Dagens Europa: Kapitalisme, 'post-demokrati' og højrepopulisme

I en tid hvor selv den  parlamentariske venstrefløj ubekymret synes at hylde en teori om ’den demokratiske stat’, ’den frie meningsbrydning’ og ’det internationale samfund’ og i disse dage hvor ikke blot medierne, kommentatorerne, og toppolitikerne, men også venstrefløjens parlamentarikere forarges over at nogle vil pifte i en fløjte, kan det måske være nyttigt at erindre sig de faktiske forhold, der er ved at udvikle sig over hele Europa.

Fagre nye verden

Over hele Europa er den klassiske demokratiske arbejderbevægelses organisationer for autonom demokratisk massedeltagelse og kulturel selvudfoldelse blevet rullet tilbage eller knust.  Omvendt er kapitalismen blevet endnu mere velorganiseret end nogensinde tidligere, en tendens der har udviklet sig vældigt siden allerede Rudolf Hilferding talte om ’den organiserede kapitalisme’. [1]Kapitalismen som socioøkonomisk organisering og ideologi er blevet  enormt stærk  og ydermere er sammenfletningen mellem økonomisk magt og politisk magt fremskreden. [2] Dette gælder også selvom kapitalismen samtidig er i en dyb organisk krise. Det er netop denne samtidighed af kapitalismens styrke og begyndende opløsning, der gør situationen så sprængfarlig og som i øvrigt også sætter spørgsmålstegn ved en række af de gængse formler og slagord.

      Kapitalismens gennemtrængningskraft har været enorm. Og det har også påvirket vores politiske system. De demokratiske deltagere er  blevet forvandlet til forbrugere, politikerne er blevet forvandlede fra folketribuner til professionelle erhvervsudøvere,  politikken er blevet til en markedsplads, og den demokratiske debat er degenereret i et orgie af spin , branding og ’kommentatorers’ indforståede diskussion inden for rammerne af en snævert fastlagt agenda.  Politikerne er blevet professionelle karrieremennesker, deres sprog og kommunikationsform er overtaget fra reklameindustrien, og den politiske diskussion er fortrængt af salgsbudskaber, overtalelsesteknikker og personlig fremføring på TV skærmen. [3]

      Også hele det sociale liv er blevet forvandlet til en lang kæde af egocentrering, selvfremføring , konkurrence og praleri. Vi lever i et selvfremførende, snakkende og pralende samfund, og et samfund der igen og igen deles op i ’vindere’ og ’tabere’. Konkurrence og elitedyrkelse er altgennemtrængende fra børnehave til universitet fra det private erhvervsliv til langt ind i den offentlige sektor.

      Men markedsrelationerne, den altomfattende kommercialisering og den fortløbende selvfremføring og, praleriet samt eliternes styring ovenfra og nedefter kan ikke være et surrogat for genuine sociale relationer og demokratisk deltagelse. Der er en grundlæggende forskel mellem demokratiske deltagere  og forbrugere, og mellem at være og at synes. Som den amerikanske demokratiforsker Benjamin Barber formulerer det: ”McWorld’s paradoks er at den ikke kan overleve den verden som den uundgåeligt skaber, hvis den ikke imødegås af civilsamfunds- og demokratiske kræfter, som den på den anden side lige så uundgåeligt tenderer til at undergrave”. [4]

      Dertil kommer den omtalte forskydning i hele den samfundsmæssige og politiske balance. Den særlige sociale og politiske magtbalance, der i mellemkrigsårene og den første efterkrigsperiode karakteriserede Skandinavien og i hvert fald dele af Centraleuropa og i 1945- situationens Storbritannien og Frankrig  er også gået tabt. Kapitalen, der var blevet  stækket eller i hvert fald holdt i skak er blevet enormt styrket, organiseret og globaliseret. Omvendt er  arbejderbevægelsens blevet afgørende svækket og dens omfattende modkultur gået til grunde under det kombinerede angreb af den globale kapitalismes kulturrevolution og den kolde krigs diskreditering af bevægelsens  klassiske værdier.

     Skævridningen af den demokratiske politiske proces, hvis klassiske ideal  var  one man, one vote, one value,  til fordel for de rige, de ressourcestærke og de i forvejen magtfulde, har  længe været under udvikling i det kapitalistisk mest fremskredne land i verden, USA, samtidig med at den sociale og økonomiske ulighed her er blevet stærkt øget.[5]

     Den politiske ensformning forløber parallelt hermed. Magtfulde økonomiske og politiske eliter, og den dertil hørende økonomiske mainstream videnskab, dikterer i dag rutinemæssigt en økonomisk krisepolitik der var ’moderne’ i slutningen af 20’erne og begyndelsen af 30’erne, før New Deal, før keynesianismen, før den skandinaviske korporatisme og før Bretton Woods.[6] Ensformningen af tænkning og politisk-økonomisk strategi og den énsidige ’klassekamp fra oven’ og nedefter er påfaldende. [7]

       Også på medieområdet og i den samfundsmæssige debat er  sket  en indsnævring af pluralismen og meningsdannelsen enormt skævdrejet til fordel for de rige, de magtfulde og den neoliberalistiske ideologi. Pluralismen i medierne er blevet indskrænket ved den klassiske liberale presses bortdøen, ved den socialdemokratiske arbejderpresses undergang, ved den enorme medie koncentration,  ved afhængigheden af de store telegrambureauer og en kalibreret journalistik,  ved medieelitens indgåen i magtelitekomplekset, samt ved den vældige underliggende indsnævring af holdninger, opfattelser og debat, der  har fundet sted gennem den sidste snes år. [8]

     Hele denne proces er yderligere understøttet gennem mediernes overtagelse af reklameindustriens sprog og kommunikationsmåde. Information er blevet til underholdning og sensation. Tidshorisonten er voldsomt indsnævret og afkappet både bagud og fortil. Verdensbilledet er fragmenteret. Dog får vi tilbagevendende at vide, at enhver er sin egen lykkes smed, at vi skal beundre de rige og stærke og ignorere eller foragte de svage, de anderledes værende og de afvigende. Men underholdningen er det gennemgående træk. Programmerne er gennemsyrede af pop og fjas og pjat  og skaberi.  I mediernes optik lever vi i Huxley’s ’fagre nye verden’. [9]

      Neo-liberalistiske opfattelser, holdninger og værdier gennemsyrer hele samfundsdebatten og det samfundmæssige liv. På område efter områder –selv dybt ind i den offentlige sektor- og i samfundet som helhed hyldes principperne om konkurrence, selvhævdelse, branding, elitepræstationer, ’effektivisering’, forbrugerisme og den neoklassiske økonomis doktriner forstenet til ’konventionel visdom’. Selv ’den offentige sektor’ er ædt op indefra af new public management.  Vi står midt i det eendimensionale samfund. [10]

Kompromis-demokratiet og dets begyndende undergang

 I Vesteuropa blev der som følge af aksemagternes nederlag i 2. verdenskrig  i løbet af årene efter 1945 etableret ( eller genetableret) et ’kompromisdemokrati’. I Østeuropa, derimod rådede fra 1945/47 til 1989 stalinismen som politisk system og moderniseringsmodel. I  dette  store  område af Europa er demokrati, blot forstået som elitepluralisme og elektoralisme,  den dag i dag på prøve.  I Ungarn, f.eks., har de sidst afholdte valg næsten ført landet tilbage til mellemkrigsårenes politik karakteriseret ved stærke højreautoritære og fascistiske bevægelser. [11]

      I Vest bestod det i 1945 etablerede ’kompromis’, socialpartnerskabet og ’den indlejrede liberalisme’ med enkelte rystelser frem til krisen i 2008 . Derefter indledtes en proces hvor  1945 systemet er under begyndende afvikling og en nye orden  under udvikling. Hovedresultatet er i dag det samme Vest og i Øst: Over hele Europa er  pluralismen trængt, den klassiske arbejderbevægelse alvorligt stærkt svækket, 1945-demokratiet rystet, 1989 demokratierne i Øst endnu på prøve  og den nye højreradikalisme overalt under fremmarch.

     Svækkelsen af demokratiet - selv det beskårne ’kompromisdemokrati’ fra 1945- forstærkes yderligere af den igangværende indsnævring af rummet for politiske valg og afgørelser overhovedet. Siden ca. 1970 er i alle OECD lande ’gabet’ mellem statens udgifter og statens skatterevenu blevet større og større, et gab som staterne har søgt at dække til ved hjælp af stadig øget låntagning.  I perioden fra 1970 til 2o1o er statsgælden i en række udviklede vestlige lande da også (målt i procent af GDP) vokset fra godt 40 % til 90 %. [12]

     Dette er primært et resultat af ophøret af vækstperioden fra 1950 til omkring 1970 og den efterfølgende periode af liberalistisk omstrukturering, herunder i den sidste del af forløbet hjælpen til de betrængte banker under 2008 krisen. Schäfer & Streeck tilbageviser også højrefløjens klassiske argument, at stigningen i statsgælden skulle skyldes alt for meget demokrati og velfærdsstatens udvikling. [13] Problemet opstod og udviklede sig tværtimod i den periode efter begyndelsen af 1970’erne og frem til i dag, hvor regeringernes politiske magt over økonomien er blevet svækket, den demokratiske deltagelse har været faldende og velfærdsstaten sat under pres.[14]

    Konsekvenserne har været vidtrækkende. Overalt er der blevet indledt et ’regime of austerity’, overalt er regeringernes muligheder og politik på forhånd indsnævret ved den store gældsmasse de skal tilgodese, overalt er de blevet mere afhængige af og underlagt kreditorernes ønsker og krav, og overalt er partiernes politik som følge heraf blevet mere og mere ens. Rummet for demokratisk politik er herved blevet betydeligt indsnævret, hvilket igen har fremkaldt øget politisk apati og faldende valgdeltagelse, en afpolitiseringsproces der i øvrigt har været stærkest i lande med størst ulighed.  [15]

Post-demokratiet

Eliternes magt er overalt blevet styrkede, dels på grund af den folkelige selvorganiserings svækkelse, dels, og ikke mindst, fordi de økonomiske, politiske, militære og ideologisk-kulturelle midler og ressourcer for magtudøvelse er blevet så enormt forøgede i indeværende århundrede, og  den objektive afstand mellem eliter og befolkning er derved blevet øget. Elite netværket er blevet udbygget og styrket i kraft af eliternes  gensidige funktionelle afhængighed i et moderne udviklet samfund, og den politiske og økonomiske magt er herunder blevet tæt sammenflettede.

     Disse forhold, der blev påpeget allerede af C. Wright Mills i hans klassiske værk om ’magteliten’, er igen i dag trukket frem  af den engelske politolog Colin Crouch. [16] Hvor den  politologiske mainstream ellers rutinemæssigt tilslører disse objektive forhold og på grundlag af skrøbelige subjektive survey undersøgelser og med ryghold i en evolutionistisk grundopfattelse   reproducerer den hegemoniske ideologis modstående billede af ’folkestyre’ og social og politisk harmoni, [17] fremhæver  Crouch  den igangværende bevægelse hen imod et ’postdemokrati’. [18]Colin Crouch’ analyse er skarp og udgør et vigtigt bidrag til en nærmere forståelse af den nutidige situation.

