Annonce

18. april 2005 - 16:51

Kinesisk minoritet kaldes »terrorister«

»Krigen mod terror«, der blev lanceret efter 11. september angrebet på World Trade Center i New York i 2001, er blevet en kærkommen anledning for regeringer rundt om i verden til at slå ned på modstandere af forskellig art.

Både Rusland og Israel har flittigt lagt sig i slipstrømmen på den amerikanske krigserklæring mod terrorismen, og nu følger også stormagten Kina efter.

Det tyrkisktalende muslimske folk, uighurerne, der lever i den olierige kinesiske Xinjiang-provins bliver af den kinesiske regering beskyldt for at pleje kontakter med både al–Qaida, talibanerne og andre internationale militante grupper, skriver den uafhængige svenske avis Stockholms Fria.

Ligesom i Tibet – der af den kinesiske centralregering betegnes som en oprørsk provins – er den oprindelige befolkning i Xinjiang gennem de seneste 50 år blevet »fortyndet« af organiseret kinesisk indvandring. Fra at have udgjort omkring 80 procent af befolkningen, er andelen af uighurere nu mindre end 50 procent.

Tortur og henrettelser

Nu afsløres det så for første gang, at den kinesiske regering siden 11. september 2001 har bekæmpet den med den oprindelige befolkning med et netværk af love, regler og programmer. De cirka otte millioner uighurere har nemlig krævet rettigheder og selvstyre, og kalder for eksempel stadig området for Østturkestan.

Ifølge de kinesiske myndigheder er der religionsfrihed for alle etniske grupper i Xinjiang, men i de officielle rapporter, som Human Rights Watch (HRW) er kommet besiddelse af, undertrykkes uighurernes religionsfrihed, møtesfrihed, pressefrihed og ret til at udveksle idéer både i hjemmet, moskéerne og skolerne.

Ifølge en artikel i Stockholms Fria kommer undertrykkelsen blandt andet til udtryk ved at mænd tvinges til at barbere skæggget af, moskéerne overvåges og religiøse lærere afskediges.

Fredelige uighurere, der mistænktes for seperatisme, er blevet anholdt og tortureret, og i 1997 blev tre uighurere henrettet i forbindelse med en anti-kinesisk demonstration i byen Yili, skriver den svenske avis.

Kinesisk terrorkrig

Ifølge Sharon Hom, der leder af Human Rights in China, har de kinesiske myndigheder udformet et lovkompleks for religionsudøvelse, som er så fintmasket, at stort set enhver kan fanges ind af dem. På den måde har Kina undgået international opmærksomhed om undertrykkelsen, der sløres som helt legal terroristbekæmpelse.

For eksempel har det populære kinesiske magasin Life Weekly offentliggjort flere reportager om »Kinas kamp mod terrorisme, hvori »islamiske terrorister« i Xinjiang beskrives som Beijings værste fjende.

Og ifølge den amerikanske tænketank Foreign Policy in Focus (FPIF) er en af de vigtigste grunde til, at Kina tilbød USA sin støtte til »krigen mod terror«, at det gav de kinesiske myndigheder frit spil i kampen mod seperatister i det østlige Kina.

Udover at være hjemsted for en stor del af den kinesiske olieproduktion, er Xinjiang-provinsen det område, hvor kineserne foretager hovedparten deres atomprøvesprængninger.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs artiklen i Stockholms Fria

Læs rapporten fra Human Rights Watch

Se hjemmesiden for Foreign Policy in Focus (FPIF)

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce