Den europæiske deltagelseskrise

Europa er i krise og krisen er ikke kun økonomisk, men brede og dyb. Der kan identificeres i hvert fald syv voldsomme spændinger i den nutidige dominerende sociale orden: 1) spændingen mellem massedeltagelse og behovet for styring og ledelse, 2) spændingen mellem ’demokrati’ i den ene eller den anden variant og den voksende sociale, økonomiske og politiske ulighed og ’erhvervslivet’ skjulte, massive indflydelse, 3) problemer i den overordnede økonomiske politik, herunder spørgsmålet om forholdet mellem erhvervsliv og stat, 4) spændingen mellem økonomisk vækst og økologisk balance 5) spændingen mellem uhæmmet individuel interesseforfølgelse og social sammenhængskraft, og 6) spændingen mellem civilisationens tynde fernis og underliggende menneskelige behov og lidenskaber.

 Alle disse spændinger føjer sig oven på kapitalismens grundlæggende krisefyldte struktur og funktionsmåde, forstærkende denne, men omvendt også selv forstærket af den. Vi kan her identificere en syvende og overgribende krise, nemlig den krise der udspringer af den kapitalistiske akkumulation selv. [1]

 Der er en stadig mere tilspidset spænding mellem politikkens forvandling til karriereforløb og politikertoppens forvandling til en classe politica, den tiltagende teknokratisering, bureaukraternes voksende magt, partiernes forandring fra organisationer for massemobilisering til små rekrutteringskanaler for karrierepolitikere, og fra kamporganisationer til en integreret del af statsapparatet på den en ene side og på den anden side et stadigt øget pres for øget demokratisk indflydelse og deltagelse. Der er en enorm spænding mellem på den ene side den eksplosive vækst i ledelses- og koordinationsopgaver, det voksende behov for europæisk og global planlægning og krisebekæmpelse (:den økologiske problematik flygtningetilstrømningen, den overordnede økonomiske politik osv.) og på den anden side den fornødne legitimering. Store vælgersegmenter over hele Europa er i revolte og politikerleden udbredt. Overalt er der, mere eller mindre udviklet og forekommende i forskellige varianter, en deltagelseskrise.

 Der er herunder også en dyb modsætning mellem det politiske demokratis proklamerede princip om lige demokratisk indflydelse, ’one man. one vote, one value’, og den enorme magt som det store erhvervsliv og finansinstitutionerne udøver, både globalt, europæisk og i de enkelte lande. Befolkningernes politiske magt og indflydelse er inddæmmet ikke blot af deres egne politikere, men også af ‘økonomiske oligarker’ og mægtige kapitalinteresser.

 Man kan også identificere et bestemt mønster i udviklingen af forholdet stat-marked og den overordnede økonomiske politik: Oprindelig i Storbritannien blev det generaliserede marked, som påpeget af Karl Polanyi, skabt gennem en serie af statslige indgreb.[2] Det opstod ikke bare ’af sig selv’. Forestillingen herom er en myte. Hvad ville britisk kapitalisme have været uden den britiske flåde og den koloniale magt? Derefter på kontinentet bredte den nye kapitalismes markedsstrukturer og hele industrialiseringen sig overalt i et tæt, men noget forskelligt samspil, mellem stat og erhvervsliv, mest i Tyskland og Østrig-Ungarn og allermest i Rusland. Overalt var det nærmere mønster presset frem af de rådende omstændigheder, det vil sige graden og arten af økonomisk udvikling og arten af stats og nationsbygning samt placering i det internationale mønster af centrum-periferi. [3]

 Man kan endvidere også identificere en bestemt rytmik i udviklingen af den generelle økonomiske politik: ’Frihandel’, f.eks. kom sent, selv i England først i 1846, og forblev i det hele taget en kort episode. Allerede fra 1879 slog protektionismen igen igennem i flere europæiske lande, og den var altid dominerende i USA. Mellemkrigsårene var som bekendt præget af protektionisme og økonomisk nationalisme’. I de første efterkrigsår rådede Bretton Woods systemet, der havde en anden karakter end i dag. Først efter 1973 med ’dereguleringen’ og ’financialiseringen’ bevægede man sig ind den fase mange kalder ’neoliberalismen’. [4]

