Annonce

28. august 2004 - 21:57

Fælles front for regeringsskifte

― Det er nyt, at der kommer et udspil fra et forum, der er så bredt sammensat og med så konkret indhold. Det er ikke et udspil til et nyt partiprogram. Det er ikke fagbevægelsen rolle. Men hvis vi vil have fagbevægelsens medlemmer til at diskutere politik, så må også selv komme med et bud.

Sådan beskriver formand for Bryggeriarbejdernes Fagforening i København, Finn Sørensen, udspillet fra konferencen i SIDs fagblad.

Fagbevægelsens valggrundlag

Konferencen var arrangeret af LO-Storbyerne, LO Storkøbenhavn og tillidsmandsnetværket Fagligt Ansvar. Tilstede var op mod 700 tillidsrepræsentanter fra knapt 200 forskellige organisationer.

Formålet var at blive enige om indholdet i kravene til en alternativ politik efter et regeringsskifte.

Det er blevet til 70 krav, som Finn Sørensen ser som grundlaget for fagbevægelsen i en kommende valgkamp. Det er bl.a. den nye kommunalreform, der står for skud. Beslutningsprocessen skal starte forfra, så befolkningen i højere grad bliver inddraget. Det er krav om bedre forhold for de lavtlønnede, nej til udliciteringer af offentlige opgaver.

De generelle linjer er udbyggelse og udvikling af velfærdssamfundet, bl.a. ved at tage offensivt fat på boligområdet.

― Hvis der er nogle, der mener, at vi skal blande os udenom politik, så vil jeg minde om resultatet af sidste Folketingsvalg. Man kan ikke klandre ens modstander for, at han vinder, men vi må selv sørge for at det går bedre til næste valg, siger Finn Sørensen til SIDs fagblad.

Læs dokumentation »Regering på vildspor« hos LO Århus

Af Linda Hansen/Monsun

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce