Over 100 politifolk ransagede natten til den 8. marts 2005 et kolonihavehus i udkanten af Berlin, som den tyske efterretningstjeneste længe har haft under observation. Ved ransagelsen blev der beslaglagt 500 eksemplarer af det venstreradikale undergrundsblad »Radikal«.
Politiet opretholder dermed et 22 år gammelt forbud mod bladet, og anklager den hemmelige redaktion for »forberedelse af og inspiration til eksplosions- og strålingsforbrydelser«.
To kendte venstrefløjsaktivister – far og søn – blev anholdt og fængslet i forbindelse med beslaglæggelsen, mistænkt for at have deltaget i distributionen af det forbudte venstrefløjsblad. De to mistænktes boliger og arbejdsplads i bydelen Kreuzberg blev efterfølgende ransaget af politiet.
Terroristisk talerør
Undergrundsbladet Radikal, som udgår fra Berlins autonome miljø, har med nogle korte afbrydelser eksisteret siden 1976.
I starten af 1980’erne blev bladet anklaget for overtrædelse af anti-terrorparagrafferne 129/129a, der handler om »forberedelse af og hvervning til en kriminel forening«.
I 1983 forbød myndighederne Radikal blandt andet på grund af offentliggørelse af tekster fra byguerillagrupperne Rote Arme Fraktion, Revolutionäre Zellen og Rote Zora, aktionserklæringer, tekniske anvisninger til brug i militante aktioner, samt diskussioner om militante kampstrategier.
De ansvarlige redaktører fra de sidste legale udgaver af bladet blev idømt fængselsstraffe på mellem seks og tolv måneder.
I en protestaktion mod dommene skrev over 1.000 venstrefløjsfolk sig ind som ansvarlige redaktører af den efterfølgende udgave af Radikal.
Kriminaliseringen førte også til protester andre steder i Europa, blandt andet i København, hvor 2-300 mennesker deltog i en demonstration indkaldt af den daværende Vesttysklandskomité sammen med BZ-kredse.
Bladets hemmelige redaktion sørgede efter kriminaliseringen for, at distributionen af bladet med jævne mellemrum skiftede adresse, og i en periode midt i 1980’erne blev Radikal såmænd distribueret fra København.
Fortsat jagt
I de seneste 22 år har politiet været på jagt efter Radikal, og den dag i dag – om end ikke så hyppigt som tidligere – opsøger civilpoliti uanmeldt diverse bogcaféer for at tjekke, om der nu ikke »tilfældigvis sælges Radikal under bordet«.
Radikal, der især i 1980’erne dannede et forum for ucensurerede debatter, subkulturelle nyheder, aktionserklæringer og mere eller mindre brugbare teknisk-logistiske anvisninger for militante aktioner, var i denne periode populært i autonome og venstreradikale miljøer i det nordvestlige Europa.
I dag har andre kommunikationsformer for længst overtaget Radikals tidligere rolle og funktion. Alligevel spiller bladet sammen med andre venstreradikale publikationer som Interim, Arranca og Jungle World stadig en vis rolle for de politiske og kulturelle subversive miljøer i Tyskland.
Af Poul Helmer og Alfred Lang/autonom infoservice
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96