Siden den italienske regering den 21. februar gav den amerikanske hær tilladelse til at benytte Italiens jernbanenet til sine troppetransporter, har anti-krigsaktivister blokeret flere tog omkring amerikanske baser i landet. Også det britiske konsulat i Torino har været besat.
I Irland forsøgte fredsaktivister at rive et nyligt opført pigtrådshegn ned omkring Shannon Airport, der benyttes af de amerikanske styrker. Politi med hunde og vandkanoner forhindrede forsøget, men aktivisterne lovede at vende tilbage. Samtidig demonstrerede aktivister i Dublin og Donegal.
I Belgien blev et forsøg på at standse 18 militærtransporter fra amerikanske baser i Tyskland til den belgiske havneby Antwerpen forhindret af talstærkt politi, der slog til før aktionen og arresterede samtlige 150 aktivister.
Den belgiske indenrigsminister har erklæret »nul tolerance«, og det er forbudt at nærme sig både jernbaner og havnen i Antwerpen i en radius af 50 meter.
I London blokerede 35-40 aktivister mandag aften trafikken udenfor Parlamentet i protest mod de øgede bombardementer i de irakiske fly-forbudszoner. Biler der forlod Parlamentet blev også holdt tilbage, og senere blev Westminster Bridge spærret. Over hele Storbritannien var der hen over weekenden adskillige demonstrationer og sit-down protester mod krigsforberedelserne.
Ligeledes mandag protesterede skuespillere i omkring 60 lande med over 1.000 events. Skuespillerne læste op fra skuespillet Lysistrata, i hvilket græske kvinder organiserer en sex-strejke for at overbevise deres mænd om at krigen må høre op.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96