SCUM talk

Da det har vist sig, at mit tidligere indlæg om SCUM-Manifestet, endte med at blive så omdiskuteret som det gjorde og at det lader til, at mange har tolket det sådan, at jeg ikke mener man kan bruge manifestet til noget, synes jeg det er nødvendigt at komme med en fortolkning af manifestet, som fremhæver dets relevans.

For SCUM-Manifestet er relevant på flere områder, men hvordan man finder ind til det, afhænger af måden man læser det på. Jeg håber selvfølgelig at de mænd der ivrigt læste og bakkede mit første indlæg om manifestet op, også vil finde tid og rum til at tage dette ind, på samme vilkår.

Her er min tolkning:

Det er et unægteligt faktum, at vi lever i et patriarkalsk hegemoni (verdensorden). Det er altafgørende for vores måder at betragte sandheder, hinanden, omverdenen, virkelighedsopfattelser, teorier og teser osv.

Patriarkatet har i alle tider defineret hunkønnet, sammen med ca. alt andet omkring dem, og dermed også hunkønnets forståelse af sig selv. Præcis som man kan argumenterer at arbejdsgiveren, gennem tiderne har kontrolleret og defineret arbejderens verdensopfattelse, selvopfattelse og muligheder for at kæmpe imod det.

Denne definering er både subtil, normativ og underliggende mens den også er udfarende, åbenlyst diskursiv og allestedsnærværende. Dette ses i den kønsbaserede adfærdsregulering manden ofte udsætter kvinden for, gennem eksempelvis skams-pålæggelse: ”Billige luder,” ”opfør dig som en ordentlig dame/kvinde”, ”sådan gør pæne piger ikke”, ”sådan skal min kvinde/kæreste ikke opføre sig”, ”kvinder skal se godt ud”, ”kvinder der råber op er usexede”, ”skrappedulle”, ”dulle”, ”hun er for nem”, ”villige kvinder er lækre men de er ikke noget værd” osv.

Vi ser det i magasiner, TV-programmer og film. Det er en integreret del af en piges socialisering som hunkøn, at lære at forholde sig til disse systemer. Det er alment at se voldtægter på film, der 9,9 gang ud af 10 bliver fremvist forførende overseksualiseret; som ømhed mellem to mennesker. Mens det der sker i virkeligheden, aldrig er frækt, forførende, ømt, sexet eller i grunden har noget med sex at gøre. Det er i virkeligheden vold, fysisk og mental vold. Det er krænkelse, overfald, nedbrydelse og tortur.

Det er alment i film at se kvinder blive latterliggjort, nedvurderet og underkendt. Vores køn bliver tolket som svageligt, uintelligent, følsomt, krævende, afhængigt, sårbart, passivt og uselvstændigt. De kvindelige roller skal ofte reddes af helten – manden. Selv i film med stærke kvindelige personager, vil der snige sig en altafgørende pointe ind, med at vi er afhængige af mandens hjælp, kærlighed, omsorg, penge, kontakter, informationer, evner ol. Se eksempelvis på film som:

”Det femte element” (den kvindelige helt, der er universets mest perfekte skabning, kan ikke overkomme hendes udfordringer uden kærligheden fra en mand)

”Watchmen” (her forsøger en mandelig helt, at voldtage en kvindelig helt uden at hun, på trods af hendes heltinde-status, er i stand til at hjælpe sig selv. Andre mandlige helte må komme hende til undsætning)

”Charlies Angels” (den mest hårdkogte kvindelige agent bukker under for presset, da skurken viser sig at være en mandlig ekskæreste, der har udøvet domestisk vold overfor hende)

”Naked nuns with big guns” (Nonner i et kloster gruppe-voldtages mens de omkringværende mænd griner, og kvindernes lyde kunne stamme fra en pornofilm)

”Ten things I hate about you” (den feministiske kvinde, der synes at være færdig med mænd, hører vredt kvindepunk og ikke vil gøre sig stereotypt smuk, røvrendes af en mand hun gav en chance, forlader ham men må erkende, at hun ikke kan gå tilbage til det vrede, feministiske punker liv uden mænd. Hun må have ham tilbage.)