      Colin Crouch fastholder nemlig en definition af ’demokrati’ som netop folkestyre, ikke politikervælde, økonomiske eliters herredømme og mediernes bedøvende magt: ”Democracy thrives when there are major opportunities for the mass of ordinary people actively to participate, through discussions and autonomous organizations , in shaping the agenda   of public life , and when they are actively using these opportunities.” [19]Denne definition er mere adækvat end liberalismens  gængse definition der  ophøjer de faktiske tilstande til at være ’demokrati’ selvom der i realiteten blot er tal om  en elite pluralisme.  [20]

      Crouch sondrer derefter ikke blot mellem ’demokrati’ og ’ikke-demokrati, men indføjer som en tredje kategori ’post-demokrati’. Ved hjælp af kategorien ’post-demokrati’ kan man nemlig bedre vurdere sundhedstilstanden i et hidtidigt demokrati: ”The idea of post-democracy helps us to describe situations when boredom, frustration and disillusion have settled in after a democratic moment; when powerful minority interests have become far more active than the mass of ordinary people in making the political system work for them; where political elites have learned to manage and manipulate popular demands; where people have to be persuaded to vote by top-down publicity campaigns”.[21]

     ‘Post-demokrati’ er ikke (endnu) det samme som ‘ikke-demokrati’. Men det betegner en tilstand, eller snarere en bevægelse, væk  fra ’the democratic moment’ henimod en tilstand hvor ethvert demokrati er opløst og erstattet af et moderne oligarki. ’The democratic moment’ var  f.eks. Storbritannien og Skandinavien lige efter 2. verdenskrig. I dag kan man overalt se en postdemokratisk bevægelse henimod et skævdrejet demokrati, et ’demokrati’ der mere og mere kommer til at minde om et plutokratisk oligarki.  [22]  

     Årsagerne til denne udvikling er for det første globaliseringen og de store internationale corporations og finansinstitutioner vældige magtforøgelse. ”Democracy has simply not kept pace with capitalism’s rush to the global”. [23]Samtidig er i bunden af samfundet almindelige menneskers politiske betydning blevet stærkt reduceret. Toppen af samfundet er blevet enormt organiseret og styrket og bunden er blevet fragmenteret, atomiseret. [24] Konsekvensen har været den omtalte post-demokratiske bevægelse, øget ulighed og tilbagerulning af velfærdstaten.[25]

    Den angivne dobbelte udvikling i henholdsvis samfundets top og samfundets bund har overalt styrket de økonomiske eliter og tilgodeset disses interesser. Bevægelsen har yderligere været understøttet og cementeret af en række videre forandringer.  De økonomiske eliter har i stigende grad fået både en privilegeret acces til den politiske magt og en stærkt øget indflydelse på samfundsområder også udenfor økonomien i snævrere forstand. Ikke blot er der i form af privatiseringer sket en direkte overførsel   af hidtidige offentlige opgaver til privat virksomhed, men i kraft af sponsoreringer og udliciteringer har erhvervslivet fået en stor direkte indflydelse på en række samfundsmæssige opgaver.[26] Vigtige samfundsopgaver er gennem et omfattende system af  udliciteringer og kontrakter  blevet unddraget demokratisk politisk kontrol samtidig med at staten er blevet tappet for vigtig ekspertice og kompetencer, som i stigende grad er placeret i kosulentvirksomheder og andre private firmaer. [27]I så henseende er statsmagten blevet svækket og har mistet autoritet. 

    Alligevel vil det være forkert her at sige, at statens centrale beslutningskerne er blevet svækket. Det er rigtigere at sige, at vi i stigende grad ser en sammenfletning af  økonomisk og politisk magt. Der er ved at opstå ’en forenet økonomisk og politisk klasse’. [28]Denne udvikling understøttes tillige gennem de politiske partiers forvandling fra brede, velorganiserede massepartier til  snævre politiske eliteorganisationer i en sammenfletning  med erhvervslivets top. Partiledelserne indgår i et tæt samspil med ledende personer og rådgivere fra erhvervslivet og dettes magtfulde interesseorganisationer. Det politiske partis klassiske ledende ’cirkel’ er blevet til en ledende ’ellipse’. Og omvendt er dets massebasis blevet stærkt reduceret og har mistet indflydelse, eller er simpelthen fraværende. Den illustrerende case her er Berlusconi’s Forza Italia, måske fremtidens parti type. [29]