 Man aner også i dag en vis rådvildhed: Nu havde man i mellemkrigsårene forsøgt sig med varierende grader af statslige indgreb og styring, fra Roosewelts New Deal i Vest, over ’Arbejdsfront og beskæftigelsespolitik i Tyskland, og østeuropæiske regimers korporatistiske politik til den ekstreme form i Sovjetunionens planøkonomi. Derefter i Vesteuropa efter 1945 med produktivisme og keynesiansk politik. Den brød sammen konfronteret med globaliseringen.  Så prøvede man især efter 1989 med ’privatisering’, ’liberalisering’ og ’strukturreformer’. Også det slog fejl. I dag virker den økonomiske politik famlede, en usikkerhed der søges tilsløret gennem varmluftsord som ‘konkurrenceevne’, ’effektivisering’ og ’global konkurrence’. Ingen og intet synes dog foreløbig at have løst den overordnede økonomiske udfordring.

Under alt dette åbenbarer der sig store problemer med stadig fortsat økonomisk vækst og sikring af naturgrundlaget. Vi befinder os i historiens største vækstmaskine. Hele kapitalismens grundstruktur og proces er rettet herimod. Kan man under kapitalismen her sikre en balance? Naturligvis ikke.[5]

Den femte angivne krise er solidaritetskrisen: Den fremadskridende kommercialisering af alle livsforhold, den uhæmmede materialisme og fremdyrkelsen af aggressive konkurrenceinstinkter frembringer mere og mere ’Mcworld’, et kommercialiseret og atomiseret samfund, der som sin modpol fremkalder xenophobi og ‘Jihad’.[6] Den sociale orden er mere og mere kommet i en tilstand af ’anomi’.[7]

 Overalt i Europa flammer i disse år igen hadet op mod ’de anderledes værende’ og ’de anderledes tænkende’. Hele Europas historie var konfliktpræget og blodig og fuld af forfølgelser. Begynder det hele nu igen? Civilisationens hinde er tynd og brister let.[8]

 Kapitalismens krisefylde forløb forstærker alle de nævnte spændinger og modsætninger og forstærkes også selv af disse. Det den tyske marxist Robert Kurz har kaldt den ’kapitalistiske akkumulationsmolok’ er selvdestruktiv.[9] Kapitalistismens ’ånd’ og praksis er altgennemtrængende. Stadig flere og flere livsområder underlægges Molokken. Den er utvivlsomt destruktiv, men dette er dog ikke, som Kurz tror, ensbetydende med et automatisk sammenbrud. Det er noget mere kompliceret end som så.

 Deltagelseskrisen er i alt dette særlig interessant. Den udgør nemlig på én gang et af de dybtliggende problemer, men rummer (måske) samtidig i sig nøglen til løsningen. Den omfattende og dybtgående europæiske ’deltagelseskrise’ som blev udløst gennem den franske og den industrielle revolutions indtrængen i og videre udvikling i den europæiske traditionelle sociale orden foldede sig ud i alle lande og regioner, England, Frankrig, Skandinavien, Østrig, Ungarn, Tyskland, Sydeuropa, Østeuropa og Rusland, men på forskellig måde og med forskellig og varierende intensitet.. ’Deltagelseskrisen’ blev aldrig løst og er stadig højst påtrængende. Krisen er nemlig en konsekvens af den fundamentale stats- og nationsbygningsproces samt den socioøkonomiske udvikling og yderligere forstærket af ’vestliggørelsens dialektik’ og storpolitikkens udvikling under skiftende omstændigheder og i vekslende former.[10]

 Deltagelseskrisen synes at være permanent, ikke blot et en gang for alle overstået historisk stadium. Massedeltagelsen har endvidere rent faktisk kunnet antage en helt anden karakter end håbet og forudset i den demokratiske og socialistiske tradition. Massedeltagelsen kunne også udvise ’en mørk side’.[11] Massedeltagelse kunne blive, ved vi, til fascisme.[12]

 Men alt var ikke ’dark Side’. Massernes indslusning i politik og massepolitikkens udfoldelse affødte og bar oppe historien længst varende og mest dybtgående modstandsbevægelse: den europæiske arbejderbevægelse.[13]Arbejderne tilkæmpede sig forenings- og forsamlingsfrihed, anerkendelse af deres fagforeninger og trygheds-og velfærdsforanstaltninger. Mange kræfter var ganske vist virksomme, men det var det vedvarende folkelige pres nedefra og frygten herfor der sikrede gennemførelsen.[14]Stat- og nationsbygningen, herunder ikke mindst krigene, spillede dog også en stor rolle.[15]

 Arbejderne skabte videre deres egen kultur og en kontraorganisation mit i det bestående samt udviklede herunder visioner om et andet samfund uden undertrykkelse og udbytning. Den europæiske arbejderbevægelse var i sin ’Brüder zur Sonne zur Freiheit’ periode formidabel.