Det samme gælder historier vi får læst som små. Eventyr der beskriver prinsesser, der ikke kan afhjælpe sig selv, ingen identitet har udover deres beskrivende skønhed og fromhed og ingen vilje udviser. De må vente med længsel på deres mandlige frelse eller affinde sig med normer, der foreskriver at de må gøre deres kvindelige pligt og kysse frøen og blive hans kvinde – for evigt og evigt.

Disse strukturer bliver ikke alene tillært os hunkøn men også hankønnet. Rollerne er naturligvis modsættende, for der hvor vi får lært at være ”det svagere køn”, får drenge og mænd lært, og bliver støttet i, at de er alt det kvinden mangler: initiativrig, handlekraftig, mægtig, styrende, selvstændigt, agerende, skabende, intelligent, beherskende og stærkt.

Det jeg oplever Solanas beskriver er en slags mantalitet. Ikke noget der er beskrivende for det mandlige individ men for massen ”mand” - manden. Den mantalitet der udfolder sig bl.a. på baggrund af det jeg har beskrevet ovenfor. Det er en brøkdel af et eksempel på, hvor mandens indflydelse som det styrende køn – patriarkatet – fastsætter dagsordnen, diskurser, beskriver og definere virkelighed, tanker, ideer, normer og ikke mindst det kvindelige køn.

Kvinden i det offentlige rum lever og opleves, gennemmandens definition af hunkønnet og virkeligheden rundt om det. I langt de fleste sammenhænge og eksempler, begrænses det ikke til det offentlige rum men også ind i hjemmene, på arbejdspladserne, i virtuelle rum osv.

Det vil med andre ord sige, at vi lever og opfattes som kvinder, med den definition, som patriarkatet har pålagt af forståelse omkring vores køn og identitet. Vi er beskrevet af manden, vi er udstillet af manden, vi er tolket af manden, vi er underlagt manden og vi får lært at tilpasse os manden.

Eksempler herpå kan være:

Reklamer med nøgne og/eller nedsættende kvinde-positurer (eksempelvis ”Cult” reklamerne, hvor der indikeres at en nøgen kvinde sutter pik på en mand, der holder hendes hoved fast med sin hånd, med teksten ”party now – apologize later”.)

Seksuelle tilråb eller tilnærmelser (”pift”, ”flot røv”, ”smukke” eller andet der skulle have til hensigt at give en kompliment; en mandelig vurdering af kvinden.)

Krænkende eller skamfulde tilråb (”prøv lige at tage noget pænere tøj på”, ”fede røv”, ”pat-dame”, ”billige kælling”, ”strygebræt” eller andet der skal virke normtilpassende - eller tilrettende.)

Online adds (pop-ups med nøgne ”villige” single kvinder, ”dygtige” og smukke øst-europæiske eller asiatiske kvinder, der søger en vestlig mand)

Musikbranchen/MTV (overseksualiserede, stereotype kvindeidealer fylder uhyre meget både i tekst, billede og film indenfor musikbranchen)

Dertil kommer at mange hunkøn gennem deres socialisering ind i disse systemer, ikke alene adoptere dem og lever under dem uden at kæmpe imod, men vi overfører dem ofte også på os selv og hinanden – hunkøn imellem. Det er langt nemmere at reproducere det man har fået lært, end at nedbryde systemerne hos sig selv, og derefter forsøge at bygge noget nyt op. Det er ikke en proces der tilskyndes i samfundet, i hjemmet eller på arbejdsmarkedet. Forsøger du at angribe systemerne vil du ofte blive mødt af forargede eller truende bedstemødre, mødre, fædre, brødre, lærer, FB-venner, andre hunkøn og andre hankøn.