        Vi er overordnet vendt tilbage til en tilstand hvor privilegerede grupper i samfundet  har en helt ekstraordinær indflydelse. Men, siger Crouch, der er dog ikke tale om en simpel tilbagevenden til fortidens oligarkiske styrer. De moderne vestlige samfund er stadig præget af  de historiske erobringer og den forandrede politiske diskurs. Der er tale om en post-demokratisk udvikling siden ’the democratic moment’ efter afslutningen af 2. verdenskrig, men vi er dog ikke helt tilbage i fortidens fascisme , autoritære styrer og oligarkier. ’Historien har gennemgået en ’parabel bevægelse’, ikke en cirkel. Vi er slået tilbage i forhold til ’the democratic moment’ i 1945, men vi befinder os  dog på et andet sted på tidsaksen. [30] 

     Men endda er forholdet endda noget mere kompliceret end som så. Colin Crouch’ bog er en meget engelsk bog med deraf følgende begrænsning.  I Central- og Østeuropa var udviklingen både historisk og i det 20. århundrede noget anderledes end i Skandinavien og Storbritannien.  I Centraleuropa  brød de efter 1. verdenskrig nyetablerede demokratiske republikker sammen og den stærke socialdemokratiske arbejderbevægelse led et historisk nederlag overfor fascismen. [31]Højreautoritære eller fascistiske bevægelser og regimer var derefter  udbredte på det europæiske kontinent i mellemkrigsårene og under 2. verdenskrig.[32] Dette var tilfældet både i Central- Syd- og Østeuropa. Og endnu længere mod øst, i Rusland, degenererede den russiske revolution til stalinisme.[33] Efterfølgende, i 1989-91, ombyttede den stalinistiske magtelite sin politiske magt med økonomisk magt, skiftede symbolerne og ideologien ud og forskød i øvrigt Rusland sideværts ind i den globale kapitalistiske økonomi.

Den storpolitiske kontekst

Oven i alt dette føjer sig  den storpolitiske udvikling. Dette vil i høj grad i Europa sige EU. EU har i hele sit forløb placeret sig i en usikker balancegang mellem to yderpunkter angivet som fuld national suverænitet og forbundsstat. Organisationen har tillige accentueret den klassiske konflikt mellem eliter og befolkninger. Og endelig er EU ikke neutral i forhold til givne interesser og magtkonstellationer.  EU er en institution der blev udviklet under det forenede pres af den kolde krig og fremtrædende elite-aktørers situationsopfattelse og visioner, men også storpolitiske interesser på baggrund af mellemkrigsårenes og krigens erfaringer, samt ikke mindst i en proces af socialt og politisk kompromis der sikrede bibeholdelsen af den bestående sociale orden gennem etableringen af en historisk blok og en dertil hørende hegemonisk ideologi. Derefter udviklede organisationen sig under den kolde krigs politiske stabilitet og den økonomiske væksts betingelser. Det var ikke EU der skabte stabiliteten, men stabiliteten der skabte EU.

       Efter især 1989 fortsatte udviklingen videre i et triumftog efter murens fald og blev i stigende grad præget af neoliberalismens politiske, økonomiske og ideologiske dominans, men nu her også på det sidste under pres af økonomisk og politisk krise. Den økonomiske krises udvikling har kun yderligere bestyrket eliterne i deres forsæt om at drive en neoliberalistisk politik igennem. [34]

       EU, som det fremtræder i dag, er ikke løsningen på Europas tiltagende økonomiske, politisk-demokratiske, og demografiske problemer i et nyt århundrede.  EU er snarere, som det har udviklet sig, en del af den samlede problemmasse. EU og andre overnationale institutioner udgør den politiske spydspids i den fremadskridende neoliberale omstrukturering af det efter 2. verdenskrig indgåede sociale og politiske kompromis og den derved etablerede ’indlejrede liberalisme’ og dens ledsagende hegemoniske konstruktion. I dag er der sket en forskydning fra ’embedded’ liberalisme til ‘disembedded’ neo-liberalisme samtidig med at 1945 konstruktionens ‘kompromis-demokrati’ er ved at blive forvandlet til et ’postdemokrati’.[35] 

       EU udgør tillige også her i Europa spidsen i USA’s stadige forsøg på at manifestere sit verdensherredømme under en retorik om ’internationalt samfund’, ’demokrati’ og ’humanitær aktion’. ’Demokrati’ defineres vedvarende som den amerikanske politik- og samfundsform samt tilhørende udviklingsmodel. Dette sætter rammerne for den sociale og politiske udvikling også her i Europa.

