Det er kroppen, ikke ytringsfriheden, der skal beskyttes

Den netop offentliggjorte rapport om CIA’s brug af tortur udstiller et vigtigt paradoks i krigens politiske rationale.

Mens vi har haft travlt med at forsvare »det frie menneske« over hele kloden, har vi tilsyneladende opgivet at beskytte det sted, hvorfra friheden udspringer: Kroppen.

Vi må opgive det entydige fokus på den politiske kamp om idéer og den moralske kamp om værdier og minde os selv om den kropslige dimension af volden og al dens væsen.

Kroppens usynlighed og voldens brutalitet

Det er skræmmende at læse den nyligt publicerede rapport om CIA’s torturmetoder.

Udsultning, rektal hydrering, fastlåste stresspositioner og klaustrofobisk indespærring er alle metoder brugt af CIA mod ’dem’ for at beskytte ’os’ i en global krig mod terror.

Og da krigens brutalitet, de ekstraordinære forhørsmetoder og de ulovlige fangetransporter kom i offentlighedens søgelys, kom debatten lynhurtigt til at dreje sig om en værdipolitisk diskussion om »det var det værd«.

Selv i forbindelse med den netop fremlagte rapport er et af de centrale omdrejningspunkter ikke torturen i sig selv, men om den virkede »efter hensigten«.

Men hvad var det, der skulle beskyttes, og hvad var det, dét skulle beskyttes imod?

I sagen om nedskydningen af Mike Brown var argumentet fra politimanden der skød ham, at Mike Brown lignede en dæmon, var voldelig og udgjorde en trussel mod hans (underforstået samfundets) sikkerhed.

Og mens politimandens opsvulmede ansigt blev dokumenteret, var der ingen billeder af den dræbte. Den krop lå glemt og livløst tilbage i en blodpøl.

Kroppen er usynliggjort i diskussionen om statens magt og individets frihed.

En kropslig etik

Hvis CIA’s brug af tortur og nedskydningen af Mike Brown tydeliggør én ting, er det, at enhver snak om nytteværdien af de respektive handlinger er skudt forbi målet. Det er formålsløst at intellektualisere over deres legitimitet.

Vold er brutal og uretfærdig alene i dens kropslige manifestation.

En diskussion om brugen af vold, der ikke starter med den krop, den rammer, er en meningsløs diskussion.

Som forfatteren Hassan Blasim har udtrykt det: Taber vi kroppen, taber vi alt.

Hvis vi skal komme videre ovenpå et årti, hvor dokumenterede brutale overgreb og ydmygelser blev legitimeret af kampen for »vestlige« værdier, må vi indse, at det ikke er værdipolitiske begreber som ytringsfrihed og menneskerettigheder, men en kropslig etik, der må være udgangspunkt for debatten.

Kroppen skal ikke forstås som et symbol eller en abstrakt fællesbetegnelse for vores fælles biomasse.

Den krop er Eric Garner, der bliver kvalt på et fortov, demonstranterne, der bliver frihedsberøvet, krigsfangerne, der tortureres, og flygtningene fra Eritrea, der afvises på et tvivlsomt grundlag.

Det er den krop vi må give rum til at eksistere.

Det er den krop, hvis krav på beskyttelse må stå forrest.

Daniel Møller Ølgaard er Master of Arts i International Conflict Studies