 Den europæiske massebevægelse var altså i hele sit forløb modsætningsfuld.  Massedeltagelsen er endvidere både en del af det historiske problem, men rummer dog også centralnøglen til løsningen. Der er ingen vej udenom. Og, kan vi tilføje, det er på høje tid, de ophobede problemer taget i betragtning.

 Netop i udfoldelsen af en genuin demokratisk massedeltagelse ligger måske også nøglen til en løsning. Dette kan måske umiddelbart forekomme mærkeligt, når man tager erfaringen med deltagelsesfænomenets ’mørke side’ i betragtning. Men ved nærmere eftertanke er det ikke så akavet endda. Hvor skulle løsningen på nutidens enorme ophobning af problemer ellers komme fra? Hvilken anden kraft kan her komme på tale end netop befolkningerne selv?

 Og hvad skulle alternativet være? Det autoritært styrede kapitalistiske Kina? Det ultrakapitalistiske USA, hvor den politiske magt er klemt af et plutokrati? Eller måske, som i nogle lande i Europa, teknokratregeringer uden folkelig legitimation eller måske endda en mulig højreradikal/fascistisk restauration under nye betingelser og med en ny retorik?  Der findes ingen ’løsning’ som ikke i sig medtager den historiske massebevægelse. ’Kæmpen’, den moderne massedeltagelse, er vågnet. Der er tale om en irreversibel proces og det er afgørende, hvordan den reagerer.

 Massepolitikken udviklede sig som problem i løbet af anden halvdel af det 19. århundrede og eksploderede i det 20’ende århundrede. [16]I mellemkrigsårene rasede der en voldsom kamp mellem forskellige modeller for samfundsmæssig konstruktion og udvikling, en række fortløbende kampe som i Europas forskellige lande afstedkom forskellige resultater og internationalt også prægede den europæiske politik. Hele denne turbulente periode fandt så sin udløsning i 2. verdenskrigs voldsomme opgør. [17]

 Siden midten af det 19. århundrede havde spørgsmålet om massernes indslusning i politik og deres deltagelse her for de europæiske herskende klasser og regerende eliter udgjort et problem og for forskellige antisystembevægelser stedse et håb. I dele af Europa slog demokrati efterhånden igennem under presset nedefra og som et resultat af de to verdenskrige, afgørende til sidst udfaldet af 2. verdenskrig.

 Men tilbagevendende søgtes den folkelige indflydelse nedefra dog inddæmmet og kontrolleret. Dette gjaldt i de vestlige demokratier og dette gjaldt også i det 20. århundredes store europæiske diktaturer. Selv her føltes nemlig behovet for folkelig legitimation og såvel en Stalin som en Hitler påberåbte sig da også en sådan.[18] Men også her, og i endnu højere grad end i Vesten føltes samtidig behovet for en kontrol ovenfra af de kræfter og lidenskaber der var sat i bevægelse i dette nye århundrede. Omvendt var forsøg på inddæmning, styring og kontrol heller ikke fraværende i Vest. Konkret udmøntede dette sig efter 1945 i etableringen af det vi kunne kalde et ‘kompromisdemokrati’, også kaldet ’det liberale demokrati’.

 Massepolitikken foldede sig altså ud som problem i tilbagevendende bølger i løbet af anden halvdel af det 19. århundrede og eksploderede i det 20. århundrede. Man kan her identificere nogle grundmodeller for håndtering af den politiske massedeltagelses problem: den ‘vestlige’, den fascistiske og den russiske.

