Kære Danmark, du gør mig i røv dårligt humør!

Jeg er netop vendt hjem fra Nepal og det er faktisk ikke så nemt. Jeg er glad for at se de mennesker jeg har savnet, men så er det vist også det. Jeg vil gerne dele min frustration, da vi alle lever i den mentalitet, der giver en dårlig smag i munden ved igen at stå på dansk jord. Jeg håber det kan skabe eftertanke, selvom det er min personlige oplevelse.   

I lufthavnen bliver jeg stoppet af politiet - jeg er efterlyst af SKAT. Okay, man er væk i 6 uger, måske de lige skulle tage en slapper. Men jeg er varm indeni af den omsorgsfulde og glade tilgang, nepaleserne har til deres omverden, så jeg falder ikke af hesten. Ej heller da jeg ringer til SKAT, sidder i kø på telefonen i halvanden time, og endeligt får en skidesur autoritær møgøre i røret. Jeg kan ikke få af vide hvad jeg skylder penge for, selvom jeg skal betale på den anden side af 20.000 kr. Hvis jeg ikke har dem, henter de ting fra mit hjem. Den sure prut sender mig videre til Statens Administration. De kan dog heller ikke fortælle mig, hvorfor jeg skylder penge, selvom det er dem der har sendt mig til inddrivelse hos SKAT. De mener jeg har fået SU selvom jeg er stoppet på min uddannelse, hvilket jeg ikke er og aldrig har været. Ingen kan fortælle mig, hvorfor jeg er i denne knibe men til møde hos Fogeden, det skal jeg! Men jeg er ovenpå. Jeg ved det her samfund er helt fucked.

I Metroen på vej hjem fra lufthavnen sidder jeg og ser ud. Grå, grå og grå. Snorlige gader, med grå beton. Firkantede huse efter huse efter huse, med grå facader. Inde i Metroen sidder mennesker op ad hinanden med døde blikke, der stirrer lige ud, som om man er bange for at komme til at tilkendegive hinandens tilstedeværelse. Tænk hvis nogen begyndte at snakke til dig? Klokken er ca. 8.30. Toget er helt fyldt. Den eneste tilkendegivelse af at jeg faktisk er fysisk tilstede for andre, udfolder sig ved, at en person giver mig et forarget blik. Jeg sidder og drikker en øl.

I Nepal er det anderledes. Mennesker lever mere nærværende. De skaber øjnkontakt, smiler til hinanden, anerkender hinadens tilstedeværelse ved at hilse "namaste." Altid "namaste" til alle. I starten tænkte jeg at Kathmandu var extrem. Med den ukontrollerede bilstrøj, al skralden i gaderne, de hullede jordveje, kaotiske el-installationer. Men nu mærker jeg, at det er den sterile tilstand her der er extrem. Vi har midlerne, evnerne og alle muligheder for at "fixe" vores samfund, og det vi gør er at lamme det, passivisere og strømligne. Ingen farverige husfacader; det er ikke lovligt. Vi har ikke de små lokale forretninger, med deres varme og charme. Vi har ikke landmændene der sælger deres egne afgrøder i byen på et torv. Det tætteste vi kommer på denne personlige, lige til mentalitet er de gamle brune værtshuse, og er man stamgæst der, ved man godt hvilket mærkat man får med.

Nepal er ikke rig. Mange i Nepal er ikke rige. Ikke i valuta men de har en mantalitet, en medmenneskelighed der er helt fantastisk. De giver, de deler og de hjælpes ad. De arbejder hårdt og klager ikke unødigt over livets hårdhed. De bliver ikke bitre over deres uheld og fattigdom. Jeg siger ikke at man bare skal tie, fordi man er hvid, priviligeret og rig men den måde vi lever som negative støjsendere, slog mig i ansigtet mens jeg var der. Hvilken glæde disse nepalesere kan finde i al modgangen.

Jeg gik i dag på Frederiskborggade og passerede en søndagslukket genbrugsforretning, med en åben pose tøj på trappeindgangen. En tandløs ældre dame stod bøjet over den og rodede alt til højre og venstre. Jeg ser en trøje, som jeg gerne kunne bruge og spørger damen, om jeg kan snuppe den. Trøjen ligger tilfældigt smidt i hendes iver. Hun farer op at hun har taget det! Hun har taget det hele! Det er hendes! Jeg får lyst til at bryde grændede sammen der på den sterile grå gade i Danmarks hovedstad. Mennesker der lever hele familier på 15 kvm. uden varmt vand, uden rent drikkevand, uden el det meste af dagen, uden penge at sende deres børn i skole for, uden fast indtægt til at spise for og uden sikkerhed for noget som helst har indboet plads i deres liv, i deres væren. De byder en på mad, de byder en på cigaretter, på øl, på te og til fest. De spørger aldrig efter noget igen, de kigger ikke bebrejdende eller fordømmende. Men vi vil have mere og mere og mere! Det er vores! Det hele! Vi har taget det!

Den ubehøvlede tilgang til omverden her, gør mig træt og ked af det. Viden om, at når jeg har oprettet dette indlæg, vil jeg i kommentarfeltet nedenunder se min egen online henrettelse, i vendinger om min dumhed. Det er nemmelig rigtig vigtigt for os her i Vesten, at pointere andres mangler; "hvis du siger sådan, vil jeg bare pointere at du ikke har læst...." "Hvor er du naiv hvis du ført nu ved, at verden er et ulige sted. Jeg vil forslå dig at læse..." "Hvor sødt. Hvide priviligerede akademiker har haft en oplevelse af den virkelige verden..." "Du lyder som en dum hippie og du generalisere helt vildt. Du ved ikke noget om hvordan alle nepalesere er. Du har måske bare mødt nogle der er søde, og godt for dig..." "Hvis du gad læse noget om sociologi ville du vide, at der er masser af intelligente analyser om, hvorfor den tandløse dame opførte sig som hun gjorde. Du sparker totalt nedad ved at placere hendes adfærd som negativ, istedet for at angribe systemet..." "Godt forsøgt men tør øjene med en tudekiks. Desuden du har lavet en stavefejl..."

Problemet med denne mentalitet opstår hos mig ved, at jeg mister lysten til at snakke med folk. Jeg mister lysten til at indgå i debatten om, hvorfor vores samfund er så fucked. Vi hører ikke hinanden, vi ser ikke hinanden.Vi kigger op; hvor langt kan vi kravle op hvis vi formår at træde på den vi møder? Som om det koster os penge at være rare ved andre. At give andre en god oplevelse med menneskelig kontakt. At smile til nogen og anerkende deres tilstedeværelse, selvom man aldrig igen skal se det menneske. Hvad fejler vi, når vi ikke har overskud eller lyst til det? Indgår vi kun i sociale fællesskaber, for at højne vores egen selvopfattelse og manifestere os selv hos andre?

Jeg har mistet pusten lidt. Kontrasten mellem Nepal og Danmark er hårdtslående. Det er som om vi har byttet medmenneskeligheden og omsorgen for det varme vand, de grå huse, den faste indtægt og den sociale sikkerhed. Som om vores goder gør os kolde og fraværende. Det er mange år siden, at jeg har mærket sorgen så reelt ved det samfund vi lever i her.

"Hvor er det bare totalt selvmodsigende, at du synes det er godt at nepalleserne ikke brokker sig, og du brokker dig helt vildt over dit samfund og siger vi er dit og dat. Måske du skulle lade være med at belære os andre og læse noget om..."