er ikke et eneste missil tilbage, men de har stadig arbejdsplaner og støbeforme til produktionen, forklarede han.
Hussein Kamels mål med afsløringerne var at få Vesten til at vælte Saddam Hussein men da det ikke skete, vendte han i stedet tilbage tilbage Irak, hvor han kort efter blev henrettet.
En fastslået kendsgerning
Men trods oplysningerne fra Hussein Kamel, så har UNSCOM fastholdt, at Irak fortsat har masseødelæggelsesvåben. Det samme gør CIA og MI6, som også havde kendskab til generalens forklaringer. Ifølge Newsweek skete det, fordi UNSCOM håbede på at kunne fuppe Saddam Hussein til at afsløre endnu mere om sine våbenprogrammer.
CIA har i en pressemeddelse afvist historien.
- Den er ukorrekt, falsk, forkert, usand, sagde CIA-talsmanden Bill Harlow ifølge Reuters.
Også briterne afviser oplysningerne.
- Vi har tjekket efter og han sagde ikke det her. Han sagde lige det modsatte, at programmerne for masseødelæggelsesvåben eksisterede i bedste velgående, siger en anonym britisk regeringskilde.
Men hvis Newsweeks oplysninger er korrekte udgør de alvorligt troværdighedsproblem for den amerikanske regering, som gentagne gange har præsenteret det som en fastslået kendsgerning, at Irak fortsat har masseødelæggelsesvåben .
Forvirring om årtier
Præsident Bush har i tidligere udtalelser lagt stor vægt på oplysningerne fra Kamel Hussein.
- I 1995, efter flere års vildledning fra det irakiske styres side, hoppede lederen af Iraks militærindustri af. På det tidspunkt blev det irakiske regime tvunget til at indrømme, at det havde fremstillet mere end 30.000 liter miltbrand og andre biologiske våben, sagde præsidentem i en tale i oktober sidste år.
Problemet med udtalelserne fra Bush er, at han henviser til våben fremstillet før 1991. Det er ikke lykkedes for amerikanerne med sikkerhed at fastslå, at irakerne har fortsat produktionen efter nederlaget i Golf-krigen.
Fordrejet dækning
Newsweek-artiklen er skrevet af John Barry, som i en række år har dækket våbeninspektioterne for det amerikanske magasin.
Han er bekymret over mediernes dækning af Irak-krisen, fastslår han i et interview med FAIR, Fairness and Accuracy in Reporting, der er en uafhængig organisation, som holder øje med de amerikanske medier.
- Jeg tror, at hele spørgsmålet om Iraks våben er blevet stadig mere fordrejet og kompliceret gennem årene, siger han.
Og han tilføjer, at det den amerikanske regering viderebringer som »kendsgerninger« i mange tilfælde snarere er »formodninger«.
Det samme gælder også for medierne i USA, fastslår FAIR. For eksempel hed i New York Times den 2. februar, at: »Ingen for alvor venter at Saddam Hussein vil hjælpe våbeninspektørerne med at finde frem til hans lagre af ulovlig giftgas eller raketter…«
Af Henrik Amstrup/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96