I to uger har Nepals transportsystem været lammet af maoistiske oprørere. Mindst en lastvognschauffør er blevet dræbt, da han under militærbeskyttelse brød blokaden.
De maoistiske oprørere fra Communist Party of Nepal, indførte blokaden i protest mod Kong Gyanendras statskup, men ophæver den for at vise deres »større ansvarlighed overfor befolkningen«.
Blokaden har betydet mangel på mad og medicin mange steder i landet, og ifølge BBC har nepaleserne været fanget i en klemme mellem regeringstropper, der truede med at beslaglægge lastbiler, hvis chaufføren ikke fortsatte med at køre, og oprørere, der truede med at dræbe dem, der brød blokaden.
Generalstrejke og væbnet optrapning
Kong Gyanendra afsatte den nepalesiske regering, fordi den ikke har været i stand til at stoppe den maoistiske oprørshær, som for ti år siden startede et væbnet oprør, der indtil videre har kostet omkring 11.000 mennesker livet.
I en erklæring til pressen meddeler maoisternes leder Prachanda, at der fra den 14. marts vil blive indledt en landsdækkende generalstrejke i landet, hvis ikke der sker forandringer inden.
Samtidig truer Prachanda med at indlede »en ny fase i bevægelsen, der vil øge den militære modstand og massebevægelse af folket«.
Prachanda nævner ingen detaljer om »den nye fase«, men følge politiske iagttagere kan det betyde en maoistisk tilnærmelse til landets øvrige politiske partier, der siden det royale kup har fået både ledere og partimedlemmer arresteret.
Indtil nu har de politiske partier afvist at samarbejde med maoisterne, så længe de bruger vold. Derimod er fem af partierne gået sammen om at indkalde til en landsdækkende pro-demokrati forsamling den 8. marts.
Af Martin Lindblom/Monsun
Se Amnesty Internationals omtale af Nepal
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96