      Vesten forsøg på via EU (og måske også Nato) at inddrage Ukraine i sin indflydelsessfære er blot slutfasen i en lang kæde af EU og Nato-udvidelser. Rusland kæmper her realpolitisk en defensiv kamp mod et Vesten der gennem Nato og EU udvidelser siden 1990’erne har fået flyttet Vestens grænser helt frem til Ukraine og nu helst så dette land inddraget i sin indflydelsessfære.[36]De fortsatte realpolitiske interessers og modsætningsforholds tydeligvis store betydning sætter i øvrigt et stort spørgsmålstegn ved den udbredte forestilling om ’den kolde krig’ som en ’ideologisk krig’, drevet frem som en kamp mellem ’værdier’. Stopolitikken var og er først og fremmest realpolitik.

     Men man kan ikke se det fordi man er indhyllet i sin egen ideologi. Således kritiserer  USA og de øvrige vestmagter samt de vestlige internationale institutioner  Ruslands realpolitik i Georgien, Ukraine og på Krim,  men man abstraherer samtidig totalt  fra en næsten uendelig kæde af vestlige interventioner kloden over fra Iran og Guatemala i 1950’erne over Vietnam og Indonesien i 1960’erne, folkemordet i Guatemala i 1980’erne, til Irak, Afghanistan og Libyen i nutiden. I det dominerende vestlige ideologiske perspektiv var ’Vesten’ nemlig altid snehvid og ’Østen’ altid kulsort, og ’Vestens’ politik altid båret frem af høje idealer. Fra Woodrow Wilson’s ’14 punkter’ og Theodore Roosevelts ’manifest destiny’, over 1950 NSC erklæringens sort-hvid tegnede verdensbillede til George Bush’s forkyndelse af kampen mod ’slyngelstater’ er der en stærk tradition for selv-idealisering, fritsvævende moralisme og dobbeltmoral.

       I det gamle Sovjetunionen fungerede ideologien om ’den realiserede socialisme’ på tilsvarende  måde som ideologisk dække for den storpolitiske realpolitik. Hvad angår Rusland i dag, så fremtræder realpolitikken her mere nøgen og synlig. Storpolitisk er realiteten imidlertid den, at det er Vesten der siden 1990 har været i offensiven og Rusland der har været i defensiven. Dette er besynderligt nok sket samtidig med at Rusland i øvrigt har bevæget sig sidelæns ind i den globale kapitalisme.

En organisk krise under udvikling

Kapitalismens reorganisering efter 2. verdenskrig, arbejderbevægelsens indordning i den bestående sociale orden og den kolde krig hidførte en periode af midlertidig stabilitet, det som Fukuyama i sit ideologiske kampskrift fra 1992 kaldte ’historiens afslutning’.[37] I dag er kapitalismen –midt i sin overvældende styrke- i en økonomisk krise samt ved at styre ind i en endnu mere omfattende social, politisk og ideologisk krise. En række af dens iboende modsætninger er herunder blevet reaktiverede: modsætningen mellem samfundsmæssige behov og kapitalistisk tilegnelse og akkumulation er blevet akcentueret, spændingen mellem massedeltagelse og styring er blevet enormt øget, samt videre spændingen mellem ’demokrati’ i den ene eller den anden variant og den voksende sociale, økonomiske og politiske ulighed, spændingen mellem uhæmmet individuel interesseforfølgelse og social sammenhængskraft, og spændingen mellem økonomisk vækst og økologisk balance. 

