Annonce

SF:
15. april 2013 - 18:35

Skæbnetime for EUs CO2-kvotehandel

Først stemte industriudvalget imod. Så stemte miljøudvalget for. Nu skal det samlede Europa-Parlament tage stilling til om EUs CO2 kvotehandel, der for tiden døjer med en række skavanker, skal repareres eller parkeres. Problemet består i, at der er alt for mange og derfor alt for billige kvoter, hvilket gør det nærmest gratis at forurene - systemet har mistet sin effekt. Udfaldet af afstemningen er afgørende eftersom kvotesystemet spiller en central rolle i EUs klimastrategi og desuden er en stor inspiration for kvotesystemer under udvikling rundt omkring i verden.

Vinder vi afstemningen, vil det især gavne de progressive danske og europæiske virksomheder, som Margrete jævnligt møder i Bruxelles, og som efterspørger klare og skrappe krav, der kan skabe langsigtede rammer for investeringer i grønne teknologier. De billige kvoter har givet alt for slappe vilkår og dermed svækket de økonomiske gevinster ved langsigtede investeringer.

EU's medlemslande, herunder Danmark, går for tiden glip af milliardindtægter fra kvotesalget som skulle sikre den slags fremadrettede investeringer. Selvom afstemningen i Parlamentet kun vil fjerne kvotehandelssystemets børnesygdomme, er der altså tale om et meget vigtigt skridt på vejen til grøn omstilling.

De kulsorte parlamentarikere og lobbyister - herunder desværre også Dansk Industri - kæmper med næb og klør for at forpurre reformen. Afstemningen bliver meget snæver, og vi kæmper, stemme for stemme, for at trække parlamentet i den grønne retning. Afstemningen finder sted tirsdag, og du kan hjælpe os ved at kontakte de danske medlemmer af Europa-Parlamentet fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti og fortælle dem, hvorfor det er vigtigt at de støtter EUs klimapolitik og kvotehandel.

Emneord: 

Annonce