 I ‘Vesten’ søgtes problemet længe løst gennem begrænsninger i valgretten og andre inddæmmende og bremsende foranstaltninger. Den løsning, der slog igennem, var imidlertid den velkendte omdefinering af demokratiets begreb og praksis, hvorved demokrati blev begrænset til elitekonkurrence. [19]Masseindflydelsen blev også holdt i skak gennem et enormt medieapparat og en politisk kommunikation, der mere og mere blev inspireret af reklameindustrien. Efter 2. verdenskrig sikredes den sociale fred gennem produktivisme, økonomisk vækst og ikke mindst en konsumbåret hedonisme.

 Den fascistiske model for massepolitikkens håndtering bestod i en ultranationalistisk mobilisering og samling af befolkningen i et racedefineret ‘Volksgemeinschaft’. Den nationale integrationsproces foregik gennem hårdt optrukne fjendebilleder og en afgrænsning fra og udskillelse af ‘unationale’ grupper og uønskelige ‘racelementer’. Også den fascistiske model var en udviklingsmodel og tillige en model for ekspansion og imperialistisk racekrig.[20]

 Den russiske model for kontrolleret massemobilisering og deltagelse var bygget op omkring en ovenfra igangsat gigantisk anstrengelse for accelereret økonomisk udvikling samt stats- og nationsbygning. Den knyttede i så henseende an til en gammel historisk tradition i Rusland for ovenfra iværksat modernisering, men fortsatte i Sovjetunionen efter den revolutionære periodes afslutning i 1921 som endnu et nationalt udviklingsprojekt, dog med en for det 20. århundrede så karakteristisk vægt på massemobilisering.[21]

 Men deltagelsesproblematikken var ikke blot central i forholdet mellem eliter og befolkninger. Den prægede på afgørende måde de politiske kampe internt i de enkelte nationer og virkede også ind på forholdet mellem staterne, selv om forholdet mellem disse dog overvejende var realpolitisk bestemt. Mellemkrigsårenes voldsomme kampe mellem forskellige modeller for samfundsmæssig konstruktion og udvikling, en række fortløbende kampe som i Europas forskellige lande afstedkom forskellige resultater og internationalt også prægede den europæiske politik. Hele denne turbulente periode fandt så sin udløsning i 2. verdenskrigs voldsomme opgør.[22]

 Fascismens nederlag, højrefløjens midlertidige svækkelse, truslen fra venstre, beslutningstagernes frygt for en gentagelse af den turbulente periode efter 1. verdenskrig, den oplevede trussel fra Sovjetunionen, den kolde krigs storpolitiske stabilitet (i Europa) og den vældige økonomiske fremgangsperiode fra 1950 til 1973 skabte grundlaget og betingelserne for ’det liberale demokrati’ og den ledsagende hegemoniske konstruktion, en konstruktion der bevarede den fundamentale klassestruktur og de hidtidige eliters økonomiske lederskab samt etablerede et ’socialpartnerskab’, men til gengæld også sikrede den europæiske overklasses accept af demokratisk politisk procedure, samt velfærdsstat og keynesiansk politik Den fundamentale spænding mellem styring og massedeltagelse bestod dog fortsat.

 I dag er 1945 kompromiset efterhånden blevet undergravet af neo-liberalismens omstrukturering af økonomi og politik, grundspændingen mellem styring/ledelse og massedeltagelse er igen blevet accentueret og en omfattende organisk krise er under udvikling. Samtidig er imidlertid også arbejderbevægelsen blevet knækket og såvel den socialdemokratiske som den kommunistiske tradition brød sammen efter murens fald og i årtierne derefter. [23]Nye modstandsformer spirer frem, Syriza, Podemos, skotske nationalister, mexicanske zapatistas og amerikansk Occupybevægelse, men støder overalt mod stærk modstand fra kapitalen og statsmagten, og fremtiden er uvis.[24]

 Til alt dette føjer sig en ny konfliktdimension og en reaktivering af den højreradikalisme, som man troede uddøde i og med udgangen af 2. verdenskrig.  Der er fortsat i nutidens verden et fascistisk potentiel. Fascismen er ikke et fænomen helt uden for historien, et marginalfænomen, som kun indtrådte i en bestemt periode af Europas historie som en forbigående ‘afvigelse’ fra en angiveligt ‘naturlig udvikling’ frem mod demokrati. Fascismen er en mulighed i moderniseringsprocessen og én af dennes varianter. Ikke uundgåelig, ‘nødvendig’, naturligvis, men ej heller usandsynlig.