     ’Demokrati’ var ikke et på forhånd givet resultat af en forudgående udviklingsproces gennem århundreder. Der var  flere udviklingsveje og flere regimeformer var og er mulige. Det efter krigens afslutning i 1945 etablerede ’kompromisdemokrati’ var udtryk for magtforhold og interesser i den givne situation. Dette ’kompromisdemokrati’ opretholdtes af en videre socialpagt og en bestemt hegemonisk konstruktion, og såvel demokratikonstruktionen, som socialpartnerskabet blev understøttet af den efterfølgende usædvanlige økonomiske vækst i perioden fra ca. 1950-1973 samt den storpolitiske konjunktur. Disse unikke forudsætninger og betingelser er i dag væk. Samtidig er den nu helt løsslupne kapitalisme og dens politisk-ideologiske udtryk, neo-liberalismen, ved at borterodere selve samfundenes fundamentale sociale solidaritet samt tilbagerulle 1945 konstruktionen. Processen er i dag så vidt fremskreden at man med rette med Colin Crouch kan tale om et ’post-demokrati’.

      Det er i denne overordnede kontekst af samfundsmæssig krise, demokratisk forvitring, den socialistiske arbejderbevægelses svækkelse, og den europæiske og globale udvikling at der i en lang række europæiske lande har udviklet sig så relativt stærke nye højrepopulistiske, højreradikale og neo-fascistiske partier og grupper. For første gang siden 2. verdenskrig  er det radikale højre blevet en betydelig faktor i en række europæiske lande.  Dertil kommer, at højreradikale og højrepopulistiske  opfattelser og holdninger rækker langt ud over de erklærede højreradikale gruppers og partiers rækker. Det radikale højre, der stod så stærkt i mellemkrigsårenes Europa, men måtte ligge underdrejet de første årtier efter afslutningen af 2. verdenskrig, er blevet genrejst og omvendt krummer den socialdemokratiske arbejderbevægelse sig i dag sammen efter svære historiske nederlag og under en højst ugunstig storpolitisk konjunktur siden 1945 og ikke mindst siden 1989, samt den økonomiske krise efter 2008.

     Det ’liberale demokrati’ (: ’kompromis-demokratiet’) er, har det vist sig, ikke nogen hindring for højrepopulisme og neofascisme, en sidste barriere herimod. Tværtimod har kapitalismen og den løsslupne liberalisme undergravet den sociale solidaritet og hele 1945 konstruktionen med dens kompromisdemokrati. Sammen med statsbygningskrisen, arbejderbevægelses nederlag, kontinentets forvandling fra emigrations- til immigrations kontinent samt globaliseringen har dette vakt højreradikalismen til live igen

       Alle historiske erfaringer viser, at der i perioder, hvor den genuine sammenhængskraft i et samfund er svækket og det politiske system præget af krise, kan opstå stærke bestræbelser både i bunden af samfundet og i toppen for en negativ afgrænsning. Når man ikke længere kan identificere sig positivt, så gør man det negativt gennem aggression overfor ’de andre’. Demokratiets forvitring og den samfundsmæssige identitetskrise har skabt en ganske farlig situation. Hvor længe kan den efter den 2. verdenskrig etablerede subjektive demokratiske diskurs, der hviler på indtrykket af aksemagternes nederlag under krigen, Sovjetunionens nederlag i den kolde krig og  velstandsstigningen  siden 1950, her dæmme op når økonomisk og politisk  krise og globale udviklingsproblemer samtidig skærper til? Hvor længe kan i det hele taget det etablerede socialpartnerskab holde? Og hvor længe det indgåede kompromisdemokrati?

     Der rejser sig unægtelig her nogle problemer af en helt anden kompleksitet og tyngde end en bebudet fløjtekoncert. Og ’udemokratiske’? – det kan I selv være. Det er hele samfundsudviklingen gennem de sidste årtier der har været ’udemokratisk’.