De tyske nazister har i de seneste år gjort meget ud af forsøg på at »overtage« kampdagen med paroler om arbejde til tyske arbejdere, »1. maj – de tyske arbejderes dag« og »Stop globaliseringsillusionen«.
Også i år mobiliserede nazisterne fra især NPD til 1. maj-marcher adskillige steder i Tyskland, og de fleste steder medførte det sammenstød, da anti-fascister på forskellig vis forsøgte at forhindre nazi-marcherne.
Vandkanoner og knippelsuppe
I Leipzig forsøgte op mod 4.000 anti-fascister at forhindre en nazistisk march, der ifølge tysk presse samlede godt 800 deltagere, mens 2.500 betjente skulle opretholde ro og orden i forbindelse med marchen.
Det gik ikke så godt.
Allerede da nazisterne begyndte at samle sig, kom det til protester, hvor der blandt andet blev skudt med lysraketter efter dem. Politiet ryddede derefter området omkring hovedbanegården, og arresterede enkelte anti-fascister.
Senere indtog op imod 2.000 anti-fascister nazisternes march-rute og satte sig i en fredelig blokade på vejbanen. Politiet forsøgte at rydde blokaden med både vandkanoner og knipler. Ifølge øjenvidner på stedet blev flere anti-fascister kvæstet af knippelslag på trods af, at de rakte hænderne i vejret som tegn på deres fredelige hensigter. Over 100 mennesker blev arresteret.
Som følge af blokaden og efterfølgende sammenstød blev den nazistiske march – der var planlagt til at gå igennem en venstreorienteret bydel – aflyst af politiet, der ikke mente sig i stand til at garantere nazisternes sikkerhed.
En koncert vendt mod højreekstremistisk vold samlede senere omkring 20.000 mennesker.
Blokader og stenkast
I byen Frankenthal demonstrerede 2.000 mennesker mod 170 nazisters planlagte march i byen. Flere steder på den fem kilometer lange rute etablerede anti-fascister fysiske blokader.
Da nazisterne efterfølgende skulle med et særtog til byen Worms for at gennemføre endnu en march, blev toget bombarderet med sten og flasker ved ankomsten.
Nazisterne, der nu var nede på omkring 150 deltagere, blev derefter gentagne gange mødt af sten og flasker, ligesom der mange steder på ruten blev bygget barrikader og etableret fysiske blokader. På et tidspunkt var der kun få meter mellem de to grupper, der kun adskilt af en enkelt række betjente (se foto).
Som resultat måtte nazisterne afkorte deres rute betragteligt, og da de atter forlod byen, blev de ligeledes fulgt på vej af sten- og flaskekast.
I Nürnberg demonstrerede 5.000 mennesker mod en nazi-march med cirka 300 deltagere, mens omkring 400 nazister i byen Neubrandenburg blev mødt med adskillige fysiske blokader på marchruten.
Og endelig blev 29 nazister i byen Bückeburg mødt af 300 anti-fascister – der til gengæld blev mødt af 600 betjente, der med peberspray og knipler tævede vej for den lille nazi-flok.
Af Martin Lindblom/Monsun
Se flere fotos fra Frankenthal/Worms
Se flere fotos fra Neubrandenburg
Tjek Indymedia for endnu flere rapporter fra 1. maj i Tyskland
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96