 I løbet af de seneste årtier har vi oplevet noget, der kunne være begyndelsen til en fascismens renæssance i Europa. Over hele kontinentet og på de britiske øer er nye fascistiske, højreautoritære, højreradikale og højrepopulistiske strømninger, bevægelser og partier i fremmarch. Fra de britiske øer i vest til det tidligere Sovjetunion i øst, fra Skandinavien i nord til Grækenland i syd er højreradikalismen og fascismen vågnet op igen, men i nye former og med en ofte ny politisk retorik. Atter en gang i Europa mobiliseres store befolkningssegmenter mod ‘de andre’ og mod de anderledes tænkende. Og igen forkyndes budskabet om den rene, rensede nation. Der appelleres endnu en gang i Europas turbulente, blodige historie til xenofobi og fordomme, til intolerance, hadefulde udfald og forfølgelser, hvilket igen kan fremkalde voldsome modreaktioner. Bag hele processen af aktion og reaktion ligger igen det der måske er begyndelsen på en ny folkevandringstid. Enorme kræfter er i bevægelse. Situationen er dybt alvorlig.[25]

 Fascismen var et produkt af selve moderniseringsprocessen i dens grundforløb samt af den herved fremkomne deltagelseskrise. ‘Fascisme’ i én eller anden forstand er derfor også stadig mulig og en risiko, så længe moderniseringsproblemerne varer ved, og så længe deltagelseskrisen ikke er løst. En moderne ‘fascisme’ vil ikke være identisk med 1930’ernes fascisme, der i øvrigt også rummede forskellige varianter. Og ideologien er plastisk, foranderlig. Man kan endog forestille sig en nutidig fascisme som – følgende den dominerende diskurs – ville operere med et demokrati retorik. Fascismen vil her være demokratisk maskeret. Den vil heller ikke længere behøve den terroristiske adfærd over for arbejderbevægelsen, thi denne er knust eller i hvert fald alvorligt svækket.

 Det ’liberale demokrati’, ’socialpagten’, ’velfærdsstaten’ og den relative stabilitet var set i et længere historisk perspektiv åbenbart blot en forbigående episode, en parentes i udviklingen. En helt særegen konstruktion frembragt af udfaldet af 2. verdenskrig. Vi lever i dag ikke i en historiens lykkelige afslutning, men i en ny fase, hvor store problemer tårner sig op. Fremtiden er usikker og alt kan ske.[26]

 Der er i den grad behov for nytænkning og herunder også samfundstranscenderende tænkning. Men paradoksalt nok har politiken og ideologien på den anden side aldrig været så konform som i dag. Vores politik og ideologi er stadig indkapslet i et univers og en tænkning der blev skabt af udgangen af 2. verdenskrig, og videre formet under forløbet af den efterfølgende ’kolde krig’, samt stalinismens sammenbrud i 1989, og den efterfølgende vestlige triumfalisme.

 Selve de grundlæggende termer og begreber i samfundsforskning, offentlig debat og undervisning forstærker den hegemoniske ideologi og blokerer for en erkendelse af de faktiske historiske og aktuelle forløb, samt den nutidige situation.  Man taler ikke længere om kapitalisme, men om ’postindustrielle videnssamfund’, man taler ikke om ’udbytning’, men om ’fællesinteresse’, ’konkurrenceevne’, og ’nødvendig politik’, man taler ikke om ’eliter’, ’klasser’ og ’magt’, men om ’medborgerskab’, ’civilsamfund’ og ’selvrealisering’, man taler ikke om ’atomisering’, men om ’individualisering’, man taler ikke om ’imperialisme’, ‘centrum – periferi’ og ’afhængighed’, men om ’det internationale samfund’, den ’liberale verdensorden’ og ’humanitær aktion’. ’Vesten’ var og er i den dominerende fortælling altid snehvid og hele resten af verden enten kulsort eller ’underudviklet’ (dvs. ikke lig os). Hele nutidens mainstream diskussion og den såkaldte ’offentlige debat’ foregår indenfor en fastlagt ramme, bestemt af de dominerende begreber og dagsordens fastsættelser, som igen er bestemt af de dominerende magt- og interesseforhold.