Derfor er hunkøn ofte selv en aktiv part i at opretholde patriarkatet – eller i hvert fald en passiv part i at bekæmpe det.

Historisk set har kvinden eller hunkønnet været underlagt umenneskelige forhold. Mandens lovgivning, samfundsførelse og religion, har taget et absolut minimums hensyn til det kvindelige menneske. Det har taget sig til udtryk i heksejagt og andre kvindefordømmelser/restriktioner, såsom hykleri, djævelsk seksualitet og kyskhed.

Manden har haft alt fra mærkværdige til ondskabsfulde og inhumane ideer, om kvindens natur og løsningen på denne. Manden har ment at det onde selv, er inkarneret i kvinden og den seksualitet som manden synes der emmer fra hende. Manden har indlagt, fængslet, studeret og tortureret kvinden og fjernet hendes underliv, for at bekæmpe kvindens formodede hysteri. Manden har holdt kvinden som sin ejendom i sit hus. Manden har brugt kvinden som avlsdyr og sexslave. Manden har en historie for at mishandle, voldtage og dræbe, erobre, bekrige og hærge.

Vær her opmærksom på, at jeg skriver manden, som masse, som konstruktion, som patriarkatet, som nutidigt som historisk og ikke som individ.

Alt i alt har dette haft enorme indvirkninger på den verdensorden vi lever i i dag. Unægtelig.

Alle disse aspekter er noget Solanas beskriver i sit Manifest. Hun vender verden på hovedet og projektere aspektet fra modsatte synsvinkel. Alle de beskrivelser og fordringer manden har og har haft af kvinden, bliver vendt om. Under den ubehagelige lup sidder nu ikke kvinden, men manden. Manden er den der er under beskrivelse, definering, vejning og bedømmelse. Og alt i alt ser det ikke godt ud. Hvor manden tideligere havde magten til at undertrykke, giver Solanas magten til kvinden. 

Mandens konstante overseksualisering af sin omverden, er ikke længere til hans fordel. Nu er det hans akavede seksualisering, der bliver karikeret og beskrevet. Manden og hans forunderlige forhold til sit lem og den vigtighed det synes at have. Den mangel på følelse, som ofte udstilles som en styrke hos manden, bliver nu beskrevet som et handikap; et ufærdigt menneske. Et menneske hvis erkendelsesevne er som et dyrs. Alle hans umiddelbare styrker, maner Solanas i jorden. Manden skal nu leve i en verden, hvor det er ham, der ikke er behov for. Kvinden har fjernet hans vigtighed og reduceret ham til sæd. - Det eneste anvendelige ved ham.

Vær her opmærksom på, at jeg skriver manden, som masse, som konstruktion, som patriarkatet, som nutidigt som historisk og ikke som individ.

Jeg opfatter SCUM som et litterært tankeeksperiment. I kunstens verden har man umådeligt mange knapper at trykke på og Solanas skruer op for det hele. Spørgsmålet er; kan man sige noget om virkeligheden, ved at beskrive den overdrevet uvirkelig? Måske... Kan man skrue så højt op og stadig høre noget eller bliver alt bare til larm? Jeg finder eksempler fra Solanas tekst, som jeg oplever virkeliggjort af individuelle mænd i min verden.

Eksempelvis: […] ”he is not empathizing with his partner, but is obsessed with how he´s doing, turning in an A-performance, doing a good plumbing job.”

Her beskriver Solanas hvordan manden end ikke kan bruges rent seksuelt, fordi han simpelthen ikke er i stand til, at være til stede med sin partner, da han er mere optaget af at skulle præsterer.

Denne beskrivelse, som er skruet højt op ligesom resten af manifestet, bunder for mange kvinder i en sandhed. Følelsen af, at man som kvinde ikke deler en seksuel oplevelse med den mand, man eksempelvis har samleje med, men mere oplever at han masturberer i en, mens han mentalt ikke er tilstedeværende. Optaget af sin egen libido eller præstation.

