Der er gået kludder i Folketingets planlagte åbning efter valget,. Statministeren vil nemlig heller snakke med den amerikanske præsident Bush end det danske parlament.
Og helt ekstraordinært har Folketinget idag givet Anders Fogh Rasmussen (V) lov til at smutte til Belgien og udsætte sin tale til om torsdagen.
Selvom det kun giver partierne et par timer til at studere hans tale inden åbningsdebatten er det kun Enhedslisten der har protesteret over, at statsministeren på den måde »flytter rundt på folketingets møder og normale forretningsgang, som det passer ham«.
Den normale procedure er, at statsministeren holder sin tale tirsdag, hvorefter Folketinget samles torsdag til den store åbningsdebat. Det giver partierne et par dage til at gennemlæse statsministerens tale.
Men Folketingets formand, Christian Mejdahl mener, at det er helt i orden at udsætte statsministerens tale, fordi Folketinget i forvejen er bekendt med regeringsgrundlagt, og at åbningstalen næppe vil fravige fra dette.
Send Per!
Enhedslistens nyvalgte gruppeformand, Line Barfod er ikke enig:
– Nu bliver der kun et par timer omkring frokost, hvor man tygge på talen. Derfor er Anders Foghs prioritering også et demokratisk problem. Der er jo trods alt VK-regeringens forslag til, hvad der skal ske de næste fire år, som vi nu bliver bedt om at skulle forholde os til i løbet af få timer, siger hun i en pressemeddelelse.
Enhedslisten påpeger, at Anders Fogh Rasmussen ligeså godt kunne have sendt udenrigsminister Per Stig Møller (K) til Nato-mødet:
– Det er for ringe – men nok meget sigende – at statsministeren hellere vil møde George Bush og de andre venner fra Nato og EU end Folketingets medlemmer. Jeg ser intet problem i, at det i stedet var udenrigsministeren, der repræsenterer Danmark ved det kombinerede EU- og Nato-topmøde i Bruxelles, siger Line Barfod.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96