Der er fremkommet en ejendommelig tankeforvridning: Det bliver i stigende grad anset for at være ‘urealistisk’ overhovedet at forestille sig, at det nuværende menneskelige samfund kan ændre sig til andre typer, medens det omvendt anses for at være ’realistisk’ (og udtryk for moden tankegang) at mene, at den nuværende sociale orden vil kunne fortsætte til evig tid.

Og selve det der var sjælen i al samfundsmæssig historie indtil i dag, nemlig menneskenes egne erfaringsdannelser, søges formet og ensdannet gennem et konkurrence fokuserende skolesystemsystem, og mere og mere konforme erhvervsdominerede og bureaukratisk topstyrede universiteter samt et enormt apparat af store medier og medieselskaber uden for demokratisk indflydelse, og med en elite af ‘kommentatorer’, ’opinionsledere’ og professionelle ’debattører’. Menneskene får i dag fortalt hvad de ’oplever’, hvad de ’føler’ og hvad de ’tænker’. Aldrig har samfundet været så konformt, eendimsionaliseret som i dag. Og under det hele raser kapitalismens umættelige akkumulationsmolok og former sin totalitære verden af altgennemtrængende kommercialisering og reelle subsumption.

 Umyndiggørelsen af den store befolkningsmasse fortsætter på trods af regelmæssige demokratiske valg (hvor befolkningerne vælger mellem eliter af professionelle politikere, som kun en forsvindende minoritet har opstillet) og på trods af den erklærede ideologi om ’demokrati’ og ’internationalt samfund’, en struktur og ideologi som er den mest effektive hegemoniske konstruktion og legitimerende ideologi nogensinde.[27] Under al erklæret ideologi er undertrykkelse, udbytning, ulighed og fattigdom stadig en realitet. Og den internationale politik er, bag al retorikken om ’det internationale samfund’ og ’humanitær aktion’, overordnet en realpolitik, som den altid har været det.[28] Perioden fra 1945 til i dag var et intermezzo. Den forestilling, som har været rådende siden 1989, om at man i den vestlige verden skulle have afsluttet historien og knækket civilisationens kode er udtryk for overmod og selvbedrag. En hybris.[29]

I et sådant perspektiv drejer det sig ikke om ’bare’ at føre den ene eller den anden økonomiske krisepolitik, om – midt i historiens største vækstmaskine- at gennemføre ’grønne reformer’ eller midt i en verden domineret af enorme statsapparater og gigantiske økonomiske magtkoncentrationer at sikre økonomisk udvikling indadtil samt bistand, ’humanitær aktion og ’international retfærdighed’ udadtil. Det drejer sig om at bryde kapitalens og statens magt, som hævet over og styrende folkenes liv. Der må banes vej for en modgående udvikling i retning af autentisk folkestyre og – kontrol således at udviklingen drejes ind i et helt nyt spor. Vi taler om en løsning på den stadigt påtrængende og eskalerende ’deltagelseskrise’.

 Den socioøkonomiske udvikling gennem århundreder, stats- og nationsbygningen og det international politiske systems udvikling frembragte en verden hvor fortidens spor vejer tungt, men hvor handlingens muligheder og kraft også var og er enormt forøget. I denne overordnede kontekst er spændingen mellem systemets kapacitet til at håndtere kriseproblemer og disses tiltagende omfang og styrke nu blevet bragt til bristepunktet. Og grundlæggende er spændingen mellem massemobilisering/deltagelse og politisk ledelse og styring blevet stærkt øget.

 Ethvert styre i historien har hvilet på en blanding af legitimitet og vold. Jo mere spændingen mellem den hidtidige legitimerende ideologi og befolkningernes faktiske oplevelser og følte behov accentueres, desto mere må regimerne forlade sig på en blanding af eskalerende manipulation og tiltagende voldsudøvelse, hvilket igen styrker den folkelige modstand, et forhold som så igen øger behovet for yderligere manipulation og statslig voldsudøvelse og så videre i en fremadskridende spiral.

 Kapitalismens grundstruktur, omstændigheder, betingelser og ophobede og kommende problemer presser i dag alle i retning af en radikal løsning (: strukturpresset). Menneskenes valg og handlinger er afgørende for den samfundsmæssige bevægelses retning (: aktørdimensionen). Verden er skabt gennem mennesker i social aktion og derfor kan den også forandres. Men handlingerne er aldrig fritsvævende, deres resultater aldrig forudbestemte og selve handlingernes processer er dybt modsigelsesfulde.