”Supression of all ideas and knowledge that might expose him or threaten his dominant position in society.” Denne beskrivelse kunne stå alene i hvilket som helst feministisk værk, som beskrivende – eller delvist beskrivende- for den patriarkalske mand. Det sker jævnligt, at mænd afskriver kvinders oplevelser som usande, hvis disse oplevelser indikere eller direkte udtrykker, at manden har skyld, tager fejl eller har ansvar.

[...]”he defines the male as active, then sets out to prove that he is (”prove that he is a man”)”

Som jeg allerede har været inde på, definerer manden kønnene og denne beskrivelse af Solanas understøtter min pointe. Det er uhyre almindeligt at se mænd opføre sig macho eller på anden måde dominerende, med det formål at manifestere sig selv, indenfor de stereotype rammer, der beviser hans mandighed.

Manden har gennem tiderne og har stadig, en slags patent på at definere verden. SCUM er et produkt af en sur kvindes definition. Manden har gennem tiderne og kan stadig, tillade sig at udtrykke hvad som helst. SCUM er et produkt hvor en sur kvinde, udtrykker hvad hun vil. Manden har altid defineret kvinden. SCUM er et produkt hvor en sur kvinde, tager retten til at definere manden. Manden har altid haft hel eller delvis fri råderum, til at udfolde sine impulser. Solanas var en kvinde, der tog sig retten til at være sur – uden at undskylde.

Vær her opmærksom på, at jeg skriver manden, som masse, som konstruktion, som patriarkatet, som nutidigt som historisk og ikke som individ.

Nogle forhold er beviselige, nogle er diskursive, nogle normative, nogle er fortolkninger og sådan definere vi ofte vores virkelighed; i en blanding af sådanne forhold. SCUM-Manifestet kan og bør læses som en fortolkning. En vridning af andre forhold, et virkemiddel til at opfatte andre forhold og et personligt udtryk for oplevelsen af andre forhold.

Mange kunstnere bruger ekstremer til at udtrykke et budskab eller pointe. Vi har set lort på dåse, parterede heste, guldfisk i blendere, udstoppede mennesker, billeder af griseblod og kattekillinger på glas. Sat i kontekst er Solanas ikke mere ekstrem end vores omverden. Hun har på mange måder været, og er, kontroversiel men ikke i en grad som vi ikke allerede har set. Det jeg synes er mest enestående ved hendes provokerende tilgang, er ikke hvordan den er men hvornår den er fra. Da hun skrev det i 1967, har det været meget mere banebrydende end vi opfatter det i dag.

Jeg synes det er vigtigt at huske på, at SCUM-Manifestet er et litterært tænkt udtryk mens patriarkatets magt her i verden er virkelig. Forholdet mellem Solanas ord og den undertrykkelse minoriteter er underlagt i virkelighedens verden, er ikke sammenlignelige på den måde, at man kan tage SCUM ind som en tænkt idé mens virkeligheden vi befinder os i er reel og ja - virkelig. 

Solana ser ikke på individet, hun ser på det biologiske køn. Hun sætter manden overfor kvinden, som man kan sætte farvede overfor ikke-farvede. Hun indtænker ikke individets lyst, behov eller muligheder for at gøre sit køn om. Der differentieres ikke mellem en slags mand og en anden slags mand. Hun taler i en binær kønsforståelse, hvor opgøret står mellem manden og kvinden. Dette er ikke virkelighed og bør ikke forstås som virkellighed, da vi er og kan være aktive medaktører i at definere vores sociale køn. 

Jeg synes man skal passe på med, at lægge restriktioner på vores udtryksmuligheder, for at bekæmpe, belyse, udtrykke og udleve forhold vi er omkring. Det vil være fornuftigt at opfatte og læse SCUM, som et opsigtsvækkende og interessant stykke litteratur og hverken bruge det som et reelt politisk eller teoretisk manifest eller som selvundertrykkende formaninger.